Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Søren Høgh Ipland

Er det med medier som med vilde blomsterenge, at de trives i næringsfattig jord, spørger Føljetons direktør Søren Ipland i denne uge

Udgivet

den

Fire minutter med Søren Høgh Ipland

Thomas Noppen sendte i sidste uge stafetten videre til Søren Høgh Ipland med disse ord:

Søren Ipland, der er direktør i Føljeton. Føljeton har fat i rigtigt mange gode elementer. De har forstået, hvem de er som medie, hvad deres identitet er, og hvad der ligger i det ud over deres journalistik. De er meget opmærksomme på deres læsere, deres brugeroplevelser rammer plet, og de formår at skabe en stærk identitet omkring hele mediet. De tilpasser sig konstant og lægger deres kræfter i små forbedringer, der udvikler journalistikken og brugeroplevelsen. Som direktør er det Søren, der står på mål for udviklingen af mediet, og jeg kunne godt tænke mig at læse Sørens tanker om journalistikken i næste uge.

Søren Høgh Ipland er adm. direktør og medejer hos Føljeton. Laver også nyhedsbreve i sin fritid. Desuden bestyrelsesmedlem i foreningen Nye Medier, som han var med til at stifte. Inden da har han med (egne ord) skiftende held lavet noget med startups, digital kommunikation og fransk filosofi.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Føljeton er en lille virksomhed, så min jobbeskrivelse skifter nærmest dagligt. For tiden har jeg travlt med at sikre, at vi klarer os nogenlunde igennem det turbulente mediemarked. På et mere eksistentielt plan grubler jeg altid over, hvordan vi kan lave medie på vores egen måde. Kan man være lille, mærkelig og langtidsholdbar? Please skriv til mig på ipland@foljeton.dk, hvis du har svaret.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Det her er svært at svare på. Jeg har nok aldrig for alvor været bekymret på mediernes vegne. Jo, de traditionelle modeller er under pres. Og det mærker vi sådan set også hos Føljeton. Omvendt er der formentlig aldrig blevet lavet så meget og så mangfoldigt indhold som i dag. Min bogmærkeliste bugner i hvert fald. Er det med medier som med vilde blomsterenge, at de trives i næringsfattig jord?

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Måske tænke lidt mindre på “mediebranchen”? Det kunne nok i hvert fald frisætte nogle mennesker, der egentlig gerne ville have lov til at tænke selv.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg vil helst ikke tale på hele branchens vegne. Føljeton lever i en helt anden verden end DR, eksempelvis. Men det handler jo dybest set om at komme tæt på sine egne brugere og grave sig ned i sit særpræg. Investere i sine styrker i stedet for sine svagheder, som Peter Drucker vist sagde det. Og ikke bare lancere morgennyhedspodcast nummer 500, fordi det er det, man gør i branchen for tiden.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Alexander Holm fra podcasten Den Dyriske Time. Hans projekt er virkelig beundringsværdigt. Desuden er mit eget medieforbrug meget præget af typer som ham; uafhængige podcastere, nyhedsbrevsskribenter og helt små medier. Så jeg er nysgerrig på, hvordan tingene ser ud, når man laver et medie, som titusindvis af mennesker har glæde af – samtidig med, at man står uden for den gamle “mediebranche.”

Læs også