Derfor er denne nyhed vigtig

Illustration skabt med støtte fra Midjourney og Canva

Det amerikanske nyhedsbrev Axios er berømt for at have opfundet deres helt eget formidlingssystem, som de kalder Smart Brevity – kort og klogt.

Et af de vigtigste elementer i formatet er, at de strør om sig med mellemrubrikker, som pædagogisk hjælper læserne til hurtigt at få overblik og måske scanne efter det, der er vigtigst for dem.

Axios har en hel værktøjskasse af den slags mellemrubrikker, men nogle af dem, man ser igen og igen i deres flere end 40 forskellige nyhedsbreve er: What’s next, Between the lines, The Numbers samt ikke mindst Why it matters.

Sidstnævnte elsker jeg, og har tit tænkt burde være et obligatorisk benspænd til alle nyheder. 

Hvis ikke journalisten er i stand til at forklare, hvorfor en nyhed er vigtig, skal den måske ikke skrives. Og hvis ikke jeg som læser, kan forstå, hvorfor noget er vigtigt, skal jeg måske ikke prioritere min vigtige tid på den.

Ret skal være ret. Oftest er why it matters-øvelsen sket og integreret i rubrik, underrubrik eller måske indledning. Men det at skulle fremhæve vigtigheden særskilt udfordrer både nyhed og journalist på et helt andet plan, end når man kan skrive historien hjem med lidt sovs og kartofler.

Om why it matters skal være synlig for læserne eller blot være en (tvungen) del af den redaktionelle proces, må være op til det enkelte medie. 

Folk, der har hørt mig snakke om Axios-nyhedsbreve igennem årene, kan bevidne, at det ikke er nogen ny fiks ide, der har ramt mig sammen med påskesnapsen. Men jeg kom til at tænke over det, da jeg i flere omgange har hørt journalister og chefredaktører forklare deres besættelse af den kræftsyge Kate Middleton med, at det er en vigtig historie, fordi folk snakker om det.

What? Jeg er helt med på, at det er vigtigt at lytte til, hvad folk snakker om, fordi det kan være vigtige og relevante emner. Men noget bliver ikke vigtigt, bare fordi folk snakker om det. Hvis man skulle trække den logik langt ud, ville medierne være overflødige, og vi kunne lade folk snakke i fred.

Det kan sagtens være, at historien om den britiske kronprinsesse matters, men medierne bør kunne diske op med bedre forklaringer end, at de bare gerne vil være et ekko af snakken på gaden.

Vi kan også vende sagen om. 

Jeg er som udgangspunkt ikke interesseret i det britiske kongehus, og jeg har kun smånoteret mig den vilde hype om den i øvrigt triste og private sag. Men hvis bare nogle af de mange artikler, som er publiceret, havde haft en kort og klar Why it matters-deklaration, som pinpointede mere væsentlige argumenter end, at her er hvad masserne snakker om, så ville det have beriget og forædlet nyheden.

Publicisme handler jo ikke kun om at fortælle nyhederne, men i den grad også om at gøre dem meningsfulde og betydningsfulde for dem, der læser dem.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

Svenske medier enes om fælles deklaration af AI-indhold

Svenske medier er gået sammen om at udarbejde fælles retningslinjer om, hvordan kunstig intelligens bør deklareres.

Jeg er enig i alle punkter, og især begejstret for punkt seks, som jeg derfor skriver lidt længere:

1. AI med stor impact skal deklareres: Hvis AI gør noget vigtigt i nyhederne, skal folk vide det.
2. Intern brug af AI behøver ikke at deklareres: Hvis AI kun hjælper bag kulisserne, behøver vi ikke at fortælle om det.
3. Vi skal hele tiden tænke over AI-transparens: Vi skal blive ved med at snakke om, hvordan og hvorfor vi bruger AI.
4. Vær specifik om AI-værktøjer: Sig præcis hvilke AI-værktøjer, du bruger, så folk forstår det bedre.
5. Fortæl om AI, hvor det bruges: Når AI gør noget vigtigt, skal vi sige det lige der, hvor folk ser det.
6. Brug det samme sprog om AI: Medier bør beskrive AI på samme måde, så det er nemmere at forstå. Og det er en god ide at bruge formuleringen with support of for at signalere, at AI ikke skaber noget af sig selv, men blot er menneskets forlængede værktøj.
7. Ingen AI-ikoner i nyhederne: Vi skal ikke bruge særlige tegn for at vise, at AI er brugt, da det signalerer, at AI-indhold har en lavere kvalitet.

Financial Times giver adgang til arkiv via chatbot

I takt med af AI udvikles, kommer vi til at se mange nye journalistiske formater. 

Et af dem, som jeg længe har haft et godt øje til, er ideen om at lade en chatbot, der er trænet på et medies arkiv, besvare læsernes spørgsmål i samme naturlige sprog, som hvis de havde kommunikeret direkte med ChatGPT eller en anden stor sprogmodel.

