Fire minutter med Per Juul Carlsen

Lars K. Andersen sendte i sidste uge stafetten videre til Per Juul Carlsen med disse ord:

Per Juul Carlsen har altid været en nøgtern og præcis iagttager af samtid og medier. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad han tænker om faktisk temmelig meget lige nu.

Per Juul Carlsen er kulturjournalist, filmanmelder og forfatter.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Siden jeg blev fyret fra DR i 2022, har jeg forsøgt at sprede mig over flere græsgange for at få en freelancegesjæft til at rulle: Filmkritiker, foredragsholder, forfatter, moderator, tekstredaktør m.m. Det er tidskrævende men sgu også ganske cool.

Jeg lægger for tiden sidste hænder på en bog om et hjertestop og 10-12 minutters død, jeg oplevede sidste forår under en gang fodbold. Det var naturligt nok en voldsom oplevelse, men jeg havde samtidig en fornemmelse af, at nogen/noget ville mig noget gavmildt. Det har jeg brugt lang tid og mange ord på at begribe.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Zetland har en inspirerende måde at dække klimakrisen på. I modsætning til mange af de store mediehuse finder Zetland ofte positive eller aktive vinkler, der viser en vej til at gøre noget. Den tilgang til journalistik burde i almindelighed få meget mere plads.

Mediebranchen lider under faldende læsertal. Jeg kender adskillige, der er stået af, fordi de får depressioner af al den elendighed, medierne fremmaner. Et eksempel: For nogle uger siden bragte Politiken en stort opsat artikel med overskriften ’Fremtidens værste stormfloder kan drukne københavnsk infrastruktur og ’sætte liv i fare’’. I artiklen fremgår det, at tre meget store ’hvis’er’ skal opfyldes før katastrofen indtræder. Den historie kan vinkles på mange måder – nu er det endnu engang dommedagsscenariet, der står tilbage.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Vi befinder os i en brydningstid, der er hinsides noget, menneskeheden har oplevet, med klimakrise, gigantisk ulighed, fremtidsangst, kunstig intelligens og andre temaer af fundamental betydning. Medierne burde dække det i hoved og røv. I stedet rydder de hele fladen og sender 300 journalister afsted i forskellige størrelser gummistøvler, hver gang der er optræk til oversvømmelser. Før i tiden klarede vi os alle fint med en lille opdatering dagen derpå. Nu skal vi have en mininyhed på en liveblog hvert tiende minut.

Medierne er blevet til underholdningsleverandører baseret på det hurtige følelseskick. Under et møde i DR for nogle år siden opfordrede en af kulturdirektørens håndlangere alle journalister til at lade interesser og passioner blive hjemme. Beskeden var, at det vigtige i DR nu ’er det, der virker’ – altså det, der trækker store seer- og lyttertal – og ikke nødvendigvis det, der gør folk mere nysgerrige og deltagende. Resultatet er indlysende: Med tiden forsvinder vi ned i et stort sort hul af doven ensartethed.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Ydmyghed. Tilfældet vil, at jeg ofte holder foredrag i kirker. Jeg tror ikke på en gud og en himmel og et helvede, men jeg er stor fan af tanken om noget, der binder os sammen i en fælles forståelse, en etik, en respekt, en bevidsthed om kulturens enorme betydning – og en bevidsthed om at diskutere det, der er vigtigt for os mennesker. På det punkt kan mediebranchen lære meget af Folkekirken.

Såvel Folkekirken som medierne er afhængige af statslig støtte, men hvor medierne har besluttet sig for at være forretninger, der lader fundamentet styre af kundernes lyster, hviler Folkekirken på et solidt fundament. Den har en stor ydmyghed overfor sin målsætning. Til sammenligning udviser medierne ingen ydmyghed, når næsten samtlige mediehuse hyrer en eller mange eks-spindoktorer, der omkostningsfrit fortolker politikkernes gøren og laden. Hvor er trangen til at endevende sig selv med samme etiske nidkærhed?  

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Bogmarkedet udvikler sig i en spændende retning for tiden med mange essays, undersøgelser og debatbøger, der leverer den fordybelse og forandringslyst, som medierne ser ud til at have parkeret. Mathilde Walter Clarks ’Det blinde øje’, Christian Bennikes ‘Engang troede vi på fremtiden’ og Sine Plambechs ’Global Sex’ er prima eksempler. Sine Plambechs er en filminstruktør og antropolog med et skarpt blik for de små nuancer, der kan punktere vores vanetænkning. Jeg kaster stafetten over til Sine …