Connect with us

Medietrends nyhedsbreve

Nu går den store troldejagt ind

– AI i denne uge

– HVEM vil du snakke om nyhedsbrevet med?

– Fire minutter med Kathrine Hedegaard

Udgivet

den

Nu går den store troldejagt ind

Illustration skabt sammen med Google Nano Banana

Godmorgen,

Det kommer ikke som den store overraskelse, at sociale medier som X er befolket af trolde fra Rusland, Østeuropa, Pakistan, Indien og Afrika, men at X selv skulle levere transparens så man kan genkende troldene, havde jeg ikke forestillet mig.

En ny opdatering på X gør det muligt med få klik at se, hvor og hvornår en profil er oprettet, hvor den anvendes fra og hvor ofte den har skiftet navn.

Dermed kan vi alle studere hinandens baggrunde og eventuelt spørge ind til, hvorfor en profil med dannebrog og et almindeligt dansk navn er oprettet i Rusland.

Jeg har klikket lidt rundt i den danske debat på X og ikke umiddelbart fundet profiler, som er oprettet overraskende steder. Men mon ikke de findes, hvis man kigger lidt længere ned i de mest polariserede debatter.

I USA pibler troldene i Maga-bevægelsen derimod frem. 

Mediet Daily Beast har hurtigt klikket sig frem til dusinvis af profiler, der titulerer sig med navne, der indeholder “America First” eller “MAGA”, men som er oprettet i Rusland, Indien eller Nigeria.

Et eksempel er Maga Nation med 400.000 følgere, der skriver Patriot Voice for We The People i sin bio, men som drives fra Østeuropa uden for EU. 

Et andet eksempel er en Ivanka Trump fan-profil med en million følgere, som viser sig at være fra Nigeria.

At det nu er lettere at genkende trolde, er en (lille) sejr for demokratiet og kampen mod manipulationer og orkestrerede politiske kampagner. 

Hver eneste trold, uanset hvor få følgere den måtte have, bidrager aktivt til at forvrænge den offentlige debat, sprede usikkerhed og skabe kunstige konflikter, der polariserer befolkningen.

Trolde skræmmer kritiske og seriøse stemmer væk, svækker tilliden til medier, politikere og troværdige instanser og gør det sværere for os alle at træffe beslutninger på et oplyst grundlag. 

Hvis du vil tjekke en profil på X, skal du blot klikke på de tre prikker øverst og vælge ”om denne konto”. (Funktionen er kun på desktop)

Skynd dig for det er ikke sikkert, at funktionen fortsætter for evigt. Siden funktionen dukkede op i denne uge, er den allerede forsvundet flere gange for så igen at dukke op. I skrivende onsdagsstund er den dog aktiv i Danmark. 

Nyhedsbrevet er igen i denne uge relativt kort, men snyd ikke dig selv for Fire minutter med Kathrine Hedegaard eller de udvalgte nedslag om AI fra denne uge.

🙏

Jan

PS: Mit og Troels Mylenbergs magtkursus har kun få pladser tilbage nu. Læs mere nederst i nyhedsbrevet, hvis du overvejer at komme med

Lone Sunesen sendte i sidste uge stafetten videre til Kathrine Hedegaard med disse ord:

Jeg vil gerne sende stafetten til ansvarshavende redaktør Katrine Hedegaard fra KunMors og KunThy. I en tid hvor lokalmedier kæmper for at overleve, så lykkedes det Katrine og hendes team at få nye succesfulde medier op at stå, der hvor papiravisen er død. Det arbejde og engagement har jeg kæmpe respekt for.

Kathrine Hedegaards job:

Jeg er ansvarshavende redaktør på KunMors og KunThy, hvor jeg arbejder med lokaljournalistik i tæt samarbejde med mine dygtige kollegaer og lokalsamfundet. Vi har redaktion i Nykøbing og på hjemmekontorer i Thy. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Opfølgning på kommunalvalget 2025. Mors er efter 12 år blevet en rød ø midt i et blåt hav. Der er lige nu masser af historier at gribe og folde ud. Det fylder mest i mit arbejde for tiden. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Det arbejde, Constructive Institute laver, giver mig håb. Deres tilgang, vidensdeling og drive har gjort det legitimt og populært – at lave konstruktiv journalistik. Løsningsorienteret journalistik er efter min mening tiltalende. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Det ville være rart, hvis vi alle sammen stoppede jagten på hurtige konflikter. Faktatjek og grundighed burde veje tungere end måling af klik, især i en tid hvor misinformation fylder for meget. Vi skal også være varsomme med AI. Journalistik, hvor man kan mærke et skrivende menneskehjerte slå, vil altid være langt mere vedkommende for læseren. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
At arbejde mere fællesskabsorienteret og måle på sammenhængskraft frem for rækkevidde. Jeg tror, medier kan lære meget af højskolerne: idéen om at betragte et medie som et fællesskab, man som læser stempler ind i. Den idé kan jeg godt lide. Et sted med åbenhed, samtale og tryg debat – ikke kun et letfordøjeligt, råbende produkt, som læseren får hurtigt serveret. 

Hvem bør svare på spørgsmålene næste uge?

Esben Seerup der står bag Constructive Institutes store projekt “Dit Valg Vores Danmark.” Med projektet har han knoklet for at påvirke både vælgere, politikere og journalister i en retning, så tonen i kommunalvalget er blevet venligere og mere konstruktiv. Jeg har stor respekt for Esben og hans arbejde.

Læs også