Der kom et brev fra år 2035

Jeg lyttede for nyligt til et interessant rejsebrev fra Jacob Rask, der er økonom og direktør for det regenerative netværk Bloxhub. 

Jacob skulle angiveligt have talt til en konference, men da han var forhindret, valgte han i stedet at indtale et rejsebrev. Ikke et helt almindeligt brev, men et fra fremtiden. Nemlig 2035.

Jeg syntes, Jacobs fortælling var fascinerende, og så har jeg ellers selv gået og spekuleret i et stykke tid, hvordan mit rejsebrev fra mediebranchen ville lyde, hvis jeg sendte det til dig i 2035. 

Så her kommer det.

Du kan lytte mit rejsebrev på lidt over 11 minutter, eller læse det her ⬇️

God lytte- og læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

Der er kommet brev fra 2035…

Det er en helt almindelig torsdag morgen i juni 2035, og jeg sidder med min morgenkaffe på altanen. Solen skinner, og byen vågner langsomt. Min digitale assistent, InfoFlow, spørger med sin behagelige stemme: 

“Klar til din morgen-briefing, Jan? Skal den være opløftende, informativ eller dybdegående i dag?”

Sådan er det nogenlunde hver morgen, men jeg kan stadig huske, hvordan jeg for ti år siden igen og igen fik ødelagt mit morgenhumør, fordi jeg forvildede mig ind på sociale medier, der havde specialiseret sig i at bombardere mig og alle andre med dårlig stemning.

Kan egentlig slet ikke forstå, at vi helt frivilligt lod os bruge i det vanvid. Men sådan tænkte folk vel også om slaveri og enevælde i sin tid, man normaliserer jo de skøreste ting og først bagefter kan man se, hvor grotesk det egentlig var.

Det interessante er, at det ikke kun var os almindelige nyttige idioter, der lod os bruge, men også det meste af mediebranchen. De lagde sig ned og gjorde alt for at tækkes algoritmerne. Hvis Silicon Valley krævede vrede, så fik de vred journalistik, hvis de krævede forargelse, så fik de forargelse, og når de belønnede hovedløse klik, så fik de click bait og journalistik, som ikke levede op til sin kerneopgave om at oplyse, men som i stedet tilbageholdt oplysningerne.

Til sidst imploderede hele systemet indefra. De unge var næsten stået helt af, eller aldrig stået på, men også alle de generationer, der faktisk var vokset op med aviser ved morgenbordet, fik nok.

I en del år snakkede eksperterne om news avoidance, misinformationer og sågar infocalypse, da alle mistede deres sidste tillid til noget som helst, men set her i bagklogskabens fantastisk klare lys, virker det mest som en kultur, der bare døde ud.

Som en fest, der kørte af sporet og som ingen drømmer om at gentage.

Gudskelov voksede der hurtigt en masse nye ting frem, og selvom jeg på mange måder savner den gamle sammenhængskraft, som de store landsdækkende medier bidrog til, så er jeg glad for at Infoflow og andre tilsvarende services har genskabt en bred interesse i at følge med i samfundet.

Jeg vælger “informativ” i dag. 

InfoFlow præsenterer mig for en kurateret oversigt over de vigtigste lokale og globale begivenheder. Jeg ser en kort video om et nyt havvindmølleprojekt i Nordsøen, produceret af et lokalt medie. Videoen er optimeret til min storskærm og er en helt flydende fortælling, hvor jeg frit kan dykke ned i detaljer og ind og ud ad sidedøre.

Ligesom jeg er ved at fortabe mig i historien, skal jeg afsted og jeg siger til Infoflow, at jeg vil lytte mere ind til i historien, som en podcast, når jeg cykler til toget.

Jeg glemmer dog alt om Nordsøen, for i toget, kommer der notifikationer om en skandale i EU, og selvom EU stadig føles fjernt, så trækker historien tråde til en dansk politiker, som længe har været en del af magteliten på Christiansborg.

Historien er udvundet af det Europæiske Netværk for Kritiske Journalister, som er blevet en altafgørende brik i de fleste nuværende mediers målsætning om at bedrive magtkritisk journalistik, der har så mange muskler, at det kan matche magthaverne.

