Connect with us

Original

De gamle medier tigger og nasser

Hvem tigger og nasser mest? De nye eller gamle medier? Gæsteskribent Bjarke Larsen er ikke i tvivl og spidder her de gamle mediers forretningsmodel

Udgivet

den

Denne artikel har været bragt først i POV International den 17. maj 2017.

”Journalistik er blevet en slags velgørenhed”, skrev Politikens debatredaktør Ditte Giese i en klumme sidste weekend.

”Personligt føler jeg det dog grænseoverskridende og forbundet med stor blufærdighed at skulle overføre penge som belønning. Jeg vil helst ikke sætte pris på andres arbejde”, fortalte hun.

Det er en reel følelse, som man ikke skal forsøge at bagatellisere, og som jeg tror, andre også har. Derimod er det svært ikke at se hendes opfattelse af forskellen på de nye og de gamle medier som udtryk for en ret omfattende privilegieblindhed. For hvis der er nogen, der tigger og lever af velgørenhed og andres arbejde, er det de gamle medier.

Når de gamle medier tigger

De gamle medier tigger mig om at tegne abonnement, når jeg møder en facer fra Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad eller Information i gadebilledet og på festivaler som f.eks. BogForum.

De gamle medier tigger mig om at gentegne et abonnement, hvis jeg har sagt det op: Jeg bliver ringet op af phonere, der tydeligvis har lært en masse om, hvordan man holder en samtale kørende længst muligt i håb om at lokke en gentegning ud af det sagesløse offer.

De gamle medier tigger, når jeg som indehaver af et forlag bliver ringet op af en fra annonceafdelingen, der har set en positiv anmeldelse af en af forlagets bøger, og som er villig til at sælge mig en annonce langt under den officielle listepris.

De gamle medier er i øjeblikket i fuld gang med at tigge – og true – sig til en forlængelse af de eksisterende støtteordninger og at få beskåret Danmarks Radio med måske helt op til 25 procent. Danmarks Radio nasser på dagbladenes nyheder, siger de, og tager dermed omsætning og fortjeneste fra aviserne.

Samtidig med at de gamle medier gør nøjagtig det samme i forhold til fagblade, ugeblade og specialmedier: Dels ved at disse medier er hovedleverandør af ”inspiration” til avisernes nyhedsdækning, dels i kraft af alle de tillæg med livsstil- og feel good-stof, de gamle medier bringer, især hen over weekenden.

Velgørenhed og andres arbejde

De gamle medier lever af velgørenhed i form af momsfritagelse, mens de nye digitale medier skal betale fuld moms. Alene værdien af momsfritagelsen for dagbladene er på omkring 1 milliard kroner, viser en beregning fra 2011, som er de seneste tal, man har prøvet at regne sig frem til.

De gamle medier lever også af velgørenhed i form af den såkaldte redaktionelle produktionsstøtte. Hvor puljen for etablerings- og udviklingsstøtte af nye medier i 2016 var på 20 millioner kroner, blev der givet 361 millioner kr. i redaktionel produktionsstøtte til de etablerede, gamle medier. Og de gamle medier skjuler denne støtte for læserne. F.eks. fortalte Kristeligt Dagblad for nylig stolt, at bladet havde oplevet ”et historisk godt år” med et overskud på 11,5 mio. kr. Den mere ærlige vinkel havde været at skrive, at bladet havde haft et underskud på 17,5 mio. kr., som imidlertid blev dækket af et tilskud i redaktionel produktionsstøtte på 29 mio. kr.

De gamle medier lever i høj grad også af andres arbejde. Dels i kraft af det gratis stof, de modtager i form af kronikker, læserbreve og debatindlæg, som fylder mere og mere – ikke mindst i mediernes online-udgaver, dels ved en kraftig underbetaling af de mange freelancere, man benytter sig af.

