Mx.dk, business.dk, AOK.dk og Kids News lukker

Berlingske Media har netop udmeldt en dramatisk omlægning, der medfører at flere af koncernens titler nedlægges.

Det drejer sig om Mx.dk, Business.dk, AOK.dk og Kids News, der alle lukker. Ifølge Mediawatch lægges AOK og Business.dk ind under b.dk, mens mx.dk lægges ind under BT.dk.

Det skulle dermed sikre færre, men stærkere og større sites – også kaldet superbrands i Berlingskes nye strategi.

Børneavisen Kids News lukker fuldstændig og det samme gælder forskellige webshops, som Berlingske hidtil har drevet.

BT.dk bliver fremover et helt gratis medie og BT Plus nedlægges dermed også. Papiravisen kommer til at have færre sider, som desuden skal layoutes ude i byen. Det samme gælder produktionen af Berlingskes printsider.

Berlingske.dk vil gøre det digitale abonnement til 99 kroner om måneden til hovedproduktet.

Den store omlægning kommer til at betyde voldsomme besparelser på personalefronten. 93 ud af 881 stillinger nedlægges. Det drejer sig om 32 ansatte, der overføres til bureauet Wunderkind, 29 redaktionelle stillinger, 20 HK’ere og 12 ledere- og specialiststillinger.

Ifølge en meddelelse på B.dk kommer Berlingske Media til at investere store summer i bedre dataindsamling samt udvikling af lyd og video.

Udflytningen af printproduktionen betyder også et fundamentalt skifte til at koncernen først og fremmest er indholdproducent.

»Vi går fra at have produktionen af papiraviser som omdrejningspunkt, til at lade indholdsproduktionen – altså vores journalistik – være omdrejningspunktet. Det betyder, at vi vil stå for journalistikken, mens vi lader et eksternt firma stå for produktionen af selve papiraviserne. Det er en stor beslutning, men nødvendig i bestræbelserne på at skabe en stærk fremtidssikker platform for Berlingske Media,« siger Anders Krab-Johansen.

Læs Berlingske egen artikel om omlægningen.