Fire minutter med Ole Birk Olsen

Lars Dahlager sendte i sidste uge stafetten videre til Ole Birk Olesen med disse ord:

Ole Birk Olesen, Liberal Alliance-politiker, der er liberal ind til benet, men som er en interessant, nuanceret og moderne tænkende debattør, der ikke nem at sætte i kerneborgerlig bås. F.eks. når han kaster sig ind i natur- og rewilding-debatten eller kæmper for at sætte parkeringsafgiften – ikke ned – men op i København. (Ole Birk Olesen er uddannet journalist, har arbejdet på Ekstra Bladet, Berlingske og startet sit eget medie 180Grader)

Ole Birk Olesen er formand for Liberal Alliances folketingsgruppe, tidligere journalist på Ekstra Bladet og Berlingske.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg bruger mest tid på at tænke over og bidrage til Liberal Alliances langsigtede strategi, sådan at vi som parti har en værdig mission, som på samme tid gør en positiv forskel for Danmark ud fra det liberale udgangspunkt, som er vores, og har bred appel til en stor del af befolkningen.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg er så gammeldags, at jeg mener, at pressens opgave er at gøre folk klogere på vigtige ting. At få flere klik uden at få en afgørelse i Pressenævnet imod sig burde ikke være nok for journalister, som går samvittighedsfuldt til deres arbejde.

Bliver folk faktisk bedre til at forstå, hvad der sker i verden, når de bruger vores medie? Det er spørgsmålet, som gode journalister skal kunne svare ja til. Alle i medierne, som lever op til det, giver mig håb.

I det politiske liv handler det ofte om journalister, som ikke har slået automatpiloten til, og som ikke først og fremmest fedter for deres yndlingskilder ved at videregive netop disse kilder syn på verden og egne fortræffeligheder og alle andres håbløshed.

Jeg synes, at en journalist som Brian Weichardt på Ekstra Bladet har en ambition om ikke at blive spændt for sine kilders vogne, men at berette selv, hvad han synes er vigtigt. Jeg synes også, at Noa Redington på Politiken er god til at skille fakta og spin fra hinanden og at skrive underholdende om det.

De længere formater med en åben og nysgerrig tilgang til emnerne, som journalisterne på Zetland boltrer sig i, fungerer også, synes jeg. Jeg synes, at Berlingske i de senere år er blevet en god avis for den slags læsere, som Berlingske gerne vil være avis for – i den erkendelse at ”hvad der er vigtigt” ikke er det samme for en politisk blå hovedstadsborger som for en politisk rød fra Frederikshavn.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg synes, at medierne skal gå mere op i at ansætte journalister, som kan tænke selv, og som derfor ikke svæver hid og did med deres kilder. En journalist, som ikke har et ståsted, et syn på verden, aner jo ikke, hvordan man stiller kritiske spørgsmål. Journalister bliver nødt til at have et eget analyseapparat, som gør dem i stand til at sige, ”arh, kan det nu også passe”, når kilder forsøger at binde dem historier på ærmet.

Jeg er med på, at faren ved det er, at journalisterne så ikke er åbne for pointer, som går imod deres eget verdensbillede, og derfor skal der også være en mangfoldighed af holdninger blandt journalisterne, men jeg synes bare ikke, det fungerer med journalister, som går ”blanke” på arbejde.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

At talentmaterialet er begrænset, og at man skal gøre sig umage for at tiltrække talenterne til egen branche. Pressen har i al min tid hvilet på laurbærrene med en idé om, at dygtige mennesker kommer af sig selv til branchen, fordi det jo er ”smart” at være journalist.

Wake up call! Det er ikke vildt smart at være journalist længere. De unge vil hellere være iværksættere inden for alt muligt andet end at være lønmodtager i pressen. Pressens arbejdsgivere skal til at gøre en indsats for at tiltrække de dygtige, som ikke længere i stort omfang søger optagelse på journalistuddannelserne.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Så snupper jeg Brian Weichardt på Ekstra Bladet. Det er befriende at opleve en journalist, som ikke kan skjule, at han er frustreret over, at politikere så ofte kan slippe afsted med at svare uden om og svare med indholdstomme klichéer, og som gør sig meget store anstrengelser for at formidle til sine læsere og seere, hvad der foregår, så de forstår det. Jeg savner den der indignation på vegne af ønsket om at få sandheden frem, som jeg har svært ved at fornemme hos de fleste andre journalister, men som jeg klart kan se og høre hos Brian Weichardt. Jeg vil gerne kunne fornemme, at journalister også har følelser, som de bruger konstruktivt i deres fag.