“Vi skal ikke have trafik – vi skal have abonnenter”

189 år gamle britiske The Spectator er pludseligt begyndt at skovle nye abonnenter ind. Med 400 nye betalende kunder om ugen har magasinet netop haft sin bedste måned nogensinde.

Forklaringen, ifølge redaktøren, er primært, at folk er blevet villige til at betale for kvalitetsjournalistik. Men The Spectator har også ændret på sin digitale abonnementsstrategi.

Blandt andet er antallet af artikler, man kan læse uden abonnement, blevet halveret og hvis man vil læse mere, skal man registrere sig. Og – godt gættet – hvis man vil have endnu mere end det, må man betale.

“Vi skal ikke have trafik – vi skal have abonnenter”, lyder det fra Spectator-redaktøren Fraser Nelson.

Som man kan forstå af ovenstående hylder The Spectator the metered model. En model, der ellers er lagt på hylden hos langt de fleste abonnementsmedier. I stedet er freemium trenden, hvor mediet bestemmer, hvilket indhold, der er adgang til og hvad der er bag lås og slå. I metered-modellen er der i princippet adgang til alt – men altså i begrænset antal.

Med til billedet hører også, at abonnementprisen set med danske øjne er lav – helt ned til et pund om ugen.

Læs mere om The Spectators succes her