Videnskab.dk søger skarpe og grundige redaktionelle studentermedhjælpere med kritisk sans.
Mangler du et spændende, lærerigt og udfordrende studiejob, som kan åbne døre til dine fremtidige drømmejob? Har du journalistisk tæft og gå-på-mod, og vil du gerne udvikle dig endnu mere som en del af et godt og kreativt arbejdsmiljø med højt til loftet?
Så er du måske Videnskab.dk’s nye medarbejder.
Redaktionen på Videnskab.dk søger dygtige studentermedhjælpere med baggrund i journalistik eller kommunikation til at hjælpe med forskellige redaktionelle opgaver.
Du bliver en del af en ung redaktion, og stillingen vil træne dig i at skrive fængende rubrikker, vinkle og skrive skarpt uden at glemme nuancerne, udvælge gode billeder samt forvandle indimellem tungt og kompliceret stof til velfortalte og spændende historier – alt sammen nyttig og studierelevant ballast.
Jobbet er en unik mulighed for at få erfaring med og indsigt i et nyhedsmedies behandling af videnskabsstof – en proces, der både er spændende og spækket med udfordringer, dilemmaer og konstant læring.
Vi garanterer derfor, at jobbet vil gøre dig stærk i et af tidens allerstørste begreber: Troværdig formidling, og hvad det indebærer.
Om jobbet
- Din primære opgave bliver at hjælpe med diverse redaktionelle opgaver.
- Du skal blandt andet skrive korte, skarpe tekster som citathistorier fra danske eller udenlandske medier og små artikler, der er båret af fotoserier, videoer eller podcasts.
- Du skal også hjælpe med at lægge indhold ind i vores CMS (WordPress) og gøre det klar til publicering på web med ekstraudstyr som billeder, videoer, faktabokse og links.
- Arbejdstiden er på cirka 15 timer om ugen, og vi er en fleksibel arbejdsplads. Dertil tager vi naturligvis hensyn til dine eksamener og studiesituation.
Om dig
- Du er under uddannelse indenfor journalistik eller kommunikation og har minimum et år tilbage som studerende, men meget gerne mere.
- Du besidder en veludviklet sans for journalistik, og hvis du har erfaring fra praktik eller andre lignende stillinger, er det et plus.
- Derudover skal du have lyst til at arbejde med digital formidling og optimere brugeroplevelsen.
- Du behøver ikke have erfaring med videnskabsstoffet, men du er nysgerrig og forstår vigtigheden af at være grundig og tænke kritisk.
- Du er omhyggelig og reflekteret, men kan også arbejde hurtigt, når du skal – og du er god til at gribe opgaver og tage selvstændige initiativer.
- Sprogligt er du bomstærk og kan både stave, sætte kommaer og formidle æggende og dækkende. Hvis du ovenikøbet har interesse for redigering, ser vi også positivt på det.
- Du har lyst til at være en del af en flittig og hyggelig redaktion, der samarbejder tæt om at levere det bedst mulige produkt, og som også husker at spise kage og drikke fredagsøl undervejs.
Om os
- Videnskab.dk er et populærvidenskabeligt medie, som hver dag producerer spændende journalistik om videnskab til alle danskere.
- Vi er prisvindende og sætter dagsordenen på videnskabsstoffet med en million brugere om måneden.
- Troværdighed, forståelighed, tilgængelighed og underholdende formidling er de værdier, der gennemsyrer alt, hvad vi arbejder med.
- Videnskab.dk drives af en uafhængig redaktion, der består af ti journalister samt praktikanter, studentermedhjælpere, projektmedarbejdere og freelancere.
- Redaktionen holder til i Valby i et gammelt fabrikskompleks med mange andre kreative virksomheder – tæt på Ny Ellebjerg Station og i cykelafstand til Hovedbanegården.
- Hvad lønnen angår, følger vi Statens overenskomst med HK for studentermedhjælpere.
Praktisk
Vil du vide mere om jobbet, kan du ringe eller skrive til vores redigerende, Ditte Svane-Knudsen, på +45 2888 8989 / dsk@videnskab.dk.
Send din ansøgning med CV og eventuelle referencer samt gerne eksempler på egne produkter til chefredaktør Vibeke Hjortlund på vh@videnskab.dk.
Vi holder løbende samtaler, og du skal gerne kunne starte hos os i december eller januar.
Om Videnskab.dk
Videnskab.dk er Danmarks førende videnskabsmedie. Vi udgiver hver dag populært formidlet indhold af høj kvalitet til den brede befolkning, med særlig fokus på unge. Forståelighed og troværdighed er kerneværdier for os. Videnskab.dk er et publicistisk medie, uafhængigt af politiske og andre interesser. Vi har et tillidsfuldt forhold til forskerne som kilder og forståelse og respekt for videnskabens præmisser. Formidlingen foregår på en ansvarlig måde, der bygger på mange års erfaring med videnskabsjournalistik og forskningsformidling.
Videnskab.dk er institutionelt forankret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Vi anvender kun data til rekrutteringsformål, personlige oplysninger bliver behandlet fortroligt, og vi overholder gældende dansk og EU-lovgivning på området om beskyttelse af personlige data. Dine data opbevares i vores rekrutteringssystem i op til 6 måneder efter godkendelse af dette samtykke. Herefter slettes de automatisk.