Fire minutter med Anne Kirstine Cramon

Cecilie Lange sendte i sidste uge stafetten videre til Anne Kirstine Cramon med disse ord:

Jeg sender stafetten videre til en person, som både er min veninde og et forbillede. Jeg ved allerede, at jeg kommer til at grine af hendes ord. Jeg ved også, jeg får øje på noget, jeg ikke havde set før. Hun fungerer som en slags skarp, feministisk tættekam. Hun taler og skriver for dem, vi lige havde glemt. Dem, der ikke fik sagt fra. De kvinder, der larmer og er uopdragne. Hun er en slags Venus Breeze for vores kvindekampshelligdage. Ordet er dit, eminente Anne Kirstine Cramon.

Anne Kirstine Cramon er podcastvært på Slottet & Sumpen på BT, klummeskribent og kommunikationsrådgiver.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Noget, jeg i hvert fald spekulerer meget over, er forholdet mellem presse og offentlighed og de gnidninger, der tit opstår. Jeg bliver voldsomt irriteret, når pressen får skældud for at stille ellers relevante spørgsmål til magthavere.

Et eksempel er, da BTs Tine Toft får læst og påskrevet af Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, da hun på et pressemøde drister sig til at spørge ind til Jon Stephensen. For når den her type spørgsmål kommer til pressemøder, er det jo ofte fordi, der ikke har været andre muligheder for at stille dem.

Vi så det også, da pressen fik kollektiv skældud af danskerne efter Politiets pressemøde om, at den 32-årige Korsørmand også er sigtet for bl.a. Emilie Meng-sagen. Her er det som om, alle allerede har glemt, at hele forløbet med efterforskningen af Emilie Mengs forsvinden og mord var og er en skandale – måske endda en af de største skandaler i nyere dansk kriminalhistorie. Selvfølgelig skal pressen spørge kritisk ind til det.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Jeg synes, det er rart, at vi ikke længere taler om, at nyheder skal være positive og konstruktive og alt muligt andet pølsesnak. Verden er grum, så nyhederne bliver altså derefter. Punktum.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Nogle gange bør mediebranchen også være lidt kritiske overfor sig selv, og nogle gange skal mediebranchen måske lige indse, at mediebranchen selv ikke er verdens navle. Det blev helt omsonst at se, hvor meget fokus en varslet fyringsrunde på TV2 fik sammenlignet med, når det handler om arbejdspladser, hvor almindelige dødelige arbejder. På den måde er mediebranchen bare én stor fætter kusine-fest, og det der rundhyl kan godt blive en tand for meget.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Mediebranchen skal nogle gange lære at slappe lidt af. Jeg ved ikke, hvilken branche, de kan lære det af – måske brancheforeningen for tibetanske munke. Men det er så uklædeligt, når der bliver pisket historier op om lagkagepersoner og dragshows på biblioteker på et meget smalt grundlag. Historier, som ikke rigtig ér historier, men som bliver det ved mediebranchens mellemkomst og hvor resultatet bliver, at en marginaliseret gruppe af mennesker får en masse boomer-skæld ud, som de slet ikke er berettiget til.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg vil gerne høre fra Morten Reimar. Jeg ved, at han er på barselsorlov med sit nyfødte barn, så det er kun passende at forstyrre ham netop nu. Og så synes jeg, Morten er en vanvittigt dygtig forfatter, formidler og analytiker med et helt eminent og lidt skævt blik for detaljen.