Fire minutter med Niklas Hessel

Søren K. Villemoes sendte i sidste uge stafetten videre til Niklas Hessel med disse ord:

Ovre på Information sidder min gamle kollega Niklas Hessel og redigerer weekendtillægget Moderne Tider. Niklas er en eminent journalist, som jeg plejede at arbejde tæt sammen med, inden Information stjal ham fra mig. Han er enormt vidende og grundig og har en detaljeorienteret tilgang til journalistik, der nok bedst kan måles et sted på autismespektret. Derudover er han en slags positivist: Intet bliver bragt, medmindre det kan bevises. Desværre har han så travlt med andres tekster, at man sjældent læser, hvad han selv har at sige. Derfor synes jeg, at han skal have stafetten, som han formentlig både vil være beæret, men også mildt irriteret over at få i hånden.

Niklas Hessel er redaktør for Moderne Tider, Informations weekendtillæg

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Noget af det vigtige for os på Moderne Tider – som også kan være vanskeligt – er at udvikle egne takes på de store fællesdagsordener. Det har vi brugt noget tid på i forbindelse med europaparlamentsvalget, hvor vi bl.a. har lavet et par længere features og en mere hygsom quiz om EP-kandidaterne, hvilket nok er sigende for spændvidden i tillægget. Udfordringen er her den velkendte: at gøre folk interesserede i et væsentligt område, som kan føles obskurt og utilgængeligt.  

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Alle erhvervets trængsler til trods bliver der stadig lavet masser af god journalistik i dette land, det skal man selvfølgelig huske at glæde sig over. Der er også kommet en større underskov af nichemedier, som virker til at være levedygtige og ofte laver væsentlige historier, hvilket i en branchemæssig optik er opmuntrende. Det gælder ikke mindst OLFI, der på beundringsværdig vis har lavet dagsordenssættende forsvarsjournalistik med begrænsede ressourcer. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Sikkert en masse. Ser man på det rent journalistiske, er der en udbredt tendens til at bygge historier op på samme måde og fortælle dem en smule skematisk – jeg savner større stilistisk nysgerrighed. Derudover bør alle selvfølgelig tænke meget mere over, hvordan vi får gjort de unge interesserede i kvalitetsjournalistik. Tanken om, at vi helt mister dem til Taylor Swift og TikTok kan fylde mig med angst (og en følelse af at være 60 år ældre, end jeg er).

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Som én, der kun har arbejdet i denne sælsomme branche, bør jeg være ydmyg i forhold til at besvare det spørgsmål. Men lidt proportionssans, måske? Folk i medierne har ofte en stærk selvfølelse, vi har som journalister en opfattelse af, at demokratiet forvitrer, hvis vi ikke gør vores ting, og det er der selvfølgelig noget om, men af og til skal man også kunne sige: Hey, det er et job. Et vigtigt job, men dem er der også mange andre af.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Sune Engel Rasmussen, der er en af sin generations bedste journalister, og som jeg tidligere har haft fornøjelsen af at redigere, da han var bosat i Afghanistan. Nu bor han i London og er udenrigskorrespondent for Wall Street Journal. Det giver ham et anderledes udsigtspunkt end mange i den danske mediebranche, og det vil være interessant at høre, hvordan mediernes problemer og muligheder ser ud derfra.