Fire minutter med Ditte Giese

Anne Sofie Allarp sendte i sidste uge stafetten videre til Ditte Giese med disse ord:

Stafetten giver jeg til journalist og kommentator på heartbeats.dk, Ditte Giese, som jeg udgav bogen ‘Breve til Livet’ med for to år siden. Ditte er efter min mening en af de allerbedste skribenter herhjemme. Hendes evne til at sætte ord på alt menneskeligt er simpelthen blændende, uovertruffen.

Ditte Giese er kommentator og journalist på Heartbeats.dk. Og forfatter i fritiden.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?  

At finde en god balance mellem at leve med en krævende, kronisk sygdom og stadig have en masse ting, jeg gerne vil skrive og sende ud i verden.

Jeg har været journalist i 20 år, og jeg synes faktisk, det er et lidt svært fag at blive ”gammel” i. En journalist over 40 skal helst enten være mellemleder eller passe ind i en vagtplan for de skrivende og stå til rådighed altid.

Men burde der ikke findes en mellemvej for folk, der kan skrive, men ikke knokle? Sådan en er jeg, og jeg går og overvejer flexjob, deltid eller tidlig pension, men jeg vil rigtig gerne blive på arbejdsmarkedet. Det er ikke, fordi min arbejdsplads ikke tager hensyn til mig, men fordi jeg simpelthen ikke kan arbejde fuldtid mere, ikke kan være med til morgenmøderne og min dagsform er ret svingende. Og det er ikke rigtig en del af mediebranchen at være i den position. Så hvad gør man?

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?  

Jeg er glad læser af Børneavisen og læser den sammen med min dreng på 12 år hver morgen. Det kommer der mange gode samtaler ud af. Jeg kan godt lide en ugeavis, som man læser lidt i hver dag, løser en kryds-og-tværs og prøver deres madopskrifter, samtidig med at mit barn får indsigt i verden omkring ham på en måde, der er lavet til hans målgruppe og ikke til voksne.

Det er lidt svært med nyheder og børn, når der sker så mange alvorlige ting i verden, og jeg husker selv en barndom, hvor jeg lå søvnløs og bekymrede mig om hullet i ozonlaget og russerne. Men det er en del af det at være et menneske i verden – at lære at orientere sig og vide, hvad der foregår. Der er næsten ikke noget værre end voksne mennesker, som har meldt sig ud af nyhedsstrømmen og kun kan tale om F1-lån og istandsættelser af deres ejendomme.

Jeg synes, at Børneavisen og Ultra Nyt laver blændende formidling til næste generation, og så håber jeg bare, at det igen en dag bliver smart at holde en avis.  

Fire minutter med Ditte Giese er en del af Medietrends ugentlige nyhedsbrev. Læs det hele

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?  

Det er frustrerende som forbruger med alle de betalingsmure. Jeg er naturligvis med på, at medierne skal betales for deres arbejde (selvom jeg godt nok synes, at de statsstøttede printaviser er blevet temmelig dyre og både tjener penge på abonnenter, reklamer og mediestøtte), men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke kan lave en fælles løsning.

Jeg ved godt, at det er en ældgammel debat, men jeg tænker, at vi er mange læseglade typer, der gerne ville betale måske 400 kroner om måneden for at kunne læse for eksempel Information, Berlingske, Politiken og Weekendavisen digitalt i en form for sampak. Eller 1.000 kroner om måneden hvis vi fik telefon og Netflix med i pakken.

Den måde, vi læser journalistik på i dag, handler jo ikke om mediet længere, vi følger mennesker og stærke stemmer, og det de deler og skriver. Derfor fungerer betalingsmure kun som en lukket klub og udelukkelse af fællesskabet.

Ingen har råd til alle medierne, og mange har slet ikke råd til nogen, det var en af de ting, som jeg syntes var befriende ved at skifte fra Politiken til Heartbeats, at jeg pludselig kom i kontakt med en ny læsergruppe, folk som ikke nødvendigvis var meget højtuddannede og velhavende.    

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher? 

Sætte tempoet ned. Jeg synes, at mine venner, der arbejder med helt andre ting, har et mere roligt liv hvor man går tidligt fredag og ikke manisk sidder på Twitter og følger med i alt døgnet rundt. Jeg tænker, det må være sundt at have et arbejde, som bare er et arbejde og ikke en livsstil eller en religion, som journalistik ofte bliver.

Det kunne være fedt, hvis der blev skruet ned for breaking, ”always be publishing”-mentalitet og stress i dansk journalistik og givet mere tid til fristil og rolige fortællinger. Det bliver aldrig umoderne med fremragende historiefortælling, men det kræver, at der gøres plads til andet end nyhedsflow, vagtplaner, krav til kliktal og virale fiduser.  

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?  

Det skal Mikka Tecza fra Weekendavisen. Hun er nemlig både klog og sjov på Twitter, men jeg ser hende ikke så meget i avisen, som jeg gerne ville. Jeg vil gerne høre, hvad sådan en 100 procent digital type tænker om at arbejde på en gammel papiravis.