Fire minutter med Anne Sofie Allarp

Ditte Okman sendte i sidste uge stafetten videre til Ditte Okmann med disse ord:

Stafetten sender til Anne Sophie Allarp, som jeg kender fra Radio24syv, hvor jeg ganske vist aldrig lyttede til hendes udlandsmagasin – men jeg er begyndt at følge hende ret intenst, efter hun er blevet fast klummeskribent på Berlingske, hvor hun primært skriver om politik og samfund og rettigheder. Allarp går til den, hun tager fat i det svære – og overrasker mig gang på gang. 

Anne Sofie Allarp er kronikredaktør og kommentator, Berlingske. I øvrigt forfatter, cand.jur. og mangeårig radio- og podcast-vært i forskellige formater.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

De seneste måneder har jeg lært, hvordan man laver avis. Jeg har jo lavet alt muligt andet i mit efterhånden lange arbejdsliv, men jeg har ikke prøvet at lave en avis. Jeg tror på, at man skal kaste sig ud i noget nyt med jævne mellemrum, ellers stagnerer man. Og det forklarer måske også mit spraglede CV. Jeg har de her måneder haft det lidt som at sidde i cockpittet på en Boeing 737 MAX med fornemmelsen af at kunne crashe eller spontan-publicere, hvis jeg trykkede eller ikke trykkede på de hundredvis af knapper og funktioner omkring mig. Men nu går det altså bedre.     

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Villigheden til at udfordre magt-institutioner, giver mig håb. Og det er et håb, der vokser. Min egen avis gør det formidabelt, men jeg synes meget af den skrevne presse er kommet gevaldigt efter det ovenpå en meget forvirrende periode under pandemien, hvor det til tider virkede som om pressen var fusioneret med sundhedsmyndighederne.

Om noget, har den forgangne regeringsperiode afsløret en ikke ubetydelig dysfunktion i staten, og værre: at staten langt fra altid er i stand til at korrigere sig selv. Det gør pressens rolle som understøtter af et liberalt demokrati så meget vigtigere. Eksempelvis kræver det et solidt sæt cojones at offentliggøre de fortrolige og hemmeligholdte tiltale- og anklage-punkter imod Lars Findsen. Den afdækning Berlingske har stået for i den dybt foruroligende FE-sag er intet mindre end fremragende og meget modig. Det er blevet mere prækært herhjemme at tale sandhed til magten, og i det omfang medier lægger ressourcer og spalter til det, giver det mig håb.    

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Jeg har en gang imellem taget mig selv i at tænke, at B&U-afdelingen i DR simpelthen har kapret hele statsradiofonien. Det virker som om, der ofte er en ligefrem proportionalitet mellem alvorligheden af politiske skandalesager og graden af hygge-washing og banalisering eller bagatellisering af samme i visse elektroniske medier eller formater. For hvert minut pressen bruger på at kommentere politisk taktik, som om det var en fodboldkamp, bør den bruge mindst to på at grave ned i den politiske substans. Det ville have åbenbar samfundsinteresse, og jeg tror skamløse symbollove og andet uvæsen vil blive sværere at slippe afsted med for lovgiver.      

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Mediebranchen kan blive mere klar på sit samfundsansvar, og det kan den lære af mit andet fag, juraen. Et frit samfund er et sæt af nøje-kalibrerede magtbalancer, og når der rykkes på dem, så har vi balladen. Medierne skal vide, at det er her, vi skal være fuldt ud på mærkerne, uanset om det er balancerne mellem den dømmende, udøvende og lovgivende magt, eller om det er magtbalancen mellem borgerne og staten, for vi er gået ind i en tid, hvor det er politisk opportunt at rulle vores politiske og civile rettigheder tilbage.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Det skal journalist og kommentator på heartbeats.dk, Ditte Giese, som jeg udgav bogen ‘Breve til Livet’ med for to år siden. Ditte er efter min mening en af de allerbedste skribenter herhjemme. Hendes evne til at sætte ord på alt menneskeligt er simpelthen blændende, uovertruffen.