Før i tiden var der også netværk på kryds og tværs af landegrænserne, men selvom de var dygtige og ihærdige, var der en rem af glade amatører og lidt aktivisme over dem. Nu er de mediebranchens ubetingede stjerner og flagskibe. Og alt deres arbejde verificeres af det Globale Vidensnetværk – et system baseret på blockchain version 3, der sikrer, at falske informationer bliver afsløret på få sekunder.

Det er betryggende at vide, at kilderne er solide. Tillidskrisen, der engang plagede mediebranchen, er nu stort set fortid.

Jeg beder Infoflow om en dybdegående analyse om EU-sagen og den foreslår, at jeg enten trækker på Berlingske eller Zetland. Jeg beder om en cocktail og mens Infoflow viser en meget personaliseret reklame, popper en lille notifikation op: 

“Du har optjent 10 ‘Viden-point’ for at klikke igennem til to originale kilder!” 

Disse point samler sig op, og jeg bruger dem en gang imellem til at låse op for eksklusivt premium-indhold eller donere til mine favoritjournalister. 

Det er en del af den smarte “Kilde-Belønningsmekanisme”, der i sin tid løste problemet med den forsvindende søgetrafik. Det gav os brugere et incitament til at opsøge de oprindelige kilder, og medierne fik fair kompensation.

Med hensyn til reklamen i Infoflow, kan jeg vælge at betale for at slippe for dem, men på en måde er der også lidt hyggelig nostalgi i at holde lidt fast i gamle dage, så jeg sparer de penge.

Jeg har også sat flueben ved, at jeg kun ønsker reklamer, der er leveret af ”Public Good Ad Network”, i daglig tale PGAN.

Det er en facilitet, der sikrer, at størstedelen af annonceindtægterne går direkte til at støtte uafhængig journalistik. Det har reddet medierne fra faldende annoncepriser, da det skabte en win-win situation for annoncører, medier og forbrugere. 

Men uanset om reklamerne leveres af PGAN eller andre, der ikke støtter medierne, er de 100% personaliserede til mig, og det er lidt cringe at alt målrettes så personligt og privat. 

Reklamerne er i øvrigt ens uanset, hvem der leverer dem. Lidt lige som el og mobilnet, som jo blev liberaliseret for længe siden.

Senere på formiddagen får jeg en pop-up fra Medie-DAO’en for Logos, som er et medie, der opstod i 2029, og som jeg har en aktiv “ejerskabs-token” i.

Logos betyder fornuft og det appellerer til mig, at jeg via min DAO har mulighed for at påvirke redaktionens prioriteringer.

Helt anderledes end dengang jeg selv var nyhedsjournalist, og vi ensidigt besluttede hvad vi kastede os over alt imens vores brugere sjovt nok fandt andre steder hen. Ja faktisk til de sociale medier, som vi så blev tvunget til i stedet at underkaste os.

Nu ”underkaster” Logos sig i stedet brugerne direkte, og det virker en del mere fornuftigt.

Faktisk er den direkte kontakt mellem de nye medier og deres brugere en vigtig forklaring på, at finansieringsmodellerne i medierne er så meget stærkere i dag. Folk investerer i den journalistik, de tror på.

Det lyder måske som om, at alt er godt igen, men selvom tillidskrisen er bremset og gudskelov ikke længere truer hele fundamentet i samfundet, er der alligevel en del, der kunne være bedre.

Jeg ærgrer mig stadig over, at mange af de gamle medier aflæste AI-udviklingen helt skævt. Mens AI oversvømmede os på godt og ondt, opstod der jo en forudsigelig efterspørgsel på rigtige mennesker. Og hvis der var noget de gamle medier havde, så var det netop mennesker.

Men i stedet for at skubbe dem forrest som selling points, lod man robotter være ansigtet ud af til. Det var både som chatbots, avatars på video og audio-kloner. Ikke sært at mediebrugerne så søgte derhen, hvor robotterne var bedst og billigst. Og det var sjovt nok ikke hos medierne.

I dag bliver stort set al journalistik præsenteret og færdigbehandlet af AI i det sekund, vi skal bruge det. Og jeg tror, vi alle har vænnet os til, at det er sådan journalistik er.

Men jeg bruger mine opsparede videns-point til engang imellem at læse, lytte eller se nogle af de rigtige menneskeskabte medieprodukter, der stadig skabes – typisk fra journalister, der har slået sig ned på nedlagte landbrugsejendomme på Møn og Djursland. 

Det føles hyggeligt, og er lidt ligesom en god bog eller ægte musik skabt af mennesker.

