Fire minutter med Florian Elabdi

Faton Nesimi sendte I sidste uge stafetten videre til Florian Elabdi med disse ord:

Jeg beundrer Florian Elabdis mod til at gå sine egne veje i jagten på vigtige historier, som mange danske medier ikke interesserer sig for. Han er ikke alene modig, når han rejser til krigsramte lande, men også når han i en økonomisk svær tid insisterer på at være freelancer, så han kan lave de historier, som han brænder for. Det er på trods af, at der sjældent er meget økonomi i disse typer historier. Det er meget inspirerende, hvordan Florian altid tror på sine historier.

Florian Elabdi er selvstændig dokumentarist og journalist med speciale i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Efter halvandet års midlertidig ansættelse på Danwatch har jeg takket nej til en permanent kontrakt. Jeg savner friheden i at drive min egen biks. Derfor starter jeg 2023 som selvstændig. 

Jeg var freelancer i seks år før Danwatch, så det er ikke nyt for mig. Men det der fylder mest denne gang, er at jeg skal lære at finansiere mine projekter. Jeg har altid bare rejst ud i verden, når jeg fik en god idé. Jeg levede på en sten, mens folk omkring mig optog boliglån og havde pensionsopsparinger. Det var altid værket, der betød alt. Aldrig pengene. Men med tre børn er jeg nødt til at blive bedre til at skrabe nogle mønter sammen. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Det er moderne at tale om de unge, så lad mig gå uortodokst til værks: Jeg har stor respekt for de ældre journalister, der bare brager igennem. Hvordan holder de modet oppe? Hvorfor bliver de ved? Jeg blev 30 år i marts og jeg har selv haft en mindre krise, hvor jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg overhovedet laver det her. Hvorfor rejser jeg rundt i Algeriet, Den Centralafrikanske Republik, Syrien eller Surinam og sætter livet på spil for at skrive nogle reportager, som de færreste sikkert læser.

Nogle gange har jeg overvejet at blive fisker og trække mig tilbage. Leve et simpelt liv. Man kunne vel godt finde noget motivation i at se på de garvede rotter i branchen, som stadig har krudt i sig. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

De fleste journalister burde have færre journalist-venner. Mit indtryk efter 7-8 år i branchen er, at mange kolleger nærmest kun har andre journalister i deres omgangskreds. Jeg er overbevist om, at det også har en indirekte virkning på vores arbejde, når vi går for meget sammen med folk, der laver det samme som os selv. I min omgangskreds er der læger, grønthandlere, socialrådgivere, iværksættere, en skibskaptajn og en kriminel eller to. Det har både kastet et par gode historier af sig i tidens løb, og så får jeg også et anderledes perspektiv på tingene.   

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Så skulle det næsten være efterretningsagenter. Vi er simpelthen blevet for vant til at sidde på vores kontor og ringe rundt til kilder og eksperter for at få historien hjem. Jeg kender journalister, der ikke har mødtes fysisk med en kilde siden præ-corona. Det gode gamle kildearbejde, hvor man tager ud i miljøer og opbygger kildenetværk, er så vigtigt for at kunne lave god journalistik. Det må vi ikke glemme. Igen kunne vi måske lære en ting eller to fra den ældre generation. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?  Issa Jeppesen. Der er en talentspejder på DR’s redaktionsgange, som skal have en lønforhøjelse. Issa forekommer både rolig og samtidig knivskarp i værtsstolen på Deadline. Som en tiger der sniger sig gennem græsset og slår til, når man allermindst venter det. Kæmpe scoop for DR.