Fire minutter med Søren K. Villemoes

Steffen Groth sendte i sidste uge stafetten videre til Søren Villemoes med disse ord:

Jeg vil gerne give stafetten videre til Søren K. Villemoes fra Weekendavisen, fordi han har en meget skarp pen, der indimellem kan være nærmest scherfigsk i sin satire, og fordi han formår at veksle mellem passioneret debataktivitet og journalistik, og skaber lige dele begejstring og kontrovers med begge dele.

Søren K. Villemoes er journalist på Weekendavisen. Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Israel-Palæstina-konflikten fylder alt for meget. Ellers er det svært at udpege et enkelt tema eller emne. Jeg har aldrig haft ét specifikt stofområde og skifter også en del genremæssigt. Det er jo det gode ved Weekendavisen, at man kan være essayist den ene uge, undersøgende journalist den næste, kommentator ugen efter, blot for at ende som madskribent sidst på måneden. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Jørgen Ejbøl og Lars Munch i JP/Politikens Hus giver mig håb. Jeg gik ellers og troede, at vores branche var i krise, at journalistiske stillinger blev nedlagt i hundredvis, at freelancere levede af havregryn og brødskorper, og at ingen turde tænke på, hvad morgendagen mon bringer, men så kan jeg konstatere, at man stadig kan sidde og skrabe millioner til sig selv oppe i toppen af det hele. Så måske er der ingen krise, måske flyder det stadig med honning. Det giver håb.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Stop jagten på tingen! Det er, som om der altid er én ting, alle vil have. Engang var tingen gratisaviser, der skulle pumpes ud overalt, så blev tingen til hjemmesider, hvor man gav alt indhold væk gratis, så var tingen pludseligt videoindhold, og mange fik et lille amatør-tv-studie nede bagerst på redaktionen, der hurtigt kom til at samle støv, så forvandlede tingen sig til nyhedsbreve, som man bare skulle have en milliard af, og nu er tingen så podcasts.

Det er, som om der altid er én ting, tingen, alle skal have på samme tid – og som typisk er kendetegnet ved, at man ikke rigtig kan tjene penge på den. Man er nødt til at tænke nyt og omstille sig. Det anerkender jeg. Men branchens evige, kollektive jagt på tingen frustrerer mig.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Den kan eksempelvis lære af stort set alle andre brancher, at det ikke er normalt at udnævne sig selv til at være en statsmagt.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Ovre på Information sidder min gamle kollega Niklas Hessel og redigerer weekendtillægget Moderne Tider. Niklas er en eminent journalist, som jeg plejede at arbejde tæt sammen med, inden Information stjal ham fra mig. Han er enormt vidende og grundig og har en detaljeorienteret tilgang til journalistik, der nok bedst kan måles et sted på autismespektret. Derudover er han en slags positivist: Intet bliver bragt, medmindre det kan bevises. Desværre har han så travlt med andres tekster, at man sjældent læser, hvad han selv har at sige. Derfor synes jeg, at han skal have stafetten, som han formentlig både vil være beæret, men også mildt irriteret over at få i hånden.