Nyhedsbrev: Publicismens paradoks

Illustration: Midjourney

Godmorgen, 

På overfladen ligner et nyt researchværktøj, som journalisterne på mediet Semafor har taget i brug, et klokkerent eksempel på, hvordan AI konstruktivt kan forbedre journalistikken.

Men værktøjet, der er en GPT, som alle let kan bygge med ChatGPT Plus, indeholder også kimen til en af mediernes allerstørste udfordringer.

Lad os lægge ud med det positive.

Værktøjet benytter kunstig intelligens til at udvide bredden af kilder til Semafors dækning af store historier. 

Alle journalister kender formentlig til, at deres research igen og igen begrænser sig til kilder, der skriver i de sprog, journalisten selv mestrer. Dermed forpasser journalisten chancen for at få perspektiver og input fra hovedparten af verdens kilder.

Det nye værktøj kaldet MISO (“multilingual insight search optimizer”) er ligeglad med sprog, og skaber på den måde et meget mere diverst fundament for kvalitetsjournalistik. 

Semafor har derfor lanceret et nyt livefeed-lignende format, hvor de løbende beriger store nyheder med varierende vinkler og perspektiver. Hvert perspektiv skrives på fem-seks linjer af journalisten, der dækker sagen, men indholdet/kilderne leveres af MISO, der så at sige har the boots on the ground.

Miso er supersimpelt. Journalisterne indtaster blot emnet og MISO leverer derefter korte engelske uddrag fra fire engelsksprogede kilder, fire spansksprogede og fire kinesiske. Snart vil den også hente indhold fra tyske, japanske, indiske, arabiske og franske kilder.

På baggrund af den menu, kuraterer journalisten og publicerer det i feedet, som Semafor har valgt at kalde Signals.

Alt i alt et lækkert og begavet supplement til Semafors journalistik.

Men, men, men… Konstruktionen udstiller også den kløft, der p.t. er mellem den traditionelle medieverden og den nye AI-æra.

For at MISO kan fungere, forudsætter det nemlig, at kilderne, der skal besøges af OpenAIs robotter, ikke har valgt at blokere for dem. Sker det, surfer robotterne videre til nogle andre kilder, der ikke blokerer.

Men hovedparten af verdens kvalitetsmedier har i øjeblikket valgt at blokere for at forsvare deres ophavsret. 

Resultatet er derfor, at et værktøj, der i den grad kunne tjene de publicistiske værdier om at lade nyheder hvile på et bredest muligt antal kilder, snubler fordi de medier, der normalt rider på de højeste publicistiske heste, er tvunget til at modarbejde værktøjet.

Paradokset er endda så udtalt, at hvis nyheden, som MISO skal levere perspektiver til, for eksempel er sagsanlægget fra New York Times mod OpenAI, så kan MISO ikke finde New York Times egne artikler om sagen.

Eller skulle historien handle om Semafor selv, ville Semafors eget indhold også være uden for MISOs rækkevidde, da Semafor også selv blokerer.

Dette er ikke skrevet for at argumentere for, at medierne skal droppe deres ophavsret og frit lade de nye AI-giganter boltre sig i deres indhold. 

Pointen her er at anskueliggøre, hvordan den traditionelle medieverden og den nye AI-dominerede verdensorden i øjeblikket driver frit omkring uden ret megen fælles kurs. 

AI vil helt sikkert være et faktum i fremtiden, og det skal kvalitetsmedier også helst være. Men det kræver, at der skabes en synergi, hvor medierne belønnes for at levere råstof til robotterne. 

MISO illustrerer desværre, at det er muligt at skabe gode journalistiske produkter udenom de kvalitetsmedier, som vi normalt anser som kardinalpunkter i medieverdenen.

