Fire minutter med Morten Reimar

Anne Kirstine Cramon sendte i sidste uge stafetten videre til Morten Reimar med disse ord:

Jeg vil gerne høre fra Morten Reimar. Jeg ved, at han er på barselsorlov med sit nyfødte barn, så det er kun passende at forstyrre ham netop nu. Og så synes jeg, Morten er en vanvittigt dygtig forfatter, formidler og analytiker med et helt eminent og lidt skævt blik for detaljen.

Morten Reimar er lige nu på barsel og nyder en tænkepause. (Indtil for nyligt konsulent hos Advice, tidligere personlig rådgiver for Sophie Løhde, seniorpresserådgiver hos Radikale, presserådgiver hos Venstre, forfatter og journalist.)

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Jeg er for nyligt blevet far til en lille dreng, og det er en ikke så lidt anderledes tilværelse. Vi kigger ikke på uret længere hjemme hos mig, men lever efter hans agenda: Når han er sulten, bliver han ammet. Når han er træt, sover vi alle tre. Cirka hver anden dag får vi besøg af familie eller venner, men om de kommer efter arbejde eller om formiddagen en søndag, det er for os et fedt. De begreber findes ikke lige nu. Og efter i flere år at have fulgt strenge deadlines og mediernes døgnrytme, er det en omvendelse.

Lige før min barsel stoppede jeg som konsulent og skal derfor på barnevognsturene også gå og tænke over, hvad jeg skal arbejde med bagefter. Der er flere søde mennesker, der har sendt forslag, og jeg skal drikke en masse kaffe, når vi er kommet godt på plads med den lille.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Jeg bliver rigtigt glad, når jeg ser nogen være modige. Så tør jeg også selv være lidt mere modig. Al respekt for dem, der i gåseøjne bare passer deres arbejde og får tingene til at glide, men det hele ville være en del mere kedeligt, hvis ikke der samtidigt var nogle, der tog chancer og udfordrede de vante rytmer. Dé giver mig håb. Særligt Mads Korsholm, Maya Tekeli og Anne Kirstine Cramon.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Jeg synes, vi skal blive bedre til at unde hinanden det godt. Og i stedet for at gå og hviske-tiske og misunde, blive inspireret til selv at prøve at gøre noget anderledes. Jeg skal samtidigt understrege, at jeg ikke er et hak bedre selv. Jeg bliver også misundelig på andres succes, og går og skumler over, hvorfor verden er så ond ved mig og så god ved andre. Særligt Mads Korsholm, Maya Tekeli og Anne Kirstine Cramon.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg hørte engang, at Kulturministeriet har en gruppe mennesker ansat til at beskrive samtlige danske kirker ned til mindste detalje. Arbejdet har været i gang siden 1933 og er endnu ikke fuldført. Det må være det omvendte af aktualitets-kriteriet fra Journalisthøjskolen. Medierne har nogle gange en tendens til at ville være de første med det nyeste som vigtigste mål, og det betyder, historier ikke altid bliver ført hele vejen til dørs, og at man hellere jagter sin egen nyhed i stedet for at støtte op om en konkurrents måske mere interessante historie. Der er en korttidshukommelse i dele af branchen, der kunne lære af førnævnte kirke-beskrivelser. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Mia Skovby, Euromans kommende praktikant.

Nu hvor prestigen ved at blive udpeget til den næste Dalai Lama ikke er, hvad den har været, må en praktikplads på Euroman være den største blåstempling, et ungt menneske kan opnå. Jeg ved af egen erfaring, at de kun tager the best and the brightest (Morten var selv praktikant på Euroman, red.), og derfor må vi som nation i disse krisetider lytte koncentreret i den retning. Desuden har enhver branche altid godt af at høre, hvad der får unge mennesker til at søge ind.

Mia starter som Euromans nye praktikant til august, og hun er på vej ind i et fag, der både har tunge, mørke skyer hængende over sig, men som også står overfor den største forandring siden internettet. Jeg er spændt på at høre, hvordan hun ser fremtiden for dansk journalistik.