Fire minutter med Puk Damsgård

Medietrends stafet har været sat i stå i nogle uger, men nu kommer den stærkt igen med en stemme fra branchens øverste hylde.

Puk Damsgård er Mellemøstenkorrespondent for DR og forfatter. Siden 2008 har hun været bosiddende i Pakistan, Afghanistan, Egypten og Libanon.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Det gør selvfølgelig den altoverskyggende historie i Mellemøsten og verden: Israels krig i Gaza. Det går al min tid, tanker og følelser med. Det er en historie, som kommer til at ændre Mellemøsten, og vi dækker konflikten, der spreder sig i regionen, fra alle mulige og umulige vinkler. Jeg er lige kommet hjem fra en længere rejse i Yemen.

Alles følelser sidder uden på tøjet. I Danmark er der opstået en slags kollektiv Skriget, og jeg holder fokus på at lave journalistik. De fleste vil jo helst, at jeg laver journalistik til fordel for nogen. Men det er selvfølgelig ikke journalistik.

Når følelserne fylder mest, er det endnu vigtigtigere, at vi bevarer fokus på bolden, bedriver journalistik og kalder en spade for en spade. For hvor følelserne tager over, opstår blindheden.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg synes generelt, der er meget larm og udpræget kynisme i den danske mediebranche, og jeg er glad for, jeg bor langt væk fra den. Jeg savner at kunne mærke mennesker i min branche. Ja, vel nogle gange også mig selv, når jeg er på arbejde.

For nylig så jeg TV Glads interview med Thomas Helmig og Mette Frederiksen. Dér var en nerve, en ægthed, en autentisk tilgang til personerne, som TV Glads journalister interviewede, og et helt afsindigt oprigtigt, varmt nærvær, som jeg pludselig opdagede, at jeg savner når jeg ser eller læser journalistik.

For en gangs skyld gemte journalisterne sig ikke bag journalisthatten, men gav noget af sig selv. Og det betød – i hvert fald i Helmigs tilfælde – at han også turde være sårbar og det blev til en eksistentiel samtale, som mange i Danmark tror jeg, har fået noget ud af. Mere af det.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg plejer at sige, at jeg savner sjæl i journalistikken. Medierne og journalisterne tror ofte, at vi behandler verden nysgerrigt, åbent og kritisk, men det gør vi ikke. Det er en myte.

Medierne serverer ofte historier om emner og livsvilkår forudsigeligt og analyseret gennem journalistens eget snævre prisme uden fornemmelse for den verden, der kunne være blevet åbnet op.

Set fra mit eget lille udlandshjørne, bør medierne behandle udenrigsjournalistik langt mere seriøst og dybdegående. Det er vigtigere end nogensinde at få perspektiv på os selv og verden. For vi vil opdage, at vores værdier hverken er universelle eller specielt eftertragtede andre steder, og det ville nok være meget sundt. Jeg voksede op i den tro, at jeg levede i verdens navle. Hvis jeg ikke var flyttet til udlandet, ville jeg nok stadig tro det.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg har det som om – og måske er det mig, der ikke er opdateret – at mange andre brancher taler om tid, om kortere arbejdsuger, om den hele medarbejder, der ikke er askegrå af stress. Det hører vi ikke så meget om i mediebranchen, hvor stress næsten er en slags fortjenstmedalje.

Men tid burde være topprioritet. I forhold til det arbejde vi laver, hvor der sker alt for mange fejl, fordi vi har for travlt i hele kæden. Der bliver for sjældent tænkt nyt i hverdagen. Nyhedsjournalistikken bliver simpelthen kedelig.

Vi kan ikke blive ved med at skrue op for tempoet og ned for at tænke os om og udvikle vores fag.

Selv bliver jeg mest inspireret af digtere, malere, meditation, sociologi, katte, hærfugle, whatever, alt det livet består af. Og det er sjældent, at der bliver udbudt kurser til journalister, der ikke tager sit udgangspunkt i….journalistikken. Der tror jeg også, vi kunne revolutionere kernen, så ikke alle journalister tænker så ens, og medierne kunne også udnytte et større potentiale ved at arbejde mere tværfagligt på redaktionerne.

Hvilke ideer ville der ikke komme på bordet, hvis en psykolog, en automekaniker eller en hospitalsklovn sad med til ideudviklingsmøderne en gang om ugen? Så ville jeg selv have mere lyst til at deltage.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Lars Skree, der er filmfotograf og en af de bedste fotografer vi har i verden. Redaktører lytter alt for lidt til dem, der ofte skaber historierne. Billedmagerne. De gange, jeg har været så heldig at rejse og arbejde med Skree, har jeg lært ekstremt meget af ham og hans måde at SE historien.