Endelig lever de gamle medier også af andres arbejde takket være de mange pressemeddelelser, de modtager, og ofte klippe/klistrer direkte ind i avisen – men hvor en af mediets egne journalister nu står som forfatter. De fleste, der har arbejdet som PR- og kommunikationsmedarbejder, har oplevet at få selv deres kommafejl og kluntede sproglige formuleringer kopieret direkte ind i aviserne.

De gamle mediers livstruende krise

De gamle medier står midt i en livstruende krise, hvor adgangen til gratis nyheder, analyser og kommentarer på nettet er en alvorlig trussel mod deres eksistens. I USA er der nu millionbyer, der ikke har et dagblad til at dække det lokale stof. Og også herhjemme rasler oplagstallene på de trykte aviser ned. Det samme gør annonceindtægterne, og de unge gider ikke købe papiraviser.

Samtidig har det hidtil været stort set umuligt at skabe en fornuftig økonomi på nettet, fordi annonceindtægterne er langt lavere end på papir, og fordi det er svært at overbevise folk om, at de skal betale for indhold på nettet. Det er Ditte Giese selv inde på i sin klumme, og hun er ærlig nok til at indrømme, at hun på det punkt er dobbeltmoralsk:

”Jeg trykker selv på den der ’nej tak, jeg vil bare gerne læse artiklen’-knap hos Berlingske dagligt. Jeg læser første afsnit hos information.dk, men lukker artiklen, når betalingsdelen kommer … Så der er masser af dobbeltmoral, når jeg selv skrapt minder mine følgere om, at man selvfølgelig skal betale for kvalitetsjournalistik.”

Det havde dog været mere befriende, hvis Ditte Giese og de andre ansatte på de gamle medier var mere bevidste om, hvordan deres arbejdsplads – og de selv – tigger, lever af velgørenhed og nasser på andres arbejde. Men de har ikke brug for at ”tigge”, for gennemsnitslønnen for journalister på Politiken er på 45.657 kr. Det er mere end, hvad 87 procent af den danske befolkning tjener og en af grundene til de gamle mediers krise: Hovedparten af Danmarks journalister tjener meget mere og lever på mange måder i en helt anden verden end det store befolkningsflertal. De bor også et helt andre sted, end folk gør flest: En undersøgelse i fagbladet Journalisten viste således, at der f.eks. på den 500 meter lange Absalonsgade på Vesterbro i København bor flere medlemmer af Dansk Journalistforbund end i hele Vesthimmerlands Kommune med 37.300 indbyggere.

Lad 1000 medier blomstre

Det kræver et par selvstændige blogposter (som jeg håber at få skrevet i den næste måneds tid) at dykke længere ned i de gamle mediers krise, det håbløst bagudskuende mediestøttesystem og de udfordringer, de nye medier står overfor.

Her og nu synes jeg bare, der er grund til at glæde sig over de mange nye medier, der blomstrer frem i disse år, og som med masser af gå-på-mod afprøver et væld af forskellige forretningsmodeller: Føljeton, Zetland, avisen.dk, piopio.dk, Magasinet Atlas (der lige har haft succes med at rejse 250.000 kr. via crowdfunding), os selv hos POV International – og mange flere.

Ingen har fundet trylleformularen og vi begår alle masser af begynderfejl – men entusiasmen, begejstringen, viljen til at knokle for noget, man tror på, er stor alle steder. Så måske skulle de gamle medier – og journalisterne på de gamle medier – prøve at bearbejde deres modvilje mod at donere lidt hist og her (det er trods alt småpenge i forhold til de 6.588 kr. et årsabonnement på Politiken koster). Og glæde sig over, at 1000 medier blomstrer – i stedet for at sige, at vi lugter, efter først at have pisset på os. Som Svend Auken engang formulerede det.

Denne artikel er skrevet af Bjarke Larsen fra POV. POVs skribenter får ikke honorar, men hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til Bjarke Larsen. Størrelsen bestemmer du selv. Han tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Hvis du skriver om journalistik og medier er du også velkommen som skribent på Medietrends.dk

Foto: Kathryn Harper/Flickr.com

Læs også