Da jeg blev ramt af infocalypse

Illustration: Midjourney

Forleden stirrede jeg for første gang direkte ind i skrækscenariet infocalypse. 

En tilstand, hvor vores medfødte tillid til informationer undermineres af vores lige så medfødte skepsis. Eller faktisk mistillid. En apatisk tilstand, hvor vi ikke kan skelne sandt fra falsk, eller ægte fra uægte, og derfor stopper med at stole på noget som helst.

Hellere afvise en nyhed for meget, end en for lidt.

Og det var præcis min oplevelse, da jeg doomscrollede på X og faldt over en overraskende nyhed om Gaza. Opslaget var ellers ledsaget af en kort video fra BBCs nyhedsstudie. 

Men selvom BBC er blandt verdens mest troværdige medier, blev jeg ramt af en mavefornemmelse af, at nyheden måske var fake og at videoen var fabrikeret med AI.

Min skepsis tog fejl, men skaden er sket alligevel. For hvis ikke vi stoler på BBC og andre redaktionelle medier, så mister de deres værdi. Nyheder, som ingen stoler på, er tæt på værdiløse uanset om de er sande eller ej.

Skal vi hive den helt op på den store klinge, så er det den fjerde statsmagt, der er i risiko for at miste tænderne. Og dermed krakelerer en nødvendig søjle i demokratiet.

Det er også vinklen i den seneste rapport fra regeringens ekspertgruppe om tech-giganter, hvor fænomenet behandles under betegnelsen informationstroværdighed.

Romantikere drømmer om, at det infocalyptiske kaos vil skabe en modreaktion, hvor folk indser, at det sikreste sted at finde sandheden, er ved at komme hjem til medierne, museerne, myndighederne og andre autoriserede kilder.

Sidstnævnte er sandt, men det er svært at vurdere om hjemrejsen til de lødige institutioner vil ske i stor stil, eller snarere minde om de mindre forbrugergrupper, der foretrækker vinylplader fremfor streaming eller dumbphones fremfor smartphones.

Den bedste modgift mod infocalypse er naturligvis, at flest mulige besøger de traditionelle kilder. Når informationer ses, læses eller lyttes på disse domæner, er det en verifikation i sig selv imod, at de er fabrikerede. 

Så kunne historien slutte her med en konklusion om, at folk bare skal klikke ind på de rigtige medier. Men det ved vi jo godt, at medierne allerede arbejder på højtryk for at få det til at ske. 

Med lanceringen af nye AI-platforme som ChatGPT, Microsoft CoPilot, Claude, Google Gemini m.fl. er der bare endnu flere grunde til at fravælge medierne, for man kan jo få nyhederne tygget på præcis den måde man ønsker på sin foretrukne AI-service.

Og sker det alligevel, at vi opsøger medierne, så opdager vi ofte, at der er et mismatch mellem mediernes lineære fremadbrusende nyhedsstrøm og den agenda, der cirkulerer på de sociale medier, hvor samtalen let kan tage udgangspunkt i begivenheder med nogle dage på bagen.

I tilfældet BBC, kunne jeg ikke finde det konkrete nyhedsindslag – formentlig fordi BBC allerede var hastet videre. 

Dette er ikke en kritik af BBC eller andre mediers søgefunktioner. Blot en konstatering af, at mediernes infrastruktur i højere grad er indrettet efter mediernes egne logikker fremfor samfundets. 

Hvordan medierne skal kunne løfte både at være nyhedsskabende og samtidig være reaktive og et brugbart værktøj til at sikre informationstroværdighed i en bredere forstand end bare den enkelte nyhed, kommer til at være en af de største og mest komplekse udfordringer i den kommende tid.

Pyha… Hvis du orker mere, er nyhedsbrevet en del længere

God læselyst 

Jan

Berlingske scorede trafik på Meta-blackout

Tirsdag eftermiddag var Facebook og Instagram nede i flere timer, og det fikifølge chefredaktør Tom Jensen trafikken til at stige med 40-50 procent på berlingske.dk.

Betyder det, at danskerne ville valfarte til de redaktionelle medier, hvis ikke de sociale medier fandtes? 

Måske, men nok ikke så meget som medierne kunne drømme om.

Tom Jensen oplyser i sit opslag på X, at det ikke var historien om Metas nedbrud, der trak trafikken. 

En tanke herfra kunne derfor være, at folk gik på Berlingskes og andre mediers forsider for at undersøge, hvad der var galt. Når de så så rubrikken, der fortalte, at Meta havde nedbrud, gik de enten deres vej igen eller klikkede på nogle andre og mere interessante nyheder.

Digital direktør på Politiken Troels B. Jørgensen oplyser også, at Politiken fik mere trafik.

Kunsten at bygge effektive betalingsvægge

Hvad enten man som medie forsøger at sælge abonnementer, eller man ønsker at høste first part data, er det nødvendigt med en registrerings/betalingsvæg.

The Audiencers har sammensat en god guide med råd, til hvordan man får den mest effektive gate mellem læserne og det indhold, de gerne vil have adgang til.

Og det er ikke småting, den perfekte væg skal kunne håndtere på den korte tid, der er til rådighed:

• Indsamle data, men ikke så meget, at det skaber friktion
• Sørge for, at læseren er klar over den værdi, de opnår ved at registrere sig.
• Tilbyde en række muligheder for oprettelse af konto (f.eks. log ind med Google eller e-mail)
• Personalisere brugeroplevelsen (f.eks. vælg emner til at tilpasse deres hjemmeside).
• Øge engagement (f.eks. dan en vane gennem nyhedsbreve)
• Promovere abonnement for at øge læserindtægterne.
• Levere værdi fra det øjeblik kontoen er oprettet.

