Fire minutter med Lene Rimestad

Jesper Sørensen sendte i sidste uge stafetten videre til Lene Rimestad med disse ord:

Som regel går det nogenlunde gnidningsfrit, når jeg søger aktindsigter og kontakter myndigheder. Men nogle gange oplever jeg en skepsis eller modvilje, så jeg vil gerne give stafetten til Lene Rimestad. Hun har talt med et hav af mennesker for at kunne lave en grundig undersøgelse af tilliden mellem embedsfolk og journalister. Det er meget spændende, og det er jo politikere, ikke embedsfolk, som dikterer lukkethed i forvaltningen.

Lene Rimestad er soloselvstændig journalist, underviser og forsker

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Jeg er udfordret af netop at have afleveret mit arbejdslivs største projekt: en undersøgelse af forholdet mellem offentligt ansatte embedsfolk, kommunikationsfolk og journalister . Dels er det underligt at afslutte noget stort, dels har projektet medført, at jeg er blevet endnu mere kritisk over for det fag, jeg holder mest af. Så jeg skal finde ud af, hvad jeg har lyst til fremover.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Den intelligente, ordentlige og konstruktive graverjournalist. Reportere, der formår at pege på strukturelle problemer frem for at hænge enkeltpersoner ud i en latterligt tabloid spidsvinkling. Et dansk eksempel er Jakob Sorgenfri Kjærs artikelserie om den digitale underklasse  og et mere internationalt er cross border-samarbejdet Investigate Europes undersøgelse af skatteunddragelse .

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Efter min undersøgelse er jeg paf over den manglende selvrefleksion og -kritik i branchen. Helt konkret forstår jeg for eksempel ikke, hvorfor medierne ikke arbejder mere systematisk med at indsamle data om fejl i, skævvridning af og utilsigtede konsekvenser af deres udgivelser. Vi er som fag tilsyneladende ligeglade med, hvordan omverdenen ser på vores journalistik, og også med konsekvenserne af den.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Lægernes ”utilsigtede hændelser”. Journalister har travlt med at opgøre, hvor meget noget koster samfundet. Jeg vil gerne se en cost-benefit-analyse af, hvad dårlig journalistik koster samfundet i form af for eksempel kommuner, der skal finde bilag eller forholde sig til ligegyldige ting, eller borgere, der tror, at offentlige myndigheder er drevet af rablende idioter.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Som underviser på Center for Journalistik, SDU, mødte jeg tit dygtige studerende. Ronni Abergel har startet den globale organisation Menneskebiblioteket , hvor man kan ”låne” et andet menneske fra grupper i samfundet, som er stigmatiserede eller udsat for fordomme. Ved at tale sammen forstår vi hinanden bedre. Og måske nedbryde de fordrejede antagelser, medierne er med til at skabe.