Hvordan puslespillet skal lægges, så det er til gensidig fordel for både medier og AI-services er svært at se lige nu. Måske mangler der nogle brikker, som ikke er udtænkte endnu. Lad os håbe, de snart dukker op. For AI venter næppe på nogen.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet, og snyd ikke dig selv for Fire minutter med Puk Damsgård

Jan

Kundesupport kan løfte tilliden til medier

Det er journalistikken, der er varen, men det er kundesupporten, der er bindeledet mellem mediebrugerne og medierne. 

Derfor kan kan en god kundesupport ikke bare hjælpe til at fastholde kundeforholdet, men også bidrage til at fastholde eller måske ligefrem øge tilliden til mediet.

Sådan lyder omdrejningspunktet i en ny rapport fra American Press Institute.

Egentlig en ret indlysende konklusion, men med det i baghovedet, kan jeg undre mig over de seneste mange gange, jeg personligt har været i kontakt med diverse mediers kundesupport.

Oplevelsen er som sådan set fin nok, men ikke væsentlig anderledes end den, jeg ville møde i Elgigantens kundeservice. 

For langt de fleste mennesker er kundesupport den eneste kontaktmulighed til mediet, og med mindre kontakten bare handler om at flytte avisen i sommerferien, skal kundesupport også kunne håndtere redaktionelle spørgsmål, hvis de skal bidrage til at øge sympatien for mediet.

Det kræver opkvalificeringer og måske nedbrydning af siloer, fremgår det af rapporten fra American Press Institute.

Perler for svin…

2.529 mennesker blev tilbudt gratis abonnement på Pittsburgh Post-Gazette and the Philadelphia Inquirer, men kun 44 tog imod det. Det svarer til 1,7 procent.

Det nedslående resultat stammer fra et forskningsforsøg, som havde til formål at finde metoder til at øge interessen for lokale nyheder. 

Men efter de sølle resultater, står lederen af projektet, Dan Hopkins, der er political science professor på University of Pennsylvania, tilbage med helt tomme hænder og nul anbefalinger.

Flere af de mange personer, der fik tilbudt abonnementer, greb desuden anledningen til at svine medierne til med kommentarer som:

• “P-G er en forfærdelig avis drevet af forfærdelige, fordomsfulde mennesker.” 
• “Nej tak! Falske nyheder” 
• “DET MÅ VÆRE SKIDT FOR MEDIERNE, NÅR DU IKKE ENGANG KAN GIVE LORTET VÆK.”

Unge-mediet Sein er tæt på konkurs

Mens professionelle mediehuse som JP/Politikens Hus og Altinget har drejet nøglen om for deres unge-medier, er det lykkes for Sein, der er drevet af glade unge amatører, at holde sig i live i hele syv år.

Snart kan Sein dog skrives ind i rækken af døde unge-medier i Danmark, hvis ikke de skaffer penge til at dække en gæld til Skat, der opstod under coronokrisen.

Sein mangler 100.000 kroner for at kunne overleve har derfor sat en crowdfunding i værk. 

Hvis du vil støtte Sein, kan du gøre det via MobilePay på 101479. 

Skulle du have større beløb eller lyst til et partnerskab, skal du kontakte Sein på dette link.

Fire minutter med Puk Damsgård

Foto: Emil Hennings. Taget i khat-plantage i Yemen i sidste uge.

Medietrends stafet har været sat i stå i nogle uger, men nu kommer den stærkt igen med en stemme fra branchens øverste hylde.

Puk Damsgård er Mellemøstenkorrespondent for DR og forfatter. Siden 2008 har hun været bosiddende i Pakistan, Afghanistan, Egypten og Libanon. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Det gør selvfølgelig den altoverskyggende historie i Mellemøsten og verden: Israels krig i Gaza. Det går al min tid, tanker og følelser med. Det er en historie, som kommer til at ændre Mellemøsten, og vi dækker konflikten, der spreder sig i regionen, fra alle mulige og umulige vinkler. Jeg er lige kommet hjem fra en længere rejse i Yemen. 

