Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Camilla Boraghi

Denne uges stafetholder, Camilla Boraghi, er reporter på Tæt På Sandheden med Jonatan Spang på DR og radiovært.

Udgivet

den

Fire minutter med Camilla Boraghi

Jonatan Spang sendte før vinterferien stafetten videre til Camilla Boraghi med disse ord:

Camilla Boraghi kan sikkert svare meget bedre på de her spørgsmål, da hun meget mere er en del af mediebranchen. Og så også for at hun kan sende stafetten videre til en anden på TPS- redaktionen. Målet er at vi holder stafetten her i huset det næste halve år.

Camilla Boraghi er reporter på Tæt På Sandheden med Jonatan Spang på DR og radiovært.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

For mig er der p.t. to ting, der fylder meget: at få politikerne til at stille op til interviews med mig, særligt politikere fra regeringspartierne eller ministre. Jeg vil rigtig gerne tale med folk, der har ansvar for ting, fordi det giver mere tyngde. Det er bare som om, at de ikke så gerne vil tale med mig, men jeg forstår ikke hvorfor, for jeg er virkelig sød og rar.

Den anden ting er, at jeg står overfor et interview af mere alvorlig art – så hvordan gør man det sjovt? Det bakser jeg lidt med.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Graverjournalisterne og deres tålmodighed. Jeg synes, at de er de sejeste i verden. Og så giver hybridformidlerne mig håb for, at folk ikke bliver trætte af politik og nyheder. Altså dem, der formidler stof på anderledes måder, så det bliver sjovt at konsumere: fx mig selv, Maya Tekeli og Cramon og Joachim B. Olsen i podcasten Slottet & Sumpen.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg er ked af, at medierne har fået berøringsangst overfor de spørgsmål, som kategoriseres som konspiratoriske. Naturligvis skal man ikke dække gakkelak-ting, men jeg synes, at vi forsømmer at dække for eksempel ting fra corona-håndteringen, og jeg frygter, at det skyldes frygt for at blive stigmatiseret. Jeg bliver sgu selv helt bange for at sige det her.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

At være mindre på Twitter. Selvom jeg elsker Twitter. Men al journalistisk skal helst ikke starte derfra. Og samarbejde på tværs, kollegaer imellem, ville jeg gerne se mere af. Jeg gad godt se journalister fra forskellige medier smide deres eget spørgsmål til fordel for at samle op på en andens kritiske spørgsmål, som ikke blev besvaret, før mikrofonen ryger videre. Og mere opbakning til hinandens arbejde, selvom tilgangen er forskellig. Stop pikmålingen!

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg er den autoritetstro type, så når min chef Jonatan siger, at han sender stafetten videre til mig med den tanke, at vi beholder formatet her i familien i noget tid, så kan jeg kun sende den videre til den formidable komiker og satiriker, Morten Wichmann, som er skriver på Tæt På Sandheden.

Læs også