Min aftensmad bliver afbrudt, da Logos blinker voldsomt rødt. Jeg har ellers afmeldt alle såkaldte breaking news og vil kun have virkeligt vigtige breaking news. Men selvom Logos i det store og hele er et fint og ikke skingert medie, må der være en på arbejde af den gamle skole, som har valgt at slå på klokken.

Hverken paven eller statsministeren er gået af, men en hackergruppe – formentlig fra MAGA-bevægelsen – har tilsyneladende infiltreret det Globale Vidensnetværk og manipuleret kildeverifikationen. 

Det er tredje gang på to måneder, at systemet kompromitteres. Trods blockchainens løfter om absolut sikkerhed, er vi stadig fanget i et evigt våbenkapløb mod dem, der hellere vil se verden brænde.

“InfoFlow,” siger jeg med et suk, “giv mig en opdatering på skaden.”

“Problemet ser omfattende ud,” siger assistenten neutralt og lyder pludselig mere robotagtig end normalt. 

“En bølge af misinformation er allerede begyndt at brede sig, især omkring EU-sagen. Netværket arbejder på højtryk for at genoprette integriteten.”

Jeg mærker frustrationen brede sig. På papiret lød løsningerne perfekte: decentralisering, blockchains, DAO’er… Men virkeligheden viser sig endnu engang at være mere kompleks og vi befinder os stadigt midt i et tilsyneladende kronisk våbenkapløb. 

Det værste er næsten den konstante angst for misinformationens genkomst og et muligt tillidskollaps – selv små hændelser kan undergrave års arbejde med at heale tillidstraumet.

Jeg tænker, at mine bedsteforældre måtte have haft det på den måde under Den Kolde Krig. Noget stort, grumt og uhyggeligt, der hele tiden truede og som mindede om noget, man havde været igennem.

Håber der kommer styr på det. Forstår, at der arbejdes på en blockchain 4, som vist hedder noget andet. Men der bliver nok også brug for en version 5, 6 og 7 i fremtiden.

En anden udfordring, som er ved at vende tilbage, er udviklingen af filterbobler. Det er klart, at det ligger som en evigt truende bivirkning ved services som Infoflow, men op igennem slutningen af 2020’erne blæste der en sund vind af oplysningsstemning, og folk var gode til selv at tilvælge de brede nyheder.

Men i takt med at færre går fysisk på arbejde på grund af AI-æraen er behovet for at føre ”brede” samtaler også formindsket, og det ses tydeligt i folks manglende tilvalg af brede nyheder. 

De har alligevel ingen at diskutere dem med. Jo, selvfølgelig på de sociale medier, som stadig findes, men det er alligevel de færreste, der går tilbage til en fuser. Så meget har vi da lært.

På det seneste er bekymringen om ekko-kamre blevet så udtalt, at EU har annonceret et forslag om obligatoriske “pluralitets-boostere” i alle nyhedstjenester. Men kritikere frygter, at det fører til, at algoritmer igen får for stor magt – en ironisk tilbagevenden til tidligere tiders udfordringer.

Da jeg endelig lander i sofaen efter en lang dag, spørger InfoFlow blidt, om jeg ønsker at deltage i en brugerundersøgelse om fremtidens medier. Jeg kan ikke lade være med at smile. Vi er 2035, og vi debatterer stadig de samme ting: Hvordan får vi sandhed, frihed og finansiering til at gå op i en højere enhed?

“Måske i morgen,” siger jeg træt. “Men sæt en reminder. Det er trods alt vigtigt.”

AI-snylteri kan måles i ekstreme tal

Hver gang selskabet Anthropic, der står bag chatbotten Claude, har crawlet 60.000 websider, sender de et klik videre til en hjemmeside. 

Ja, du læste rigtigt. Forholdet er en til 60.000.

Det oplyser Cloudflare, der hoster en masser hjemmesider verden over, efter de er begyndt at kortlægge de nye trafikmønstre.

Ifølge mediet Axios, der skriver om Cloudflares undersøgelse, er forholdet mindre skævt for de andre AI-platforme, men det er stadig helt ude af balance.

For eksempel er forholdet 1 til 1.500 hos OpenAI, der driver ChatGPT, og en til 18 hos Google.

For et halvt år siden var ubalancen meget lavere og det vidner om et stigende brug af AI-platformene, og at brugeroplevelsen hos dem ikke motiverer til at brugerne klikker sig videre til originalkilderne.