Alles følelser sidder uden på tøjet. I Danmark er der opstået en slags kollektiv Skriget, og jeg holder fokus på at lave journalistik. De fleste vil jo helst, at jeg laver journalistik til fordel for nogen. Men det er selvfølgelig ikke journalistik. 

Når følelserne fylder mest, er det endnu vigtigtigere, at vi bevarer fokus på bolden, bedriver journalistik og kalder en spade for en spade. For hvor følelserne tager over, opstår blindheden. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg synes generelt, der er meget larm og udpræget kynisme i den danske mediebranche, og jeg er glad for, jeg bor langt væk fra den. Jeg savner at kunne mærke mennesker i min branche. Ja, vel nogle gange også mig selv, når jeg er på arbejde. 

For nylig så jeg TV Glads interview med Thomas Helmig og Mette Frederiksen. Dér var en nerve, en ægthed, en autentisk tilgang til personerne, som TV Glads journalister interviewede, og et helt afsindigt oprigtigt, varmt nærvær, som jeg pludselig opdagede, at jeg savner når jeg ser eller læser journalistik. 

For en gangs skyld gemte journalisterne sig ikke bag journalisthatten, men gav noget af sig selv. Og det betød – i hvert fald i Helmigs tilfælde – at han også turde være sårbar og det blev til en eksistentiel samtale, som mange i Danmark tror jeg, har fået noget ud af. Mere af det. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg plejer at sige, at jeg savner sjæl i journalistikken. Medierne og journalisterne tror ofte, at vi behandler verden nysgerrigt, åbent og kritisk, men det gør vi ikke. Det er en myte. 

Medierne serverer ofte historier om emner og livsvilkår forudsigeligt og analyseret gennem journalistens eget snævre prisme uden fornemmelse for den verden, der kunne være blevet åbnet op. 

Set fra mit eget lille udlandshjørne, bør medierne behandle udenrigsjournalistik langt mere seriøst og dybdegående. Det er vigtigere end nogensinde at få perspektiv på os selv og verden. For vi vil opdage, at vores værdier hverken er universelle eller specielt eftertragtede andre steder, og det ville nok være meget sundt. Jeg voksede op i den tro, at jeg levede i verdens navle. Hvis jeg ikke var flyttet til udlandet, ville jeg nok stadig tro det. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg har det som om – og måske er det mig, der ikke er opdateret – at mange andre brancher taler om tid, om kortere arbejdsuger, om den hele medarbejder, der ikke er askegrå af stress. Det hører vi ikke så meget om i mediebranchen, hvor stress næsten er en slags fortjenstmedalje. 

Men tid burde være topprioritet. I forhold til det arbejde vi laver, hvor der sker alt for mange fejl, fordi vi har for travlt i hele kæden. Der bliver for sjældent tænkt nyt i hverdagen. Nyhedsjournalistikken bliver simpelthen kedelig.

Vi kan ikke blive ved med at skrue op for tempoet og ned for at tænke os om og udvikle vores fag. 

Selv bliver jeg mest inspireret af digtere, malere, meditation, sociologi, katte, hærfugle, whatever, alt det livet består af. Og det er sjældent, at der bliver udbudt kurser til journalister, der ikke tager sit udgangspunkt i….journalistikken. Der tror jeg også, vi kunne revolutionere kernen, så ikke alle journalister tænker så ens, og medierne kunne også udnytte et større potentiale ved at arbejde mere tværfagligt på redaktionerne. 

Hvilke ideer ville der ikke komme på bordet, hvis en psykolog, en automekaniker eller en hospitalsklovn sad med til ideudviklingsmøderne en gang om ugen? Så ville jeg selv have mere lyst til at deltage. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Lars Skree, der er filmfotograf og en af de bedste fotografer vi har i verden. Redaktører lytter alt for lidt til dem, der ofte skaber historierne. Billedmagerne. De gange, jeg har været så heldig at rejse og arbejde med Skree, har jeg lært ekstremt meget af ham og hans måde at SE historien.