Ideen, der ikke vil dø

Illustration: Midjourney

Godmorgen, 

Hvis der er en ide, der kontinuerligt giver medieeksperter chancen for at trække opgivende på skuldrene og sænke stemmen og forklare med voksen myndighed, at det er verdens dårligste ide, så er det mikrobetaling.

Men er der også en ide, der igen og igen popper op, så er det selvsamme drøm om at sælge journalistik i småbidder. 

Ofte fremføres tankerne af små startups, der ikke har analyseret mediebranchens konservatisme godt nok, men seneste bærere af ideen er Google og Washington Post. 

Om det kommer til at gøre en reel forskel, at drømmene denne gang florerer på øverste hylde, er indtil videre uvist, men det er i hvert fald et faktum, at mikrobetaling er mediehistoriens mest utrættelige korkprop, som er umuligt at sænke.

Og måske alene på grund af den kontinuitet, ender den stykvise betaling en dag med at blive til noget.

Set fra modtagerperspektivet er der ingen tvivl om, at mere fleksible modeller end månedsabonnementer på journalistik, giver god mening. 

I en digital hverdag eksponeres vi alle konstant med indhold fra utallige nyhedskilder, og det giver sig selv, at uanset hvor begejstrede vi som mediebrugere måtte være, så har ingen mulighed for at købe abonnementer til det hele.

Resultater er derfor ofte, at vi slet ikke køber abonnementer.

Altså forspildes en mulig betalingsvilje og medierne må nøjes med de kernelæsere, der ønsker så meget indhold fra de enkelte medier, at de vil betale for hele pakken. Dette giver dog også abonnenterne en slags nyhedsforsikring, hvor abonnementet sikrer, at de bliver holdt opdateret med det vigtigste.

Set fra mediernes side, er abonnementsmodellerne superattraktive. 

Dels skaber det en forpligtende økonomi mellem medierne og brugerne, hvor brugerne ret beset betaler for en masse indhold, som de aldrig ville købe for, hvis de kunne slippe med at betale for udvalgte varer. 

Og dels giver abonnementsmodellerne medierne en stabil økonomi, som de kan planlægge efter over lidt længere perioder, end hvis hver eneste artikel skulle sælges i løskøb.

Set med publicistiske øjne, er det helt sikkert også en bedre garanti for kvalitet, at varerne så at sige er solgt før bjørnen, bliver skudt. Skal hver eneste artikel, video eller podcast overleve på det frie marked, står der næsten clickbait og journalistiske stramninger malet i øjnene på forsideredaktørerne.

Men i takt med at de to bærende forretningsmodeller presses, stiger motivationen måske for at nogle medier kaster sig ud i mere diverse indtægtsstrømme end kun abonnementer og annoncer.

I det lys, er Google og Washington Post interessante at kigge nærmere på.

På sidstnævnte medie har nytiltrådte CEO Will Lewis netop sat sig i hjørnekontoret med en analyse om, at abonnementssalget er vigende og under alle omstændigheder ikke en attraktiv model for store potentielle kundesegmenter – herunder ikke mindst de unge.

Noget må derfor ske, og Lewis lovede i et interview for en lille måned siden med mediet Semafor at kigge fordomsfrit på mere fleksible modeller.

“Der er gode beviser for, at nyheder kan tilgås og betales for på mere innovative måder. Der findes dagspas, som er succesfulde, der er ugepas, der er modeller som Guardian, hvor du kan donere. Der er en helt ny generation af betalingskoncepter for brugere. Jeg er ret begejstret for det. Jeg tror, det er Newsroom 3.0,” lød det fra den nye CEO.

Meanwhile, har Google i stilhed igennem længere tid, testet et koncept, de kalder OfferWall. Det er en variant af en betalingsvæg, som giver udgivere mulighed for at kapitalisere deres indhold på nye måder.

Udgiverne kan bruge OfferWall til at give brugerne adgang mod, at de enten ser en annonce, afgiver nogle førsteparts data om deres interesser, betaler en lav pris for adgang til et konkret stykke indhold eller for et dagspas til hele mediet. Endelig kan OfferWall også sælge hele abonnementer.

Google udbyder OfferWall igennem deres annonceplatform og ifølge Toolkits afprøves det i øjeblikket af medier i USA, Japan og Indien.

Hvad erfaringerne er, fremgår dog ingen steder, så det er i hvert fald for tidligt at udråbe et længe leve for mikrobetalingen og de fleksible betalingsmodeller. Men omvendt må det være på sin plads – endnu engang – at konstatere at ideen er umulig at dræbe.

……

LÆS OGSÅ om den svenske mikrobetalingsservice Sesamy, der nu er på vej ind på det britiske mediemarked. Stifterne hævder, at brugerne typisk er klar til at betale 2 britiske pund for en artikel eller podcast, og at fem procent ender med at købe et rigtigt abonnement indenfor 21 dage.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

Journalister kræver adgang til Gaza

55 journalister fra internationale medier kræver nu i en fælles erklæring adgang til at komme ind i Gaza. 

Efter næsten fem måneders krig, er det forsat kun udmattede lokale journalister og journalister på arrangerede presseture af det israelske militær, der kan rapportere fra Gaza.

I et brav sendt til de israelske og egyptiske ambassader i London, opfordrer journalister de to regeringer til at respektere pressefriheden.