DEBATINDLÆG FRA ANITA CRAMER CORPAS

Robotterne skriver – mens medier stadig hakker i sten

“I 2007 sagde en chefredaktør til mig, at det-dér internet nok bare ville gå over. Det gjorde det som bekendt ikke. Alligevel blev han i stolen i yderligere syv år gennem en af de mest transformerende perioder i moderne mediehistorie, hvor annonceindtægterne styrtdykkede, trykte medier blev afviklet, og kolleger blev fyret i hobetal.

Han var ikke alene. Mange danske mediechefer fra slut 90’erne og op gennem 00’erne delte et konservativt og visionsløst blik på fremtiden.”

Fire minutter med Ulf B. Bjørton

Foto: Hanne Bjørton

Jakob Nielsen sendte i sidste uge stafetten videre til Ulf B. Bjørton med disse ord:

Hvert forår, når jeg flytter ud i kolonihaven på Amager, glæder jeg mig til at læse avisen 2770 Tårnby, som kommer hver 14. dag. Den skrives og redigeres af en enmandshær ved navn Ulf B. Bjørton. Han dækker alt fra de lokale fodboldhold til partikelforureningen fra lufthavnen – ofte med solohistorier og altid med en sund, kritisk pen. Jeg kender ikke Ulf Bjørton, men jeg er dybt imponeret over, hvordan han uge efter uge leverer relevant og væsentlig lokaljournalistik. Jeg gad godt høre, hvad han tænker om lokaljournalistik – også uden for Tårnby!

Ulf B. Bjørton er udgiver, redaktør, bogholder, journalist, fotograf og bladbud mv. ved 2770 Tårnby, lokalavisen i Tårnby kommune

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Den mest vedholdende sag i Tårnby er den Jakob Nielsen nævnte om partikelforureningen fra Kastrup lufthavn. En sag som 2770 var nærmest alene om at skrive om i et årti, og som var tung at løfte, også fordi en stor gruppe borgere ikke bryder sig om kritik af kommunens suverænt største arbejdsplads. 

Men nu er det så alligevel endelig kommet på den store dagsorden, primært takket være en ny borgergruppe, som godt tør gå i clinch med CPH, de nationale interesser i en stor lufthavn mv. Sjovt for mig er det, at nu sagen er blevet ’storpolitik’, så kæmper borgergruppen og Enhedslisten for at få udleveret lufthavnens egne partikelmålinger, som jeg i ’fredstid’ i 10’erne løbende blot fik og bragte i 2770. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

I lokaljournalistikken giver det håb, at der stadig lanceres nye medier med mening. Eksempelvis Risbjerg og Co. i Hvidovre og Vores Brabrand. Og at man med de seneste regler for mediestøtte ikke har fulgt Danske Mediers ønske om at ’ugeaviser’ skulle fortolkes smalt.

Selv om det er en svær balancegang, så håber jeg, at man i næste fase tør gå endnu længere. Hvis det er muligt gerne med en kvalitetssikring af, at mediestøtte ikke går til afliring af pressemeddelelser, mikrofonholderi og rene pengemaskiner. Evt. kan AI gøre gavn i den forbindelse!? 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Mange steder i lokaljournalistikken – men såmænd også mere bredt – er der brug for en ordentlig kildekritik. Det gør ondt, når jeg ser de pressemeddelelser, jeg også selv har modtaget, bragt næsten uændret rundt omkring, og endda med journalisters byline. Og når afsenderens vinkel tit ædes råt. Specielt med statistik er det i øvrigt ofte en idé at overveje, hvad der sker, hvis vinklen lige vendes 180 grader. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher? 

Hvis der findes en branche, hvor ledere ikke sparker til de medarbejdere, de netop har fyret ved i næste åndedrag at fremføre, at de vil kunne levere et lige så godt – eller endda bedre – produkt fremover, så kunne mediebranchen lære noget. Og hvis der findes en branche, hvor lederne ikke benytter sig af bullshitbingo og managementsprog, så kunne mediebranchen lære noget.

Hvem bør svare på disse spørgsmål efter sommerferien?

Kim Dahl Nielsen, nyhedschef på TV syd. Fordi han ikke blot som Cavling-vindende journalist, men også som chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad havde mod til at prioritere den kritiske journalistik. Også ude i yderste led.