The Audiencers giver gode cases fra blandt andre The Economist, South China Morning Post, The Wasnington Post og Bloomberg.

To innovative greb til podcast

Lyd er stærkt voksende og det er innovationslysten også. Her er to interessante takes, jeg er stødt på i de senere uger:

Svenske Aftonbladet har bygget en prototype til en ny podcast skabt af AI. For eksempel kan AI indsamle indhold fra Aftonbladets dækning af en konkret sag, omskrive det til et manus og lade en stemmeklon af Aftonbladets Maria Bjaring indtale podcasten. 

Maria Bjaring, en kendt profil fra Aftonbladet, er blevet udvalgt til også at levere stemme til Aftonbladets øvrige oplæste artikler mm.

Både den nye podcast og de oplæste artikler med Maria Bjaring forventes at blive lanceret i løbet af foråret.

Eva Input er navnet på en ny podcast fra Dansk Evalueringsinstitut. Her har man taget artikler, der tidligere er udkommet og indtalt dem som podcast. På den måde får de det maksimale ud af indholds-investeringerne og brugerne får flere muligheder for at konsumere end tidligere. 

Da det første fire episoder udkom, strøg de direkte ind på førstepladsen på Apples top-liste over podcasts i kategorien Videnskab.

Fire minutter med Per Juul Carlsen

Foto: Charlotte de la Fuente

Lars K. Andersen sendte i sidste uge stafetten videre til Per Juul Carlsen med disse ord:

Per Juul Carlsen har altid været en nøgtern og præcis iagttager af samtid og medier. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad han tænker om faktisk temmelig meget lige nu.

Per Juul Carlsen er kulturjournalist, filmanmelder og forfatter.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Siden jeg blev fyret fra DR i 2022, har jeg forsøgt at sprede mig over flere græsgange for at få en freelancegesjæft til at rulle: Filmkritiker, foredragsholder, forfatter, moderator, tekstredaktør m.m. Det er tidskrævende men sgu også ganske cool. 

Jeg lægger for tiden sidste hænder på en bog om et hjertestop og 10-12 minutters død, jeg oplevede sidste forår under en gang fodbold. Det var naturligt nok en voldsom oplevelse, men jeg havde samtidig en fornemmelse af, at nogen/noget ville mig noget gavmildt. Det har jeg brugt lang tid og mange ord på at begribe.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Zetland har en inspirerende måde at dække klimakrisen på. I modsætning til mange af de store mediehuse finder Zetland ofte positive eller aktive vinkler, der viser en vej til at gøre noget. Den tilgang til journalistik burde i almindelighed få meget mere plads. 

Mediebranchen lider under faldende læsertal. Jeg kender adskillige, der er stået af, fordi de får depressioner af al den elendighed, medierne fremmaner. Et eksempel: For nogle uger siden bragte Politiken en stort opsat artikel med overskriften ’Fremtidens værste stormfloder kan drukne københavnsk infrastruktur og ’sætte liv i fare’’. I artiklen fremgår det, at tre meget store ’hvis’er’ skal opfyldes før katastrofen indtræder. Den historie kan vinkles på mange måder – nu er det endnu engang dommedagsscenariet, der står tilbage.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Vi befinder os i en brydningstid, der er hinsides noget, menneskeheden har oplevet, med klimakrise, gigantisk ulighed, fremtidsangst, kunstig intelligens og andre temaer af fundamental betydning. Medierne burde dække det i hoved og røv. I stedet rydder de hele fladen og sender 300 journalister afsted i forskellige størrelser gummistøvler, hver gang der er optræk til oversvømmelser. Før i tiden klarede vi os alle fint med en lille opdatering dagen derpå. Nu skal vi have en mininyhed på en liveblog hvert tiende minut. 

Medierne er blevet til underholdningsleverandører baseret på det hurtige følelseskick. Under et møde i DR for nogle år siden opfordrede en af kulturdirektørens håndlangere alle journalister til at lade interesser og passioner blive hjemme. Beskeden var, at det vigtige i DR nu ’er det, der virker’ – altså det, der trækker store seer- og lyttertal – og ikke nødvendigvis det, der gør folk mere nysgerrige og deltagende. Resultatet er indlysende: Med tiden forsvinder vi ned i et stort sort hul af doven ensartethed.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Ydmyghed. Tilfældet vil, at jeg ofte holder foredrag i kirker. Jeg tror ikke på en gud og en himmel og et helvede, men jeg er stor fan af tanken om noget, der binder os sammen i en fælles forståelse, en etik, en respekt, en bevidsthed om kulturens enorme betydning – og en bevidsthed om at diskutere det, der er vigtigt for os mennesker. På det punkt kan mediebranchen lære meget af Folkekirken.

Såvel Folkekirken som medierne er afhængige af statslig støtte, men hvor medierne har besluttet sig for at være forretninger, der lader fundamentet styre af kundernes lyster, hviler Folkekirken på et solidt fundament. Den har en stor ydmyghed overfor sin målsætning. Til sammenligning udviser medierne ingen ydmyghed, når næsten samtlige mediehuse hyrer en eller mange eks-spindoktorer, der omkostningsfrit fortolker politikkernes gøren og laden. Hvor er trangen til at endevende sig selv med samme etiske nidkærhed? 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Bogmarkedet udvikler sig i en spændende retning for tiden med mange essays, undersøgelser og debatbøger, der leverer den fordybelse og forandringslyst, som medierne ser ud til at have parkeret. Mathilde Walter Clarks ’Det blinde øje’, Christian Bennikes ‘Engang troede vi på fremtiden’ og Sine Plambechs ’Global Sex’ er prima eksempler. Sine Plambechs er en filminstruktør og antropolog med et skarpt blik for de små nuancer, der kan punktere vores vanetænkning. Jeg kaster stafetten over til Sine …