Når otte procent er mange

Et tal stikker interessant ud i den amerikanske udgave af den nye Digital News Report fra Reuters Institute for The Study of Journalism.

Det fremgår nemlig, at hele otte procent af den amerikanske befolkning betaler for nyhedsbreve skrevet af enten individuelle journalister eller influencers. 

Hvor mange danskere, der betaler til tilsvarende nyhedsbreve, ved vi ikke, men det er formentlig forsvindende få. Om ikke andet skyldes det naturligvis, at der er meget få danske betalings-nyhedsbreve fra individuelle udgivere.

I USA har der derimod i de senere år været en rivende udvikling, hvor platforme som Substack, Beehiiv, Revue og flere andre har tiltrukket titusindvis af individuelle skribenter med simple løsninger, der gør det let og billigt både at udgive nyhedsbreve og sælge abonnementer.

Altså er der et amerikansk marked, og den nye undersøgelse dokumenterer, at der også er en indbringende efterspørgsel på indienyhedsbreve.

Et par tanker om det:

• Det understreger, at nyhedsprodukter, som opleves som relevante, kan skabe en betalingsvilje. Individuelle nyhedsbreve er jo oftest meget nichede og derfor rammer de deres publikum, som ikke nødvendigvis er særligt stort, lige i betalingsviljens solar plexus. Den pointe bør tages til efterretning hos alle betalingsmedier.
• Individuelle nyhedsbreve har næsten altid en stærk personlig tone of voice. Successen er derfor også en anerkendelse af, at menneskelighed i mange tilfælde sejrer over  brands. Eller people follow people, not institutions, som slogannet lyder fra fællesskabet Workweek, der er resultatet af et dusin individuelle udgivere, der er gået sammen.
• Der er formentlig også et element af, at mange mennesker har lyst til at støtte personer og måske også brands, der står for noget.
• Potentielt kan markedet for indienyhedsbreve ændre mediebilledet og skabe en langt større mediepluralisme end vi ellers er vant til. Så længe de store mediebrands har trange tider og regelmæssigt skiller sig af med dygtige journalister, vil den udvikling kun blive stærkere.

Det er naturligvis en vigtig pointe, at det amerikanske mediemarked med over 300 millioner mennesker er enormt, og at det er derfor er relativt let at finde et publikum på et par tusinde mennesker for selv det mest nørdede indhold.

Men når hele otte procent af amerikanerne betaler, så er vi formentlig ude over nørdesegmentet og på vej ind i mainstream, hvor det at betale for individuelle nyhedsbreve er næsten lige så almindeligt som at betale for en avis. Sådan næsten da.

I Danmark, viser undersøgelsen, betaler i alt 19 procent for digital journalistik. Hvor  mange af dem, der betaler til individuelle nyhedsbreve fremgår ikke af undersøgelsen. Men mon ikke det er forsvindende få.

—

Og så skylder jeg en stor tak til alle, der i sidste uge fulgte min opfordring om at komme med ideer til en dessert til dette nyhedsbrev. Alle ideer tager jeg med på sommerferie og vender forhåbentlig tilbage med en god dessert i sensommeren.

Hvis du ikke læste nyhedsbrevet sidst og tænker, hvad er det for noget dessert-snak, så er svaret her.

Nyhedsbrevet udsendes også i næste uge, men går i dvale hele juli.

Jeg har haft travlt med interne seminarer for to medier og to kommunikationsafdelinger i denne uge, så jeg holder dette nyhedsbrev kort. 

Men du skal ikke snydes for Fire minutter med Lea Korsgaard. Hende finder du efter jobopslagene

Jan

---

Lea Korsgaard er en af branchens største iværksættere og tænkere. Med det som udgangspunkt samt hendes rolle som bestyrelsesformand for DMJX, har denne stafet – trods et hav af spændende omveje – længe haft kurs mod Lea.

Lea Korsgaard er chefredaktør på og medstifter af Zetland. Desuden bestyrelsesformand på DMJX

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Linkøkonomien er ved at dø, eller i hvert fald ved at ændre sig voldsomt, og det bruger jeg virkelig meget tid og energi på at tænke over. For hvad gør dét ved vores forretningsmodel? 

Kendskabet til Zetland vokser, hver gang nogen deler et link til vores historier. Facebook blev stort på lysten til at dele links til indhold. Google er også bygget op om links. Men på Tiktok gider kineserne ikke have, at du deler links og hopper væk fra platformen. På Instagram er det også bøvlet. Og lige om lidt er search sikkert heller ikke linkbaseret i samme grad som nu. 

Så hvad så?! På sin vis kan man kalde links for vores papir. Vi skal være dygtige til at forstå og udnytte, hvordan indhold kan bevæge sig rundt i en verden udenlinks. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Alle de mennesker, der rundt omkring i verden bare har kastet sig ud i det og laver deres egne, succesfulde medier. Folkene bag Dennik N i Slovakiet. Kyiv Independent i Ukraine. Republik i Schweiz. 444 i Ungarn. Will i Italien. Mediapart i Frankrig. Vox i USA. Daily Maverick i Sydafrika. 

Når jeg møder mange af de mennesker til for eksempel den årlige konference for journalistik i Perugia, så bliver jeg fyldt med glæde. De er visionære, brændende og knaldhamrende dygtige. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Mediebranchen bør tage teknologi lige så seriøst som selve journalistikken. Europa er en grillkylling, der ligger forpjusket og steger mellem Silicon Valley og Kina, og den gamle tese holder stadig: The medium is the message. Teknologi og form definerer indhold. Vi bør stille os i spidsen for at være dem, der udvikler etisk medieteknologi i verdensklasse. Ellers er vi lost. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Fra den fede del af tech-branchen: Test, test, test og byg en organisationskultur på oprigtighed og feedback. 

Fra højskolebevægelsen: Førstoplive, så oplyse. Ingen kan fylde dannelse på en dødbider. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Pernille Holbøll, BT’s chefredaktør. Hun har et sjældent skarpt øje for, hvor mediemarkedet er på vej hen, og for, hvad dét betyder for hendes mission og forretning. Jeg vil glæde mig til at læse hendes svar!