Connect with us

Medietrends nyhedsbreve

Nyhedsbrev: Morgenpost fra en halvskuffet mand

Kom gratis med til Festival For Nye Medier 🔴 Får rød, blå og lilla blok ens opmærksomhed? 🔴 Socialdemokratiet dominerer TV2 Fyn 🔴 Fire minutter med Peter Ernstved Rasmussen

Udgivet

den

Godmorgen,

Her kommer et par linjer fra en halvskuffet mand.

Siden begyndelsen af året har jeg ventet spændt på lanceringen af et nyt medieprojekt med nogle af USAs dygtigste folk bag.

Nu er det lanceret og efter min bedste vurdering, kan det bedst bruges som trædesten til en videre udvikling mod en bæredygtig mediemodel.

Mediet hedder Semafor og dets ambition er at løse mediernes store problemer med lav troværdighed. I USA viser en ny Gallup-måling for eksempel, at kun 34 procent mener, at medierne rapporterer nyhederne fuldt, præcist og retfærdigt. Det er den laveste måling nogensinde.

Semafors fødsel er derfor kærkommen og forventningen har været stor, siden bagmændene annoncerede projektet samtidig med at de begge opsagde deres gode job som henholdsvis CEO hos Bloomberg (Justin B. Smith, som også var medstifter af Quartz) og mediekommentator på New York Times, Ben Smith, som også er tidligere chefredaktør på Buzzfeed News.

Nøgleordene i Semafors medicin mod lav troværdighed er transparens og adskillelse af de forskellige elementer, der i dag har det med at flyde sammen i journalistikken og dermed er med til at øge mistilliden til medierne.

Semafor har derfor udviklet en ny fortællemodel, som de kalder semaform. Den består af fem elementer:

  1. Nyheden: Kort, præcis og faktuel beskrivelse af hvad der er sket, hvor og hvornår.
  2. Reporterens synspunkt: Hvad tænker journalisten om nyheden? Hvad er hendes analyse/vurdering af, hvad nyheden kan betyde?
  3. Plads til uenighed: Hvem mener noget modsat og hvad er deres argumenter?
  4. Perspektiv: Kan man vende det hele på hovedet og se nyheden med helt andre briller?
  5. Noter: Nyttige facts og kilder, som giver dybde og bedre forståelse til historien.

Jeg har stor sympati for projektet, men i praksis bliver det en gumpetung måde at fortælle nyheder på, og mit bud er, at Semafor løber skrigende væk fra den rigide model inden længe.

Som læser er det ganske enkelt for tung en proces at blive trukket igennem for at konsumere en kvalitetsnyhed.

Men Semafor leverer alligevel et vigtigt bidrag til medieverden, for modellen bør bidrage til øget fokus på, at journalistik handler om mere end faktuelle oplysninger. Med semaform i baghovedet tvinges vi alle (forhåbentlig) til at blive mere bevidste om hvad der er faktuelt indhold og hvad der er analyse, spekulyse,  personlig holdning eller bias.

Jeg håber, at Semafor sætter gang i en ærlig debat i mediekredse om fastlåste verdenssyn, tunnelsyn, personlige holdninger, manglende transparens og præmisser, som lever uden nogen form for dokumentation eller gode argumenter bag.

Skåret ind til benet, handler diskussionen om, hvorvidt det er muligt at bedrive objektiv journalistik, eller tilstræbt objektivt for den sags skyld. Jeg mener ikke, at det er tilfældet, selvom det ligger i den professionelle faglighed, at man skal komme så tæt på objektiviteten som muligt.

Når man erkender, at det ikke er muligt, er dissekeringen af, hvad der er objektivt og hvad der ikke er, vejen til højere troværdighed.

Om man så vælger at adskille elementerne i firkantede kasser som Semafor, at kassere det ikke-objektive eller blot stille større krav til det, er i princippet mindre vigtigt. Det væsentlige er erkendelsen og den bevidste håndtering af journalistikken.

Semafor tager en for holdet og derfor er jeg trods den mindre skuffelse alligevel glad for deres lancering.

God læselyst med resten af dette nyhedsbrev, som trodser alle regler fra Semafor – sorry

Jan

Semafors noget besynderlige design

PS: I næste uge er jeg i Lissabon til det årlige Websummit, som er verdens største konference for nye digitale ideer. Måske husker du fra tidligere år, at det plejer at udløse daglige nyhedsbreve fra min side, men i år vil jeg primært samle til bunke og lade dig slippe i første omgang.


Kom gratis med til Festival For Nye Medier

Medlemmer af Medietrends kan komme gratis med til heldagsarrangementet den 24. november.

