Fire minutter med Kathrine Abrahamsen

Sofie Sytnik sendte i sidste uge stafetten videre til Kathrine Abrahamsen med disse ord:

Den største grund til at jeg kan stå i radioen og frit få lov til at grine og græde, er fordi jeg står på skuldrene af nogle kæmper. De slag, de kvindelige værter før mig har taget alene for at være deres køn, knuser mit hjerte. Men jeg kan ikke takke jer nok for, at I blev stående, for det er jeres skyld, at det er blevet lidt lettere for mig, og dem der kommer efter mig.

Jeg træder i mange store fodspor på P3; Line Kirsten, Maria Fantino, Sara Bro, Jojo, Sara Frost og mange flere! Men af alle dem går stafetten videre til Kathrine Abrahamsen, fordi hun oven i alt det har gjort noget af det modigste, jeg har set nogen gøre i mediebranchen, nemlig at sige fra.

Kathrine Abrahamsen er freelance radio- og tv-vært. Uddannet TV- og medietilrettelægger.
Tidligere ansat på P3. Primært på formiddagsfladen med programmer som Kattepinen, Buffeten og Tabu. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Efter 4,5 år på P3 sagde jeg op i efteråret 2022 for at arbejde freelance, og jeg er stadig i gang med at finde fodfæste i den omstilling. Så udover konkret arbejde, er det faktisk den indre proces, der fylder mest. Jeg er utroligt glad for beslutningen om at være min egen chef, men jeg arbejder meget med min selvtillid og tro på egne evner. Begge ting, der skal plejes, styrkes og på en måde også formidles. Det kan være en udfordring at insistere på, overfor mig selv, at jeg har fagligheden og evnerne til at have en plads (som vært) i det vilde “medievesten”. Den insisteren øver jeg mig på for tiden. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Da jeg modtog stafetten her, var det blandt andet med begrundelsen om, at jeg turde sige fra. Jeg er meget stolt over, at det er et indtryk, nogen har, men jeg ville ønske jeg turde i endnu højere grad.

Jeg bliver både glad, inspireret, håbefuld og fyldt med ærefrygt, når personer i mediebranchen stiller sig frem og tager en for holdet. Det er ikke konsekvensfrit at ytre sig om emner som sexisme, ligestilling, tonen på nettet, køn, krop, mentale udfordringer osv. – listen er lang. Så når personer finder mod til at bruge deres stemme til at påpege problemer og uretfærdighed, så oplever jeg ikke kun håb for branchen, men faktisk for hele vores samfund. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Der er fortsat et kæmpestort problem med mediernes ansvar for ”den offentlige debat” på sociale medier. Jeg vil mene, at nogle spurter væk fra ansvaret, mens andre forsøger at kigge på det. Det er dog stadig en decideret ubehagelig oplevelse at logge på for eksempel Facebook og se, hvordan kommentarspor får lov at drukne i had og tilsvininger. Mildt sagt.

Til alle mediehuse: Do better!

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg vil ikke pege på én branche. Jeg tror dog mange i mediebranchen, mig selv inklusiv, kunne øve os i ikke at lægge så meget identitet i vores job. Det er bare et arbejde, men når det bliver for stor en del af, hvem vi er som mennesker, så bliver det selvsagt sværere at adskille vores værd uden for jobbet. Vi bliver ikke bedre mennesker af at have en fed og prestigefyldt titel, arbejde 50+ timer om ugen, eller besvare e-mails sent om aftenen. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

I min karriere har jeg primært beskæftiget mig med underholdning. Derfor er jeg vant til at gå langt for den gode stemning, og nærmest være lidt bange for den dårlige. 

Derfor synes jeg, det er beundringsværdigt, når værter med kritiske, skarpe og vigtige spørgsmål går ind i en debat og interviews, og virker frygtløse. Så det er med stor respekt jeg holder af at lytte til forbilledlige Cecilie Lange, der er vært på P1 Debat. Hun skal have stafetten.