Avisdød kan smitte

Velkommen til Medietrends nyhedsarkiv. Hvis du ønsker at få friske nyhedsbreve kan du gratis tilmelde dig det ugentlige nyhedsbrev ved at klikke HER

Godmorgen

Mens chefredaktør Kristoffer Gravgaard på Bornholms Tidende i ugens begyndelse lagde sidste hånd på en pressemeddelelse om, at Ugeavisen Bornholm stopper som selvstændig udgivelse, sad chefredaktør James Harding på det britiske slow-medie Tortoise og spekulerede over nøjagtig samme emne.

Ikke den bornholmske avissituation specifikt, men hvad der generelt sker, når printaviser dør, og om den ene printavis død kan trække den næste med sig.

James Harding pointerer, at printaviserne har en fælles infrastruktur, som kun kan overleve så længe tilpas mange printaviserne benytter den. Det gælder for eksempel trykkapacitet, distribution og sågar salg i kiosker og butikker, hvor det kun giver mening at overlade attraktive hylder til aviserne, hvis der er et passende udbud.

Isoleret set giver Bornholms Tidendes beslutning om at lukke ugeavisen god mening, fordi bladhuset konkurrerede med sig selv. Men beslutningen bekræfter også James Hardings analyse.

En af konsekvenserne af den bornholmske beslutning er nemlig, at den ø-dækkende distribution afvikles og dermed er infrastrukturen for udgivelse af printaviser på Bornholm radikalt forringet – ikke at der mig bekendt stod nogen nye aviser på spring eller at Bornholms Tidende for den sags skyld var forpligtet til at dele sin distribution med andre.

Men Harding har ret. I det store og hele overlever printaviserne på, at de ikke står alene med de enorme udgifter til tryk, distribution og salg. Og derfor er der en ukendt smertegrænse for, hvor mange printaviser, der kan dø, før hele økosystemet af aviser er truet.

Så kan man sige, og hva’ så? Vi har jo de digitale medier – endda ofte fra de samme redaktioner. Yes, det er rigtigt, men som selvsamme Harding også påpeger – og han kommer fra et digitalt medie – så er der ingen platforme, der kan matche printavisernes evne til at prioritere på det væsentlige.

Konsumerer du dine nyheder digitalt, er der en overhængende sandsynlighed for, at det er algoritmer hos de sociale medier, der styrer din nyhedsprioritering. Får du nyhederne analogt, er det derimod drevne avismagere, der prioriterer.

Det gør en forskel.

I den forbindelse er det værd at nævne, at nyhedsbreve er de digitale mediers bedste bud på at tilbageerobre magten fra techplatformene. Nyhedsbreve er som printaviser kontrolleret og prioriteret af redaktionerne, de slipper udenom algoritmehelvedet og udkommer ovenikøbet mere regelmæssigt end det mest pligtopfyldende avisbud kan matche.

James Harding selv udkommer i øvrigt på det noget besynderlige format, nemlig en telefonsvarer. Yes, du læste rigtigt. Lyt selv med her.

Nu er det tid til resten af nyhedsbrevet

🙏

Jan

⇓

Misinformation spredes fortsat hurtigt

Obskure påstande fra internettets mørke dyb spreder sig stærkere end nogensinde til det politiske magtcentrum.

Det skriver Axios på baggrund af de seneste masseskyderier i USA.

Efter skoleskyderiet i Uvalde gik rygterne hurtigt på platformen 4chan, at gerningsmanden var en transkønnet venstreorienteret alien. Den påstand blev hurtigt viderekolporteret i et tweet af Paul Gozar, der er medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne.

I Buffalo blev 10 sorte mennesker skudt og dræbt. Men masseskyderiet blev betegnet som et false flag operation – altså et attentat begået af en sort for at kaste mistanke mod hvide. Disse påstande blev også hurtigt samlet op af personer i den republikanske top.