Jeg har fem billetter (+ en til mig selv), som jeg trækker lod om blandt støttemedlemmerne.

Det koster 25 kroner om måneden at være medlem og ud over chancen for at komme med til festivallen, får du også hvert år tilsendt en trykt udgave af det kommende års medietendenser.

Læs mere om medlemskab her


Får rød, blå og lilla blok ens opmærksomhed?

Mads Kæmsgaard Eberholst og Mark Blach-Ørsten fra RUC kortlægger dagligt, hvordan meget plads rød, blå og lilla blok får i medierne.

Lige nu består listen af over 100 medier og ud fra en visuel aflæsning af grafikken ligner det, at der er en svag overvægt mod blå dominans.

Tjek selv


Socialdemokratiet dominerer TV2 Fyn

TV2 Fyn har lavet et samarbejde med MediaCatch, som tracker alle politikere og partier, der får skærmtid hos TV2 Fyn.

Billedet viser en overrepræsentation af Socialdemokratiet, som har fået 43 minutters skærmtid i løbet af valgkampen. (målt onsdag kl. 15)

Næst mest eksponerede parti er Danmarksdemokraterne med 16 minutter.

Om det er positive eller negative historier, som partierne har optrådt i, måles ikke. Men interessante tal, som måske især giver mening i forhold til at opdage, hvilke partier der underrepræsenteres.

Moderaterne, som står til 10 procents vælgertilslutning i meningsmålingerne, har for eksempel kun fået fem minutters skærmtid i hele valgkampen. Omvendt er det måske også deres egen skyld eftersom deres kandidater springer fra på stribe fra aftalte interviewaftaler.


Nyt job

Joblisten opdateres af mennesker hver dag og har derfor altid Danmarks mest komplette oversigt over ledige åbninger i medie- og kommunikationsbrancherne.

Tjek jobbene her og foreslå din HR-chef, at jeres job slås op her fordi:

  • Joblisten har branchens mest kompetente og udviklingsinteresserede læsere.
  • Joblisten er billigst.
  • Ved at bruge Joblisten, støtter I udgivelsen af dette nyhedsbrev                   

Grafik fra dagens valgnyhedsbrev. Se flere grafikker her


Netværk for medieledere

Medietrends har i snart fem år drevet et netværk for medieledere med ansvar og interesse for udvikling.

Vi mødes fem gange årligt og fordyber os i et relevant tema. Næste gang er det med besøg af Nadia Nikolajeva, som vil give netværket en strategisk forståelse for mulighederne med TikTok.

Jeg er desuden lige vendt hjem fra Websummit og vil derfor også give en status for se nyeste tanker og trends i den globale, digitale verden.

Lige nu er der plads til to nye medlemmer. Hvis du er nysgerrig, kan du læse mere her. Og ellers bare ring eller skriv.


Arbejder du med nyhedsbreve?

Arkivet af optagelser fra tidligere masterclasses bugner i Signup – netværk for nyhedsbreve, og du får adgang til det hele + naturligvis kommende masterclasses.

I arkivet finder du:

  • Mandag Morgen skaber nye medievaner med briefs – Tanja Nyrup Madsen.
  • Courses – amerikanske mediers succeskoncept – Cory Schouten.
  • Undgå spamfiltrene – David McNally
  • Thought Leadership igennem nyhedsbreve – Astrid Haug
  • Det perfekte emnefelt – panel med Ipland, Bigoni, Birkemose og Hallenslev.
  • læserne til at hjælpe med vækst – Tav Klitgaard og Joseph Lichterman.
  • Sådan skriver du nyhedsbreve som en copywriter – Simon Kragh Linde

Og flere andre masterclasses + månedlige temanyhedsbreve.

Næste masterclass er om det personlige nyhedsbrev med Christiane Vejlø.

Næste nyhedsbrev kommer på søndag og her vil jeg blandt andet dele mine erfaringer og resultater med mit popup valgnyhedsbrev og fortælle om en succes jeg har haft med et genoplive nye læsere, som gik død i tilmeldingen til dette nyhedsbrev.

Læs om netværket


Foto: Lars Krabbe for OLFI

Fire minutter med Peter Ernstved Rasmussen

Mads Brügger sendte i sidste uge stafetten videre til Peter Ernstved Rasmussen med disse ord:

Jeg sender hermed stafetten videre til Peter Ernstved, som er chefredaktør for OLFI. Ligesom Frihedsbrevet siger han principielt nej til mediestøtte, og jeg forbliver imponeret af hvor dygtigt og rutineret han driver sin forretning.

