Det er en god ide at true sine læsere

For nylig læste jeg en tankevækkende lille nyhed om et amerikansk nyhedsbrev, som gik radikalt til værks og ikke alene truede gratislæserne med at blive smidt ud, men faktisk lossede 15 procent ud. 

Eneste måde at undgå øksen, var at skynde sig at tilmelde sig betalingsudgaven. Ellers risikerede man at være blandt de 15 procent tilfældigt udvalgte, som ville blive slettet.

Ud over den utraditionelle metode, som faktisk fik en del til at konvertere, så var det interessante, at udgiveren bag nyhedsbrevet havde styr på sine brugerdata og derfor vidste, at det eneste tidspunkt, der reelt skete konverteringer fra gratisterne, var indenfor de første tre dage efter tilmelding. 

Hvis ikke de var konverteret der, skete det aldrig.

Derfor var konklusionen, at der ikke var nogen grund til at spilde en masse kræfter på at blive ved og ved med at prøve at konvertere dem. At konklusionen i dette tilfælde så var, at det var bedre at undvære 15 procent af dem, er hvad det er, men pointen er egentlig, at det kan være klogt at stoppe det evige Sisyfos-konverteringsarbejde, hvis ikke det for alvor virker.

Så hellere finde på noget andet.

Sådan tænker de også hos New Statesman, som ligesom mange andre medier bruger nyhedsbreve til at lokke folk indenfor og så siden forsøge at sælge dem et abonnement. Faktisk en fin model, men ligesom hos alle andre medier, er der en betydelig gruppe læsere, som aldrig går i fælden.

Derfor overvejer New Statesman nu at tune deres populære lørdags nyhedsbrev, der linker til ugens bedste artikler. Mange læsere klikker forgæves fordi de ikke har et abonnement til at komme bag betalingsvæggen – og formentlig heller ikke kommer til at få det.

Så ideen – der ikke er effektueret endnu – er at lave en betalingsudgave af nøjagtigt samme nyhedsbrev, men hvor alle links giver adgang til at læse de omtalte artikler. Men kun dem og til en billigere pris end det fulde abonnement.

De to ideer kan næppe redde mediebranchen, men de er skridt i den rigtige retning, fordi de er udtryk for en erkendelse af, at læserne er forskellige, og derfor skal have forskellige tilbud.

Og så en lille undskyldning for at nyhedsbrevet først kommer i dag. Jeg havde simpelthen gang i alt muligt andet i onsdags, hvor jeg skulle have skrevet.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

🙏

Jan

Meta lancerer tale-til-tale oversætter

Vi har for længst vænnet os til at få oversat tekster og til dels også at få dem læst op på andre sprog. Men nu kommer Meta med et banebrydende program, som kan oversætte direkte fra tale til tale. 

Meta kalder sit nye program for SeamlesM4T og ifølge Meta vil det mestre:

• Automatisk talegenkendelse for næsten 100 sprog
• Tale-til-tekst oversættelse for næsten 100 input- og output-sprog
• Tale-til-tale oversættelse, der understøtter næsten 100 input-sprog og 35 (+ engelsk) output-sprog
• Tekst-til-tekst oversættelse for næsten 100 sprog
• Tekst-til-tale oversættelse, der understøtter næsten 100 input-sprog og 35 (+ engelsk) output-sprog

Hvornår SeamlessM4T kommer med en handy brugerflade, melder historien ikke noget om, men koden er lagt ud som open source, så det varer næppe længe.

Så vidt jeg kan se af den 104 sider lange tekniske forklaring, så er dansk inkluderet.  (jeg fik hjælp fra ChatGPT code interpreter)

Fire minutter med Sophie Ruhnau

Pelin Cemile Ata Gottfredsen sendte i sdste uge stafetten videre til Sophie Ruhnau med disse ord:

”Sophie Ruhnau arbejder i et virkelig relevant spændingsfelt. Hos et traditionelt nyhedsmedie med public service-forpligtelser, hvor hun hver dag – med stor succes – arbejder med digitale produkter og SoMe. Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Sophie. Hun er klog, nysgerrig og visionær. Jeg glæder mig allerede til at høre hendes tanker om mediebranchen.”

Sophie Ruhnau er SoMe-redaktør på TV 2 Echo. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 
Jeg er ret optaget af, hvordan sociale medier stadig sætter dagsorden for videofortælling særligt i højformat. Det giver nogle nye æstetiske udfordringer, når alt skal tilpasses til platformenes udvikling. Til gengæld åbner det op for nye måder at fortælle og lave indhold på, som tvinger en til at eksperimentere, lege og lade sig inspirere af platformene i sin journalistik. 

I min optik er det en fordel, at vi kommunikerer i så høj grad gennem digitale teknologier. Men jeg synes også, der ligger et stort uforløst potentiale, som vi godt kunne udnytte endnu bedre til at være forbundet og danne relationer med hinanden.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

At den unge målgruppe begynder at fylde mere i mediebilledet – og bliver taget mere seriøst. 

I de år, jeg har bevæget mig rundt i mediebranchen, er interessen for det unge publikum begyndt at tage/få sin (velfortjente) plads, og heldigvis ser jeg, at de etablerede nyhedsmedier også er nødt til at tage unge ægte alvorligt. Jeg oplever, at det er lige så vigtigt at lave journalistik i dette univers som til en gennemsnits-flow-tv-seer. Dét er vigtigt for fremtiden og giver mig en følelse af håb. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Langt større fokus på brugerne og hvordan indholdet bliver modtaget. Mange medier udgiver så meget indhold, som ligner alt det andet – og ligner andres. Det er vigtigt, at man hele tiden forholder sig til, hvorfor man også fortæller netop den historie, og gør man det på en måde, som passer det til ens målgruppe? 

Medierne skal gå mere kritisk til sig selv og eget historievalg, så man har for øje, hvad man som medie definerer som nyhed, og hvilke parametre, der vægtes højest på. Hvad synes brugerne om indholdet? Er de ægte interesserede i debatterne? Bliver de klogere, og hvad føler de?

Den dialog skal sættes højt, så samtalen sammen med brugerne, om hvorfor mediet eksisterer, og hvorfor brugerne netop foretrækker dit medie, bliver kerne. Det er væsentlig information, som er brugbart, når man også kigger på kvantitative succesparametre.

Det kan virke selvsagt, men jeg tror, når hverdagen kan gå op i drift og navlepilleri, at man kan overser den mest åbenlyse eksistensberettigelse.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

• At fastansætte flere og hurtigere. Ansættelsesvilkår er generelt noget, som jeg synes, at andre brancher gør langt bedre end mediebranchen. Det kunne være rart, at fundamentet for ansættelse kunne være mere stabilt, så folk kan blive (endnu) bedre, dygtigere og mere innovative, fordi man fokuserer på det faglige.
• Selvindsigt. Mediebranchens selvopfattelse, som værende progressiv, stemmer ikke altid overens med dagligdagen. Jeg tror, det er godt at kigge indad ofte, hvis man skal kunne gå foran og turde tage chancer. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Rollemodeller er vigtige – også i ens karriere og arbejdsliv. For mig er Christina Johansen én af dem. Hun er modig, ambitiøs og brænder for ægte journalistik i øjenhøjde med målgruppen. Hun tør at gå forrest, og jeg har særlig været inspireret af, hvordan hun og Ultra Nyt tog springet fra klassisk tv-tænkning til digitalt fokus. Jeg glæder mig til at blive inspireret af hendes tanker om mediebranchen.