Fire minutter med Sherin Khankan

Haidar Akari sendte i sidste uge stafetten videre til Sherin Khankan med disse ord:

Sherin Khankan – fordi hun er en kæmpe stjerne, en foregangsperson, en pioner.

Sherin Khankan er stifter og CEO for Exitcirklen – Veje ud af psykisk vold, religionssociolog, forfatter og foredragsholder. Desuden stifter af og imam i Nordens første moske med kvindelige imamer.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Exitcirklen tilbyder landsdækkende terapigrupper for ofre for psykisk vold og andre voldsformer. På mandag starter Exitcirklen en helt ny terapigruppe for ofre for seksualiseret vold i KBH. Jeg skal lede gruppen, der består af 10 unge kvinder.

Seksualiseret vold i nære relationer er en af de mest tabuiserede voldsformer. Seksuel vold er mere end fysisk tvang til seksuel aktivitet eller voldtægt. Det kan også være psykisk tvang til seksuel aktivitet, sex som sikkerhedsadfærd, reproduktiv vold, deling af nøgenbilleder, psykisk vold i det intime rum eller seksuelle verbale krænkelser.

Ca. 9 ud af 10 kvinder som kommer i Exitcirklens landsdækkende terapigrupper har oplevet eller oplever seksualiseret vold, når de får et sprog for den seksuelle vold og opdager, hvor mange forskellige former for seksuel vold, der egentlig findes.

Målet er at alle, der har oplevet eller oplever seksualiseret vold i barndommen eller i et parforhold, kan tilmelde sig et terapiforløb og bearbejde følgekonsekvenserne af volden. Exitcirklen har også grupper for drenge og mænd, der udsættes for psykisk vold eller seksuel vold. Psykisk vold og seksuel vold rammer alle uanset køn og baggrund.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

De modige journalister i Palæstina, der har dækket Israels krigsforbrydelser i Gaza. De som har mistet livet for at fortælle verden, hvad der foregår i helvedes baggård i Gaza.

Nagieb Khaja er min helt i den danske mediebranche. Hans dækning af Syrien og Palæstina og ikke mindst bogen ”Historien der ikke bliver fortalt”, hvor Nagieb Khaja udfordrer den ensidige danske mediedækning af den 10 år lange krig i Afghanistan.

Som den første danske journalist giver Nagieb Khaja de afghanske civile ofre og Taleban en stemme. Khaja viser nuancer og fejlfortolkninger af krigen i Afghanistan, som er helt ukendte i en dansk sammenhæng.

At danske medier bevidst fravælger at berette om den afghanske, irakiske eller palæstinensiske lidelseshistorie i forbindelse med drab på uskyldige civile begået af de vestlige koalitionsstyrker, herunder også de danske, er tydeligt. Det er væsentligt, at vi hører og ser lidelseshistorier fra dem, som har mistet deres kære, for det er primært igennem disse, at vores empati vækkes og styrkes.

Det er primært via lidelseshistorier, at vi bliver opmærksomme på, at solidaritet også bør gælde dem, som er langt fra os selv. Ikke kun vores ”hvide allierede”.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Danske mediers dækning eller mangel på samme af Israels krigsforbrydelser i Palæstina er en ommer. Jeg har skrevet en kronik i Politiken den 5. januar, der omhandler dette emne.

Pointen er, at når nogle vestlige medier systematisk sidestiller Hamas med terror og herefter beskriver krigen som en krig mellem Israel og Hamas, så etableres der en afgrænset fortælling om, at Israel forsvarer sig mod en terrorbevægelse. Men i virkelighedens verden er det i højere grad en krig mellem Israel og børn, da halvdelen af Gazas befolkning på 2,3 mio. udgøres af børn under 15 år.

Når nogle vestlige medier systematisk lader 7. oktober 2023 være startpunktet for fortællingen om krigen mellem Israel og Palæstina, ignorerer disse medier den nødvendige fortælling om besættelsen af Palæstina i 1967, og undertrykkelse af et folk siden 1948. Pointen er, at medier systematisk fortrænger og negligerer den ulovlige besættelse af Palæstina og de vedvarende angreb og drab på palæstinensere gennem tiden. Samt at de ophøjer 7. oktober 2023 til en ny slags 11. september. 2001.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Mediebranchen behøver ikke kigge længere væk for at lære noget nyt og vigtigt. De kan lære noget indefra fra deres egen branche. Palæstinensiske journalister som Motaz Azaiza, Wael al- Dahdouhan og Plestia Alaqad og de mere end 100 journalister, der har ofret deres liv for at dække Israels krigsforbrydelser i Palæstina.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Amina Elmi som er nomineret til Politikens litteraturpris for hendes digtsamling Barbar.

Det er klart, at når man er datter af en familie, som kommer et sted langvejs fra, så vil man medbringe gaver, som aldrig er set før. Amina Elmis ”Barbar” er en gave til Danmark og sætter ord på udlængsel, hjemlængsel og tilhørslængsel. Barbar er et længselsskrig.

I takt med, at Danmark uddanner en ny generation med flerkulturel baggrund, vil disse langsomt indtage magtpositioner indenfor politik, forskning, jura, kunst, erhvervsliv og medier og derigennem vil der blive skrevet nye politiske, litterære, poetiske, journalistiske og historiske narrativer. Narrativer, der som Nagieb Khaja og Amina Elmi, vil insistere på at fortælle de historier, som ikke bliver fortalt i medierne i dag.