Less is more eller more is more? Hvad vælger du?

Illustration skabt med støtte fra Midjourney

“We are running out of content”, lød det fra Schibsteds mand på scenen, Jacob Melander, da han på denne uges Nordic AI Media Summit fortalte, hvordan svenske Aftenposten har øget antallet af klik med 7,1 procent.

Lad mig understrege, at jeg er tilhænger af at mixe nyhederne, så flest mulige bliver præsenteret for det, der betyder mest for netop dem. Det giver rigtig god publicistisk og økonomisk mening.

Men det løsrevne citat rummer også et potentielt selvskabt, selvforstærkende selvsving, som medier, der kaster sig over personalisering, risikerer at havne i.

Her er situationen:

Et medie har en masse journalistik, som de gerne vil præsentere for flest mulige mennesker. Men hvis alle læsere ser den samme forside, vil der være alt for få læsere, som opdager og klikker på det, der er vigtigt for netop dem.

Der er under alle omstændigheder heller ikke plads til 150 forskellige artikler på en stakkels forside, så derfor er mediet nødt til at prioritere. Og så kan man jo lige så godt gøre det ved at bruge algoritmer til at udvælge præcis de artikler, der giver bedst mening for hver enkelt.

Så langt, så godt. Men det, der med at ”løbe tør for indhold”, er værd at tænke lidt over.

Udgangspunktet for problemstillingen er jo faktisk, at det pågældende medie allerede har for ”meget” indhold. Havde man kun 10 daglige artikler, ville der ikke være behov for at personalisere dem. Alle der kom ind på forsiden, skulle nok kunne overskue hver eneste af dem og selv vælge, hvad de ville læse.

Der er selvfølgelig mange gode grunde til, at et stort medie producerer flere elementer end selv den mest trofaste kernelæser kan konsumere på en enkelt dag, og derfor opstår behovet for at personalisere.

Forudsætningen for personalisering er altså, at mediet i princippet har for meget indhold. 

Omvendt betyder personaliseringen også, at mediet forpligter sig til rent faktisk at have en bred masse af indhold, så der er lidt for enhver smag. Ellers er det ikke noget at personalisere.

På den måde giver citatet om at løbe tør for indhold mening. 

Aftenposten har fået 7,1 procent mere ud af den samme journalistiske indholdsinvestering, og det er superflot. Skal resultatet vokse til meget mere end 7 procents vækst, kan mere indhold være en nødvendig knap at skrue på.

Ret skal være ret. Schibsteds Welander sagde ikke … og derfor skal vi skynde os at udgive mere indhold.

Men bemærkningen faldt på en konference, hvor flere medier fortalte, hvordan de udvikler AI-skabeloner, der lynhurtigt skriver udkast til artikler i mediets egen tone of voice, som journalisterne så kan arbejde videre med.

At øge produktionen af artikler med hjælp fra AI er derfor en reel mulighed. 

Om det sker for at give journalisterne bedre tid til de vigtige historier, som det typiske narrativ lyder, eller for at fodre personaliseringsbæstet, bør ikke være et tilfældigt valg, men et bevidst og gennemtænkt strategisk valg.

AI giver medierne nogle fantastiske muligheder og på den korte bane, kan man endeligt blæse og have mel i munden. Men på længere sigt bør vi ikke lade os friste af at masseproducere journalistik alene for at please en umættelig teknologi, som belønner med enkeltstående forbedrede KPI’er.

Medieledere skal bevare det kølige overblik, have en sikker fornemmelse af mediets eksistensgrund og nøje integrere AI efter den analyse.

For at gøre maleriet endnu mere komplekst, så er brugerfokus også vigtigere end nogensinde, og dermed er vi tilbage i personaliseringssporet. 

Men måske kan spørgsmålet alligevel skæres ind til et ja-nej-spørgsmål. Skal vi have en masse indhold til alle, eller noget særligt lækkert til de lidt færre? 

Er du “more is more-typen” eller ”less is more-typen”?

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

Fire minutter med Solaf Masoud

Foto: DR/Agnete Schlichtkrull

Andrea Dragsdahl sendte i sidste uge stafetten videre til Solaf Masoud med disse ord:

Det skal Solaf Masoud. Som teenager kom hun til Danmark fra Syrien med en drøm om at blive journalist. Mindre end 10 år senere er hun i dag vært på DR Ultra. Jeg beundrer hendes ihærdighed, viljestyrke og tilgang til vores fag.

Solaf Masoud er vært på Ultra Nyt på DR Ultra 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg er optaget af, at vi tager børnenes holdninger og forslag alvorligt. De har så mange gode og ofte oversete tanker, og dem synes jeg, vi skal lære at lytte mere til. Derfor er vi på Ultra i gang med at forberede “Ultraforslag”. Det går ud på, at alle under 18 år kan indsende deres helt eget borgerforslag til noget, som de gerne vil ændre i Danmark. Det ville jeg ønske jeg kunne dengang jeg var barn!

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

De unge journalister, især Generation Z, giver mig håb. Vi er en generation, som er vokset op med internettet og sociale medier, hvilket gør, at vi nemt og hurtigt kan få information. Vi er gode til at dobbelttjekke fakta, for vi googler rigtig meget. Derudover er vi vant til selviscenesættelse og sætter stor pris på mediepersoner, som tør at være personlige. 

Noget, som også giver mig håb er, at der er øget fokus på repræsentation i mediebranchen. Selvom det sker langsomt, bevæger vi os hen i den rigtige retning. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Selvom vi ser mangfoldighed blandt værter, hvilket er godt, så mangler vi en bredere repræsentation i andre roller bag skærmen, for eksempel reporterer eller redaktører. 

Hvis de veletablerede medier ikke formår at opnå en bred repræsentation, vil folk finde repræsentation andre steder. Der bliver skabt mere indhold end nogensinde før, og det er en udfordring for mediebranchen at tiltrække og fastholde seere og lyttere. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi bliver bedre til at skabe indhold, som mange kan relatere til. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Egentlig alle andre brancher. Jeg har haft mange forskellige jobs i de år, jeg har boet i Danmark. Jeg har blandt andet arbejdet på plejehjem, undervist børn, siddet i kassen, været poder og barista. Men aldrig har jeg oplevet en branche, der er så homogen som mediebranchen. Det er virkelig noget, der har overrasket mig. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Babak Vakili, en alsidig kunstner, der er forfatter, rapper, statskundskaber, manuskriptforfatter… Ja, listen er lang. Jeg har kendt Babak i mange år nu, og han har altid været der for at give mig støtte og sparring. Jeg glæder mig til at følge med i, hvad hans næste projekt bliver.