Fire minutter med Mia Skovby

Morten Reimar sendte i sidste uge staffeten videre til Mia Skovby med disse ord:

Nu hvor prestigen ved at blive udpeget til den næste Dalai Lama ikke er, hvad den har været, må en praktikplads på Euroman være den største blåstempling, et ungt menneske kan opnå. Jeg ved af egen erfaring, at de kun tager the best and the brightest (Morten var selv praktikant på Euroman, red.), og derfor må vi som nation i disse krisetider lytte koncentreret i den retning. Desuden har enhver branche altid godt af at høre, hvad der får unge mennesker til at søge ind.

Mia starter som Euromans nye praktikant til august, og hun er på vej ind i et fag, der både har tunge, mørke skyer hængende over sig, men som også står overfor den største forandring siden internettet. Jeg er spændt på at høre, hvordan hun ser fremtiden for dansk journalistik. 

Mia Skovby er journaliststuderende på Danmarks- Medie og Journalisthøjskole, stiftede engang noget der hedder DMJX Rapporten. Starter som journalistpraktikant på Euroman d. 1. august 2023. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

På trods af at være 23 år og ikke være et barn, lider jeg af en værre omgang børneeksem. Helt slemt er det på mine lægge, hvor det klør og klør og klør, så jeg klør og klør og klør. Jeg klør så meget, at jeg klør mine ben til blods, hvorfor mine lægge nu er dækket i rifter og ar (og børneeksem). Jeg har været til lægen med det, og der er én kur: Brug fugtighedscreme. Men da jeg er antiautoritær og mest af alt doven, gør jeg selvfølgelig ikke dét.  

Foruden børneeksemen fylder den praktiksøgning, jeg lige har overstået. Der manglede 50 pladser, og derfor skal mange af mine medstuderende på orlov. Dertil vil jeg bruge dette øjebliks talerør til branchen på at lufte en frustration: De fleste unge gider med rette ikke at tilbringe 18 måneder på et lokalmedie, der ligger langt væk fra alt, de kender. Jeg er træt af, at der specielt på Twitter og i Journalisten hærger et forvrænget narrativ om de studerende. Alle taler om, at de journaliststuderende ikke vil i praktik på lokalmedierne – men ingen taler om hvorfor. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

De nyuddannede journalister, der har formået at lande en fastansættelse.  

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Først og fremmest vil det være på plads at overveje, om der ikke er alt for mange af os, og når man så kommer frem til, at jo, det er der, så holde op med at uddanne så mange journalister hvert år.  

Dernæst er der for mange skabeloner og for få originaler. Der er den skabelon, DMJX uddanner efter: En Peter Orrysk skabelon, formet firkantet af åbne spørgsmål og nyhedsjournalistik tilsat en smule konstruktiv problemudredning.  

Så er der den skabelon, de uddanner efter inde på DR, som de har valgt at døbe Talentholdet. Det kan hurtigt gå galt, hvis man prøver at sige noget konstruktivt om det, men jeg vil nu alligevel gøre et forsøg. Bare fordi en skabelon er skæv, gør det den ikke mindre til en skabelon. Kig på sendefladen på P3 – den er ret symptomatisk for resten af branchen. Der er godt nok mange, der laver det samme. Der er ikke ret meget, der er nyskabende.  

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg synes, det vil være på sin plads at komme med en appel om, at alle lige tager og slapper lidt mere af. Mange journalister kunne med rette lade sig inspirere af folkeskolelærerne og lære at tælle til ti. Det hele er hele tiden helt galt. Hvis man stolede blindt på nyhedsmedierne, ville man hurtigt komme til at tro, at dommedag var i morgen, hvis ikke i går. Der er for mange ’DET VÆRSTE I TYVE ÅR’-rubrikker, og så er det altid et eller andet åndssvagt med, at det er det meste, det har regnet mellem klokken 14 og 14.30 i en februar siden 2003. Bevares. 

Helt overordnet mangler branchen perspektiv. Perspektiv for, hvad der egentligt er relevant for den almindelige borger. På Ekstra Bladet er det jo for helvede en nyhed hver gang, Poul Madsen og Henrik Qvortrup foretager sig noget som helst. Behøver danskerne virkelig at vide, at en forhenværende chefredaktør sælger sin lejlighed? 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

For alle individer gælder det, at der findes visse personer, der optager en stor plads i ens bevidsthed, uden at disse personer har den fjerneste anelse om det. Det er mennesker, man møder igen og igen og uden nødvendigvis at kende dem, bliver de en karakter i ens persongalleri. Der findes tre mennesker, der tjener denne rolle i mit liv. Et af dem er Clement Kjersgaard.

Jeg kender ikke Clement, og Clement kender ikke mig, men Clement er muligvis den person på denne jord, jeg har set flest gange uden at have udvekslet et eneste ord. Jeg har mødt Clement sobre steder – da jeg gik på Rysensteen, hvor han ofte var ude og agere ordstyrer for et eller andet (som regel handlede det om klima). Jeg har mødt Clement mærkeligere steder – en juninat i 2018, hvor han gik tværs over Nørreport lidt efter midnat, mens han spiste en Magnum. Men på trods af, at Clement spiller en rolle i mit liv, ved jeg næsten ingenting om ham.

Jeg giver dermed stafetten videre til Clement – så jeg forhåbentligt kan lære lidt mere om ham, end at han i 2018 nød en Magnum is om natten, og at han er meget glad for at gå i ring (fysisk, ikke metaforisk).