Peter Ernstved Rasmussen er journalist, redaktør på OLFI og vært på programmet Frontlinjen på Radio4

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Det gør uden sammenligning Forsvarets miserable tilstand. Jeg er oprigtigt talt bekymret for min egen og danskernes sikkerhed, fordi politikerne gennem årtier har udsultet Forsvaret og samtidig pålagt det flere opgaver. Vi har i dag et forsvar, der er ved at knække over, fordi det mangler våben, ammunition, materiel, køretøjer, ordentlige indkvarteringsforhold og vigtigst af alt personel. Med krigen i Ukraine er virkeligheden ved at gå op for politikerne, og forsvar er langt om længe kommet højere op på den brede samfundsdagsorden. Det var på tide!

Vi stirrer ind i et skrækscenarium med næsten daglig eskalation af krigen i Ukraine, og vi er slet ikke klar til at imødegå truslen fra Rusland. Hvis det fortsætter som nu, risikerer vi at ende i Tredje Verdenskrig. Vi har ikke noget beredskab, og risikoen for en langvarig og meget dybere krise er overhængende, fordi vinteren kommer til at gøre ondt i hele Europa. Det får konsekvenser for os alle. De geopolitiske, tektoniske plader forskyder sig hastigt i disse måneder. Men det er som om, at vi ikke rigtigt kan rumme det og af samme årsag fokuserer på vores egen næsetip. Suk.

Derfor fylder det også hos mig, at andre medier nærmest ikke har fokuseret på forsvars- og sikkerhedspolitik i den igangværende valgkamp. Jeg savner i den grad medier og redaktører, som tager sikkerhed alvorligt og begynder at sætte det på dagsordenen, så vi kan ruske danskerne ud af tornerosesøvnen. Det er nødvendigt, og det er på høje tid.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Det kan virke som en tak for stafetten, når jeg gerne vil fremhæve Mads Brüggers Frihedsbrevet, som går i flæsket på alt og alle. Jeg købte abonnement for at lytte til podcast-serien om Sahra-Josephine Hjorth, serien om Rasmus Prehns brug af firmakort og partiernes lyst til at omgå reglerne for at få støtte er klassisk Frihedsbrevet og vigtigt tidsaktuel journalistik.

Jeg tillader mig også at fremhæve Esben Agerlin Olsen, som jeg selv har haft fornøjelsen at sparre med. Han blev fyret i en sparerunde på Nordjyske Medier efter at have dækket Nordjylland fra Christiansborg, og i stedet for lede efter nyt arbejde, etablerede han sit eget netmedie Nordtinget, som nu dækker dansk politik fra Christiansborg med en nordjysk stemme. Det er godt tænkt, solidt journalistisk arbejde og meget inspirerende.

Slutteligt må jeg sige, at komiker Jonatan Spang i virkeligheden også giver mig håb. Han er uden sammenligning Danmarks dygtigste komiker, som med Tæt På Sandheden uge efter uge formår at udstille det tidsaktuelle hykleri med bidende skarp humor af høj klasse.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Mediebranchen bør i langt højere grad gøre brug af fagjournalister, som kender deres stofområde og derfor kan levere journalistik af højere kvalitet end generalisterne. Dem skal der også være plads til, men fagjournalister forsvandt med sparerunder en masse næsten helt og holdent fra den brede samfundsdækning. Det var en stor fejl, og jeg håber, at fremtiden tilhører fagjournalisterne.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Vi kan lære af historien mere end af en specifik branche. Ærlighed betaler sig, og ingen er fuldkommen. Medierne skal lære at erkende egne fejl og sige undskyld, når det er på sin plads. Da vi på OLFI kom til at erklære Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet fyret, satte det brand i Twitter. Bare 20 minutter efter udgivelsen kunne Forsvarsakademiet afvise historien på samme sociale medie. Av, av, av. Vi fjernede artiklen og vores oprindelige tweet, udsendte et dementi, tweetede fejlen og sagde undskyld til både Peter Viggo Jakobsen og Forsvarsakademiet. Det pudsige var, at vi høstede mere ros end kritik. Ikke for historien, men for at have handlet hurtigt og lagt os fladt ned med en uforbeholden undskyldning. Den fadæse kan andre lære af …

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Det bør Ditte Okmann fra B.T. Hun må være Danmarks dygtigste sladretante, som på sin egen afslappede og bramfrie facon med ”Det, vi taler om” har formået at skabe et podcast-format, som med et voksende og trecifret-tusindtals antal lyttere fredag efter fredag vender ugens vigtigste sladderhistorier med no bullshit og hvidvin i glassene. Stemningen er løssluppen, men indholdet er knivskarpt, velresearchet og leveret med bid og høj journalistisk kvalitet.


Læs også