Fire minutter med Ronni Abergel

Lene Rimestad sendte før jul stafetten videre til Ronni Abergel med disse ord:

Som underviser på Center for Journalistik, SDU, mødte jeg tit dygtige studerende. Ronni Abergel har startet den globale organisation Menneskebiblioteket, hvor man kan ”låne” et andet menneske fra grupper i samfundet, som er stigmatiserede eller udsat for fordomme. Ved at tale sammen forstår vi hinanden bedre. Og måske nedbryde de fordrejede antagelser, medierne er med til at skabe.

Ronni Abergel er journalist og stifter og leder af foreningen Menneskebiblioteket.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Lige nu føles det som om, at mit arbejde består i at få sat min nye lejlighed i stand. Så i juleferien og her i starten af 2023 har det ligesom stået på “tapetet”.

På arbejdet glæder jeg mig til, at vi senere i januar skal træne hele det amerikanske marketingteam fra McDonalds. Det er 200 ansatte inklusive deres Chief Marketing Officer, som skal igennem Menneskebiblioteket i forbindelse med, at vi besøger deres hovedsæde i Chicago.

Derfra er det videre til Phoenix og derefter Nashville, hvor ledelsen fra verdens største biografkæde AMC venter. Og så er det ellers hjem til mere maling og køkkenopsætning.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Det mest opløftende og inspirerende for mig er tendensen med, at mange små uafhængige medier spirer frem. Alt imens at store traditionelle medier må skalere ned. Særligt interessant er det at følge Frihedsbrevet og den nylige fusion med Den Uafhængige.

Her produceres interessant indhold uden mediestøtte og det er på mange måder et spændende eksperiment med den knopskydning. Jeg har i det meste af mit liv, som mediebruger savnet noget rebelskhed og nytænkning. Nu synes jeg endelig, at det begynder at finde fodfæste i mediebilledet.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Man bør overveje i hvilket omfang man skal hoppe og danse for politikere og deres “sjove” ideer om, hvordan medier skal være. Hele fadæsen omkring Radio 24Syv bekræfter, at det er en dårlig ide.

Først skabte man med skatteborgernes penge en succes. Dernæst rev man det hele i stykker for derefter at forsøge at genskabe det igen med en klon af en sort.

Sjældent har vi vel været så meget til grin for vores egne penge og det understreger, hvorfor alle medier skal og bør være frie og uafhængige af politiske partiers direkte indflydelse på deres fundament og den daglige drift.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg skal ikke belære mediebranchen om noget, men kan bare bemærke, at branchens snæversyn og indspiste sammensætning medvirker til, at der saves mere og mere af den gren, de selv sidder på.

Næsten ingen af de store medier kan klare sig på egne ben uden støtte fra borgernes pengetank og mange af de kommende generationer af skatteydere har allerede fravalgt de store platforme og hele den præmis som deres nyhedsformidling bygger på. Udsigten til bedring er svær at få øje på.

I året der gik, var vi vidne til en stor fyringsrunde og flere afskyvækkende eksempler på skammelig adfærd i branchen. Ligesom B.T., som i min optik allerede står med det ene ben i graven, endeligt opgav printavisen.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Der er så meget talent og heldigvis har branchen efterhånden fået et mere mangfoldigt islæt også inde i det journalistiske maskinrum, hvor de gode og store historier graves ud. En af dem, som jeg har fulgt og glæder mig over, er Faton Neshimi fra TV2.

Skarp som en slagterhund og sindssygt hårdtarbejdende. Han viser fremtiden for en branche, der skal afspejle mere end bare dem, der var der i sidste uge og kommer til i næste uge, fordi deres far også arbejdede i samme branche eller for samme mediehus.