Fire minutter med Mikka Tecza

Ditte Giese sendte i sidste uge stafetten videre til Mikka Tecza med disse ord:

Mikka Tecza fra Weekendavisen skal have stafetten. Hun er nemlig både klog og sjov på Twitter, men jeg ser hende ikke så meget i avisen, som jeg gerne ville. Jeg vil gerne høre, hvad sådan en 100 procent digital type tænker om at arbejde på en gammel papiravis.

Mikka Tecza er digital redaktør på Weekendavisen.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Det seneste halve år har jeg været opslugt af det store hækkeløb fremad, som er Weekendavisens omstilling fra stolt papiravis med én ugentlig deadline til et digitalt medie, der udkommer hver dag. Det er pissesvært. Både på grund af den praktiske omstilling: ændring af vaner og arbejdsflows og de deraf følgende slagsmål om ressourcer, men endnu mere på grund af det evige, principielle spørgsmål: hvordan bevarer man sin særegenhed, samtidig med at man lykkes digitalt?

Jeg hører selvsagt ikke til dem, der mener, at journalistik var bedre før internettet. Men selvom digitaliseringen af journalistik har åbnet for nye stemmer, nye måder at udtrykke sig på, har den desværre også vist sig at medføre en vis ensretning. I rubriksprog, i billedvalg, i koncepter. Man ser, hvad der virker for andre, man kopierer det, tester det, giver læserne mere af det, de klikker på.

Mange brokker sig over, hvor ‘irriterende’ digitale rubrikker er fordi de snyder og tilbageholder information, men for mig at se er den største forbrydelse, at de er sprogligt meningsløse, ja, at de nærmest ophører med at være sprog. At de er en formel snarere end tekst.

Jeg elsker mit håndværk, men udtryk som at ‘skrive til paywall’ og ‘optimere for klik’ hænger mig indimellem ud af halsen. Man kan nemt komme til at hade sig selv i denne branche, hvis man ikke husker at trække luft indimellem.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg tumlede sidelæns ind i branchen som et par og tyveårig og i mange år var jeg vant til at være det unge håb. Nu er jeg en halvgammel knark, der er så heldig at arbejde sammen med de nye unge håb.

Den yngre generation af (digitale) journalister på 24-25 år benover mig dagligt. Selvfølgelig fordi de er skarpe og fagligt dygtige, men især fordi de også er nysgerrige, legesyge og ikke låst i deres faglighed på samme måde, som jeg oplever mig selv blive i stigende grad.

De kan skrive, ja, men de kan selvfølgelig også lave lyd og billeder, de kan layoute og endda kode, det er én samlet pakke for dem, og hvor jeg indimellem kan have en tendens til at tage kritik af mit fag ind som en kritik af selve min person, børster de den af skulderen med mild overbærenhed. De ved godt, at det er dem, der har fremtiden.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg har en yngre kollega, som forleden udtalte over frokosten, at hun mener, at kritik er en ligegyldig genre. At anmeldelser simpelthen er passé. Hvad rager det egentlig os, hvor mange stjerner en eller anden fyr, der har hørt mange Bob Dylan-plader, tildeler et givent værk?

Jeg er ikke enig – faktisk var jeg ret bestyrtet – men hun havde en pointe i, at man med fordel kunne gentænke nogle af de gamle genrer og pligt-formater.

En reportage fra valgnatten eller fra en i forvejen af alle andre medier livedækket rigsretssag bragt i papiravisen to dage senere, hvem er den egentlig til? En uinspireret anmeldelse af en eller anden romantisk komedie, gør den andet end at fylde et par spalter ud?

Når man skal sælge artikler stykvis, som vi jo et eller omfang hele tiden gør digitalt, bliver man virkelig konfronteret med, hvor svært mange af dem har ved at stå alene som produkt.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Det fede ved at være i mediebranchen er, at alle altid har en holdning til det vi laver. Det er noget, vi har til fælles med politikere og landsholdsspillere: enhver mand på gaden kunne gøre vores arbejde bedre end os, hvis vi spørger ham selv, og ofte behøver vi slet ikke spørge.

Vi ved godt, at vi har et privilegeret arbejde og – for manges vedkommende – lever i nogle underlige små reservater, så derfor er det okay at slå på os. Hvor vil jeg hen med det? Fiskemanden ville næppe finde sig i, at en eller anden bladsmører kom og fortalte ham, hvordan han skulle filetere en torsk.

Vi kan sikkert lære en hel masse – ikke mindst af vores nære slægtning, reklamebranchen. Men vi kunne måske også stå lidt vagt om vores faglige stolthed. Jeg mener, vi er vel alle i denne branche, fordi vi mener, vi bidrager med et eller andet af værdi? 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Sebastian Stanbury, Danmarks måske mest vidunderligt nørdede fodboldjournalist, som for (relativt) nylig tog springet fra Tipsbladet og papiravisen over i den nye medievirkelighed: det gryende podcastimperium Mediano. Det kunne jeg godt tænke mig at høre hans tanker om, og om sportsjournalistikkens fremtid i det hele taget.