Sagen er, at hver eneste masseskyderi altid udløser de samme fortællinger igen og igen og at politikerne alene af den årsag burde være på vagt over for dem. Men lysten til at tro på bestemte bortforklarende narrativer vejer tilsyneladende tungere.

www.axios.com

⇓

Fire minutter med Jeppe Findalen

Jan Jensen sendte i sidste uge stafetten videre til Jeppe Findalen med disse ord:

Stafetten sender jeg videre til Jeppe Findalen, redaktionschef på Frihedsbrevet. Jeppe er Cavlingprisvinder og en dygtig graver. Jeg vil gerne høre, hvad det er for mål, han selv og Frihedsbrevet sætter for journalistikken.

Jeppe Findalen er journalist og redaktionschef, Frihedsbrevet.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Mit job består i høj grad i at kæmpe for, at Frihedsbrevet udkommer med mere og endnu bedre undersøgende og kritisk journalistik. Vi har en gylden mulighed med et fantastisk hold journalister, så det skal bare lykkes.

Jeg har lige hørt, at man på chefgangen i en virksomhed, vi for nylig har skrevet om, er hunderæd for, at vores historier spreder sig til andre medier. De går simpelthen rundt derinde med hinanden i hånden og holder vejret, i håbet om at det hele går væk. Det er enormt pirrende og motiverende for os på Frihedsbrevet. Det udstiller også, at der bliver spekuleret i vores størrelse, hvilket jeg godt kan lide tanken om.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

At DR har stået fast i sagen om Ellen Imellem. Ikke fordi jeg er den store fan af programmet, men fordi der de seneste år har været en tendens til, at DR altid har undskyldt og trukket i land, så snart trykket udefra blev for voldsomt. At DR begynder at stå fast kan ikke andet end føre et stærkt kreativt miljø med sig, som der helt sikkert vil vokse nogle geniale koncepter ud af.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Blive bedre til at gøre det, vi forventer af andre. Det er enormt hyklerisk og ødelæggende for mediernes troværdighed, når mediechefer kommer med håbløse søforklaringer eller nægter at svare på kritik ved at gå i flyverskjul og gemme sig bag en mur af spindoktorer. Hvordan kan vi forvente af ministre og magtfulde erhvervsfolk, at de stiller op til fransk vask og strygning, når vi selv stikker hovedet i busken?

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg tror, at vi skal passe på med at lære for meget fra andre brancher. Nyhedsredaktionerne har allerede adopteret klik-tavler, blinklys og rekord-kage fra salg og marketing. Måske er tiden inde til, at vi låner lidt fra skak og lystfiskeri inden for den undersøgende journalistik og giver folk friheden tilbage. På Frihedsbrevet skal vi fortsætte med at tiltrække nye abonnenter, og det er jeg overbevist om, at vi gør bedst, ved at passe vores arbejde. Jeg lyder som en bedaget bodega-romantiker lige nu, men jeg er også blevet 37, har to børn og en tvivlsom Toyota, der hele tiden går i stykker, så jeg føler, det er inden for skiven.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Asger Juhl, chefredaktør på Den Uafhængige. Asger er en utrolig dygtig og inspirerende journalist, som har valgt at leve på en sten, fordi han brænder for sit projekt. Han har med garanti for fire minutters guldkorn i inderlommen på sin strikkede vest til Medietrends læsere. 

Læs med i næste uge og se Asger Juhls svar.

⇓

Sagen om Berlingskes havfruetegning havner i Højesteret

Det er ugens gode nyhed, at Procesbevillingsnævnet har besluttet, at Berlingskes satiriske havfruetegning har principiel karakter og derfor skal behandles i Højesteret.

Det betyder, at Berlingske får mulighed for at en third opnion på erstatningssagen, som avisen har tabt i både byret og landsret. Begge domstole mener, at Berlingske har krænket rettighederne hos efterkommerne til skaberen af Den Lille Havfrue.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen betegner sagen som principiel fordi efterkommernes små sko (mine ord) krænker ytringsfriheden.

Hvis der er en ting, jeg savner i den endeløse strøm af krænkelsessager med disse efterkommere fra billedhugger Edvard Eriksen, så er det at få en kommentar fra dem.

I hundredevis af artikler flyver de under radaren og det tætteste de kommer på eksponering, er hvis deres advokat bliver citeret.

Men hvem er de? Hvad tænker de? Er det simpelthen deres tilværelse at malke deres forfaders ophavsret?

www.berlingske.dk