Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Marchen Neel Gjertsen

Marchen Neel Gjertsen er chefredaktør på Jyllands-Posten

Udgivet

den

Marchen Neel Gjertsen er chefredaktør på Jyllands-Posten

Fire minutter med X er en Q&Aserie, der kører hver uge i Medietrends ugentlige nyhedsbrev. Se andre medieprofiler svare på samme spørgsmål her. Tilmeld dig nyhedsbrevet og få fremtidige Q&A.


Per Mikael Jensen sendte i sidste uge stafetten videre til Marchen Neel Gjertsen med disse ord:

Hun er en kolossalt dygtig og anerkendt journalist, som for nylig foretog det store skridt, at hun fremover skal være dygtig til at gøre andre bedre – i stedet for ’blot’ selv at være hamrende dygtig. Den overgang er nærmest identitetsforandrende og givende, hvis den lykkes. Og ikke så få er fejlet.

Marchen Neel Gjertsen er chefredaktør på Jyllands-Posten.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

De fleste af mine arbejdstimer går med at forsøge at fremtidssikre Jyllands-Posten. Lige nu har vi lanceret nye nyhedsbreve, genbesøger hele vores digitale produktstrategi og finpudser retningen for alt vores indhold. Så det er lidt en mundfuld. Det går os fantastisk godt, men som mange medier har vi brug for at finde ud af endnu hurtigere, hvordan vi får et yngre publikum til at abonnere på vores journalistik. Det kræver relevant indhold, nye måder at arbejde på, fuld fokus på den digitale omstilling. Den belønning – at se vores 150 år gamle (papir)avis træde ind i nye tider – kan gøre mig helt rørt af begejstring.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Okay, avs, jeg lyder så mega gammel nu  – men jeg ser mest håb i ungdommen. Det var en yngre generation hos medierne, der skubbede på for vores eget selvopgør med krænkelser, sexisme og dårlig ledelse. De er også mest utålmodige på vores digitale omstilling eller for den sags skyld den grønne omstilling. Det giver mig håb om en ny tid for hele vores branche.

Og der er en generation af journalister, som voksede ud af 24 Syv (altså det ægte!) som måske har skabt en kultur, hvor vi tydeligere ser værdien af det fandenivoldske, det krøllede og den kritiske journalistik på en måde, der er mindre støvet end hos de gamle medier. Frihedsbrevet er f.eks. også klart det medie, der oftest imponerer mig på indholdet for tiden.

Jeg tror på indignation, mod og retfærdighedssans som journalistens vigtigste evner. Den energi bør præge alle medier og alle redaktionsmøder. Det håber jeg vil præge fremtiden – ikke kun i journalistikken, men også på vores arbejdspladser i det hele taget.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Det kunne blive en lang liste. Men fem vigtige:

  1. Vi skal passe på med ikke at lade pseudoarbejde og managementkultur æde sig ind på redaktionerne.
  2. Vi skal være lige så kritiske over for os selv, som vi er over for andre magthavere.
  3. Vi skal investere og smadre igennem på den digitale omstilling med 2000 km i timen – hurtigere end de fleste medier inkl. mit eget gør i dag.
  4. Vi skal vi blive bedre til at forstå, hvem vi er sat i verden for: læserne! Det vil sige samfundet. Vi må ikke være en branche, der lukker sig om sig selv, eller hvor alle er ens. Vi er intet værd, hvis ikke vi spiller en rolle i samfundet eller gør en forskel på læserne/lytterne/seerne. Det er ikke altid, jeg fornemmer den energi hos alle i mediebranchen. Men vi er SÅ priviligerede. Så lad os lige få fingeren ud af r…. og sætte alt ind på at lave mere god journalistik alle sammen.
  5. Vi skal fokusere på de gode historier. Så giver alt det andet også sig selv.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Vi skal holde op med at klynke over techgiganternes indtog og evne at slå dem i stedet. Det kræver, at man lærer at sætte brugerne i centrum for alt, hvad man gør. Der har mediebranchen en tendens til at hvile lidt vel rigeligt på tilliden til egne interne logikker. Og så skal vi holde fast i, at indholdet er det vigtigste. Der kan vi måske lære lidt af bageren. Det er lige meget, hvad bageren hedder eller hvor hæderkronet bagerbutikken var engang, hvis ikke franskbrødet er værd at spise.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Jeg vil gerne give stafetten til Jan Jensen på Ekstra Bladet. Fordi han holder fast i kritisk sportsjournalistik, der afdækker magten og følger pengene. Og med sine mange år som både almindelig bladsmører og høj chef må han have lært et eller andet, som måske kan komme os andre til gavn at lytte til.

Læs også