Eneste forskel er, at mediets chatbot kun er trænet på mediets eget indhold, og at brugerne dermed får svar baseret på en højere kvalitet end hos Google og andre, der høster viden fra 117 forskellige kilder.

Dertil kommer, at en chatbot, der bor hos et medie, er et proaktivt svar mod en udvikling, hvor søgemaskiner som Google bevæger sig væk fra link-baserede svar til mere fuldstændige svar, hvor links primært tjener som pynt og et signal om dokumentation.

Financials Times chatbot er endnu kun i en testfase, hvor den er blevet sluppet løs til 500 brugere. Hver eneste forespørgsel og svar analyseres for at sikre, at chatbotten er ufejlbarlig, når og hvis den slippes løs for et større publikum.

Ideen om chatbots, som et nyt formidlingsformat vil med god grund få mange publicister til at rynke øjenbrynene. 

En chatbot reagerer i real tid, og selvom den kun er trænet på mediets kvalitetsindhold, er outputtet 100 procent skabt af AI og uden menneskelig kontrol. 

Det er i den grad et angreb på mediets redaktionelle natur.

Formatet konflikter også med de fleste mediers grundholdning om, at brugerne altid skal kunne regne med, at det de ser på mediet er virkeligt. Derfor siger nyhedsmedier generelt et stort nej tak til fotorealistiske AI-billeder, da de netop kan skabe tvivl om ægtheden.

(det betyder ikke, at de ikke kan bruge AI-illustrationer – de må bare ikke ligne ægte fotos).

Chatbots som nyt journalistisk format, har derfor både en teknisk udfordring, før de er helt ufejlbarlige, og en mental og kulturel udfordring.

Men som chief product officer Lindsey Jayne fra Financial Times siger til The Verge:

“Jeg tror ikke, du bliver en 135-årig institution, hvis du ikke hele tiden udvikler dig og imødekommer disse øjeblikke”.

Kort video fra The Verge, der har testet Ask FT. Klik på video

Fire minutter med Camilla Mehlsen

Foto: Alona Vibe

Camilla Mehlsen er digital medieanalytiker i Mehlsen Media, forfatter til flere bøger om digital adfærd og bogaktuel med ‘Opmærksomhedstyveriet’, foredragsholder, medlem af Medienævnet og kommende fellow ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet med fokus på ‘nyhedsinfluencere’

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Min bog ‘Opmærksomhedstyveriet’ udkom i januar og fylder meget for mig. Jeg taler med journalister, deltager i debatter og holder foredrag. Bogen handler om, hvordan digitale medier har forandret barndom og ungdom, og jeg genfortæller den nære mediehistorie, fra jeg selv blev mor i 2007 samtidig med lanceringen af den første iPhone, til jeg i dag kalder på en modstandskamp mod “tyveriet” af børns opmærksomhed. Det er nyt for mig at skrive med en personlig stemme i en fagbog, og jeg har mere på spil.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Hvis jeg skal blive i egen andedam, har jeg de seneste måneder talt med mange nysgerrige, dygtige og dedikerede journalister, der stiller kritiske, udfordrende spørgsmål, kommer med deres egne vinkler på stoffet og efterspørger løsninger. I en medietid, hvor stort set alt går hurtigere, giver høj faglighed og nysgerrighed mig håb.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Hastigheden i breaking og clickbaits er taget til i styrke, og det kan ikke fortsætte uden at udhule journalistikken og skubbe brugerne væk. Jo mere medierne går i breaking og benytter misvisende clickbait-overskrifter for at fange brugerne, desto mere inflation går der i breakingbjælken, og gradvis slukker brugerne for nyheder. #Kategate er et eksempel på, hvad der sker, når ‘breaking’ og motivspekulation ender med at dominere nyhedsformidling – det er en ommer.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Techgiganterne har omkalfatret vores medievaner og dermed også mediebranchen og sat turbo på en digital opmærksomhedsøkonomi. I den udvikling er der en del, mediebranchen kan lære af techbranchen. Noget handler om at forstå sine brugere langt bedre og tilbyde personaliserede medieprodukter.

Samtidig bliver det endnu vigtigere, at mediebranchen holder fast i publicistiske principper sammen og bliver endnu skarpere på, hvad der adskiller medier fra techplatforme proppet med misinformation, og hvordan medier kan give brugerne en merværdi, som tech ikke kan, til gavn for den enkelte og demokratiet. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg sender stafetten videre til Andrea Dragsdahl fra TV 2. Hun besidder en nysgerrighed over for samfundet med dens kompleksitet, samtidig med at hun har en næse for det nære. Og ja, så har hun som mig en interesse for, hvordan tech forandrer vores samfund. Jeg mødte hende blandt andet til en konference med fokus på tech, hvor hun havde taget fri fra sit arbejde og brugte sin fridag for at blive fagligt klogere. Det har jeg stor respekt for.