Gerontokratiet sidder tungt på medierne

Skabt med hjælp fra Midjourney

”Vi kan ikke spole tiden baglæns,” lyder det fra Financial Times, som nu træder ind i en voksende række af mediehuse, der indgår aftaler/partnerskaber med OpenAI, der står bag den toneangivende ChatGPT.

Det styrende narrativ i medieverden er og har ellers været det stik modsatte. 

Verden over har publicistiske medier blokeret hjemmesiderne så OpenAI og andre techfirmaer ikke kan tilgå det ophavsretsbeskyttede indhold. Her og der rasles der med de juridiske sabler, og New York Times har allerede sagsøgt OpenAI for det tyveri, som New York Times mener, der er sket mod deres rettigheder.

Fra OpenAI’s side forsvarer man sig med, at de blot har benyttet sig af retten til fair use, som, ifølge amerikansk lov, giver mulighed for at anvende ophavsretligt beskyttet materiale under visse omstændigheder. Om den påstand holder i byretten, har vi endnu til gode at se en dom på.

Spørgsmålet er om New York Times sagsanlæg nogensinde finder en afgørelse eller blot bruges til at give det gamle mediehus en god forhandlingsposition for en aftale med OpenAI. For det er nemlig den vej vinden blæser lige nu.

Det første mediehus, der indgik en partnerskabsaftale med OpenAi var Axel Springer, som ud over at udgive store tyske medier som blandt andre Bild og Welt, også er på det amerikanske marked med Business Insider.

Siden fulgte franske Le Monde, spanske Prisa med udgivelser i 23 lande, og senest Financial Times, som mandag offentliggjorde en partnerskabsaftale med OpenAI.

Mit gæt er, at der også arbejdes på en partnerskabsaftale med et stort nordisk mediehus. 

Hvad de forskellige partnerskabsaftaler præcist indeholder, ved vi ikke. Men i hovedtræk handler de om, at OpenAI får adgang til mediernes indhold, som til gengæld eksponeres på OpenAIs platform. Ud over det, sker der også en form for betaling fra OpenAI til medierne.

Når CEO hos Financial Times John Ridding nævner, at man ikke kan spole tiden baglæns, er det måske et freudian slip, der afspejler den følelse, som mange mediechefer sidder med.

Skåret helt ind til benet handler det om principper og rettigheder versus pragmatisme. 

Ja, det er ikke i orden, at techfirmaerne har trænet deres sprogmodeller på mediernes indhold. Og det er indlysende at medierne derfor blokerer for yderligere misbrug. Om ikke andet forbedrer det deres forhandlingsposition.

Men strategien holder næppe i længden. AI er en ny, og meget dominant virkelighed, og medierne får svært ved at udvikle en i forvejen presset forretningsmodel ved at insistere på at eksistere i en æra før AI ændrede spillebanen.

Lev med det, ville pressens minister måske sige.

AI er disruption i ordets mest radikale betydning. Derfor sidder alle medieledere nu med det ekstremt vanskelige dilemma: 

Er der mest at vinde ved at forsvare ophavsretten med trusler og sagsanlæg eller med partnerskaber og forsøg på at udvikle nye forretningsmodeller.

Afhængig af humør, kan du selv udskifte vinde med tabe.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

“Fortæl ikke læserne, hvad de skal tænke. Fortæl dem, at de kan tænke selv”

Apropos min indledning, så har Mathias Döpfner, der er CEO i Axel Springer, netop holdt en tale, hvor han begrundede hvorfor hans mediehus, var det første, der indgik en aftale med OpenAI.

Ifølge Döptner var rationalet, at når nogen (OpenAI) så brændende ønsker Springers journalistik, så skal de have lov at betale for det i stedet for at stjæle det. 

Derfor havde han spurgt OpenAIs CEO Sam Altman, om OpenAI ville betale, og efter to måneders forhandling, havde de en aftale.

Döpfner mener, at AI har potentialet til enten at smadre medierne som vi kender dem, eller styrke dem, hvis de agerer klogt.

Og hvad er så klogt ifølge den tyske CEO?

Jo, tre spor:

1. Omfavn AI og brug den positivt.
2. Ophavsretten, som vi kender den, er død. Vi skal i stedet påvirke politikerne til at hjælpe med regulering, der gør det muligt alligevel at tjene penge på journalistisk indhold.
3. Udviklingen af AI øger efter Döpfners mening behovet for, at medier er stærke og skarpe på deres værdier, som troværdige og sande øer midt i al støjen. Derfor kritiserede han, det han ser som en voksende sammenblanding af journalistik og aktivisme. 

“Nyhedsvirksomheder skal blive “mere informative end dømmende. Fortæl ikke dine læsere, hvad de skal tænke. Fortæl dem, at de kan tænke selv,” sagde Mathias Döpfner og fortsatte:

“Folk, der stoler på et mediebrand, vil være trofaste kunder. Hvis folk mister tilliden, som er den nuværende udvikling, så kommer vi i problemer.”

Mediernes gerontokrati

Situationen er for alvorlig til at mediernes bestyrelsesmedlemmer tør overlade magten til yngre kræfter. Derfor ledes danske medier af mennesker, der er godt oppe i årene – ofte langt over den den almindelige pensionsalder.

Det er netop kortlagt i en undersøgelse fra Journalisten, og knapt var den udkommet, før de grå eminencer i JP/Politikens Hus satte nye standarder for livserfaring i toppen af et mediehus.

Her falder magtens toppersoner nemlig på stribe for de interne aldersgrænser, som er sat for at sikre nyt blod og forhindre at nogen gror fast, bare fordi de selv føler, at de er uundværlige.

Først valgte formanden for Jyllands-Postens Fond Jørgen Ejbøl at fortsætte på sin post selvom om den interne regel er, at man stopper senest det år, man fylder 75 år. 

Derefter blev han og formanden for Politikens Fond Lars Munck enige om, at det var bedst at lave et “generationsskifte” i koncernbestyrelsen, så Lars Munch på 65 år kunne afløse den jævnaldrende Peter Bartram. 

I den forbindelse blev de to i øvrigt også enige om, at Lars Munch skulle have et opsigtsvækkende højt årligt honorar på 2,5 millioner kroner. Det betyder, at han er bedre lønnet end formændene for 21 ud af 25 bestyrelser i det såkaldte C25-indeks.

Da Lars Munch nu har sat sig i koncernbestyrelsens formandsstol er hans post som formand for Politiken Fonden overtaget af Finn Junge-Jensen på 79 år. 

I denne bestyrelse er der en aldersgrænse på 80 år. Men det er jo ikke smart at kaste erfaringen overbord, så derfor har man netop fået en dispensation, så Junge-Jensen foreløbig kan fortsætte i to år. 

Lars Munch er manden, der har bedt Finn Junge-Jensen om at fortsætte, og han siger til Mediawatch, at det ikke engang er sikkert, at Finn Junge-Jensen afløses om to år. 

“Det vil tiden vise”, siger Munch.

Tilbage til Journalistens kortlægning af sammensætningen af bestyrelserne i de mange andre mediehuse, så er billedet måske ikke helt så aldrende, men til gengæld fuldstændigt ensfarvet af hvide mænd i slutningen af 60’erne.

I JFMs bestyrelse er gennemsnitsalderen 68 år og alle medlemmerne er mænd. Fire af de ti med benene solidt plantet i partiet Venstre.