Ny afpresning af medier er måske god ide

VÆRD AT LÆSE FORDI

Ad blockere er en af tidens helt store udfordringer for medierne. I Danmark har 31 procent af internetbrugerne installeret ad blockere – dermed tjener medierne ikke penge på at vise bannerannoncer til dem.

HANDLER OM

Adblock Plus, der er et af de mest udbredte ad blocker-systemer, rækker nu hånden frem til medierne med en model, der måske kan give medierne en smule tilbage af de mange tabte annoncekroner, som blokeringsværktøjerne har kostet dem.

Adblock Plus vil nemlig give brugerne mulighed for frivilligt at give medierne drikkepenge mod at slippe for annoncer. Dermed spiller Adblock Plus ind i den strategi, som mange medier forsøger at spille overfor brugerne – nemlig at informere om, at journalistik koster penge, og at annoncerne betaler.

På det nye Adblock Plus værktøj, som endnu kun er i Beta, vil brugerne kunne indbetale et fast månedligt beløb som en slags aflad for at slippe for annoncerne. Adblock Plus kalder det drikkepenge. Adblock Plus vil derefter fordele pengene mellem de medier, der har tilsluttet sig systemet. Altså vel og mærke efter at firmaet har snuppet en andel på 10 procent.

Vi har altså en situation, hvor en ny teknologi først koster medierne milliardtab og som derefter tilbyder drikkepenge som kompensation. Og vel at mærke håndører, som Adblock Plus også snupper sin andel af.

Det er let at blive rasende af forargelse over modellen. Men når følelserne har lagt sig, er der alligevel nogle vigtige takter i modellen, som er værd at holde fast i.

For det første hylder modellen jo ideen om at journalistik koster penge, og hvis nogle forbrugere frivilligt vil støtte det princip, er det da værd at anerkende.

For det andet, eksisterer modellen jo kun fordi en skræmmende stor andel brugere konsekvent vender ryggen til mediernes forretningsmodel. Det er et faktum, som medierne, uanset alt andet, er nødt til at forholde sig til og derfor også er nødt til at kigge fordomsfrit på alternative indtægtskilder.

Og så kunne jeg tilføje, at det for det tredje kun er få medier, der kan tillade sig at have fine fornemmelser overfor nye indtægter.

Reelt vil der næppe blive tale om store beløb. Men konceptet er med til at skubbe til en sund udvikling, der også trækkes af andre mikrobetalingsprojekter, hvor forbrugerne gradvist genopdrages til at betale – eller til i det mindste at vide, at det er god stil at betale.

Når alt det er sagt, må man også stilfærdigt konstatere, at Adblock Plus konceptet er endnu et eksempel på, at teknologivirksomheder uden publicistiske ambitioner, suger næring ud af det, der burde være mediernes trug.

Det ideele modsvar fra medierne ville være at sige rend og hop til Adblock Plus og derefter kopiere modellen i et stort fælles samarbejde.

 

LÆS HER

Digital Trends

Foto: Howard Lake/flickr