Her er ordlyden af brevet oversat til dansk:

“Næsten fem måneder inde i krigen i Gaza bliver udenlandske journalister stadig nægtet adgang til området, bortset fra de sjældne og eskorterede ture med det israelske militær.

“Vi opfordrer regeringerne i Israel og Egypten til at tillade fri og uhindret adgang til Gaza for al udenlandsk presse. Vi opfordrer Israels regering til åbent at erklære sin tilladelse for internationale journalister til at operere i Gaza, og vi opfordrer de egyptiske myndigheder til at tillade international journalister adgang til Rafah-overgangen.

“Der er intens global interesse for begivenhederne i Gaza, og indtil videre er rapporteringen kun kommet fra journalister, der allerede var bosat der.

“Det er afgørende, at lokale journalisters sikkerhed respekteres, og at deres anstrengelser styrkes af journalistikken fra medlemmer af det internationale pressekorps. Behovet for omfattende rapportering på stedet af konflikten er absolut nødvendig.

“Risiciene ved konfliktrapportering er velkendte for vores organisationer, som har årtiers erfaring med rapportering i krigszoner rundt om i verden og i tidligere krige i Gaza.”

Siden krigen brød ud efter Hamas terrorangreb den 7. oktober er omkring 90 lokale mediearbejdere blevet dræbt i Gaza.

Informationstroværdighed er årets ord

Regeringens tech-ekspertgruppe fremlægger i dag deres bud på konsekvenserne af AI for samfundet og demokratiet, og ifølge gruppens formand professor Mikkel Flyverbom, ser fremtiden kritisk ud.

Han udtaler til Politiken, at særligt “informationstroværdigheden”, der er eksperternes nye ord for fænomenet, hvor der er så meget kunstigt skabt indhold i vores hverdag, at vi holder op med at have tillid til noget som helst, da vi alligevel ikke kan skelne mellem ægte og syntetisk indhold.

Sker det (hvilket jeg også tillod mig at pege på i mine forudsigelser for 2024) er sammenhængskraft og tillid i frit fald. 

Præcis hvordan samfundet skal håndtere den faldne informationstroværdighed, lægger ekspertgruppen først frem senere i dag. 

Men Flyverbom opfordrer almindelige borgere til at begynde at anse sociale medier som mindre værd end redaktionelle medier. 

Et budskab, som man må sige, længe har været gyldigt.

Nordisk Mønstertidende fylder 150 år og lukker print

Da Femina blev født for 150 år siden, var det under navnet Nordisk Mønstertidende og som Danmarks første ugeblad.

Siden da har kvinderne fået stemmeret, og Feminas fokus er gået fra ugens husmor i 1960’erne til kritisk journalistik om blandt andet manglende forskning i kvindesygdomme.

Det fortæller chefredaktør Anne Wittorff Rusbjerg om i en blog i anledning af den runde fødselsdag.

I dag udkommer Femina.dk som et aktualitets- og nyhedsmedie, men på torsdag udkommer det sidste Femina på print.

Fire minutter med Lars K. Andersen

Foto: Still fra Phantoms of the Sierra Madre. Med tilladelse fra Lars Skree.

Lars Skree sendte i sidste uge stafetten videre til Lars K. Andersen med disse ord:

Jeg synes, manuskriptforfattere er en gruppe, vi sjældent hører meget om i Danmark, men uden dem, havde vi ingen film. Jeg har haft den fornøjelse at arbejde sammen med Lars K. Andersen på PHANTOMS OF THE SIERRA MADRE, som får verdens premiere på CPH:DOX i hovedkonkurrencen i næste måned. Jeg glæder mig til at se, hvad Lars svarer til disse spørgsmål.

Lars K. Andersen er manuskriptforfatter i den danske filmbranche. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole, Forfatterskolen og Den danske Filmskole.

Hvad fylder mest i dit arbejde lige for tiden?

Vi er ved at caste instruktør til den tv-serie, som jeg er hovedforfatter på og som skal optages til august. Derudover er der premiere på dokumentarfilmen Phantoms of the Sierra Madre på CPH:DOX her midt i marts. Det er gået op for os, at den nok er mere kontroversiel end vi havde regnet med, så vi er rimeligt spændt på, hvordan den bliver modtaget.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg tror, at jeg vælger Georg Larsen, som jeg stødte på engang for mange år siden, da jeg var del af et monstrøst ambitiøst rockband, han lavede radiomontage om. Det skulle have været historien om et gennembrud, men blev historien om et sammenbrud, og det blev historien jo ikke dårligere af. Georg er drevet af samvittighed og indre brand. Hans naturserie giver noget så sjældent som håb. Der skulle være mange flere af hans slags.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg er afgjort ikke en af dem, der mener, at dansk film aktuelt befinder sig i verdensklassen, men mediebranchen kunne måske lære af den insisteren på at være i proces, som af og til opstår på filmprojekter i den tidlige fase. Det er et fordyrende element, men hvis man venter en anelse med den hårde vinkling, så kommer der altså nogle gaver, og det kunne jo også være, at man undgik så mange forslåede mennesker i kølvandet.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Per Juul Carlsen har altid været en nøgtern og præcis iagttager af samtid og medier. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad han tænker om faktisk temmelig meget lige nu.