Connect with us

Nyt job

ROMU søger digital medarbejder til salg og marketing

Har du dyb indsigt i og erfaring med digital teknologi? Har du stærke kompetencer inden for salg og marketing? Og har du lyst til at arbejde med historie og kulturarv for ti spændende museer omkring Roskilde Fjord? Så er du måske lige netop den kollega, ROMU søger nu

Udgivet

den

ROMU søger digital medarbejder til salg og marketing

JOBANNONCE

Museumsorganisationen ROMU driver 10 museer og besøgssteder i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner. ROMU er en markant aktør i kulturlivet og har en ambition om at aktualisere viden om kulturarv og gøre denne relevant og vedkommende.

ROMU havde i 2020 støt stigende aktivitet på digitale platforme og satser fortsat på at åbne og udbrede kulturarv gennem digital tilstedeværelse af høj kvalitet. Derfor søger vi nu til en fast stilling en medarbejder til at håndtere den digitale brugerrejse for de besøgende på de digitale platforme, ROMU har ansvaret for. Det er et erklæret mål for stillingen, at ROMU gennem digital aktivitet skal sælge mere og tiltrække flere besøgende til museerne.

Arbejdsområde

Du bliver ansat i museets afdeling for salg og marketing med reference til den kommercielle chef. Dit arbejdsområde indebærer samarbejde med museets øvrige afdelinger og fagområder, og du skal have en interesse for og lyst til at arbejde med historie og kulturarv i samarbejde med andre.

Vi søger en medarbejder til en afvekslende stilling, med indhold der handler om at opdatere og vedligeholde museumsorganisations hjemmesider og webshops, løbende at ajourføre præsentationen af museerne på andre platforme samt tage ansvar for den kommercielle del af organisationens brug af sociale medier og nyhedsbreve.

En væsentlig metode til at forbedre og styrke det digitale arbejde er indsigt i brugere, målgrupper og digital trafik, hvorfor en vigtig del af arbejdet også vil bestå i at analysere digitale brugerdata og omsætte analyserne til handling og operationelle mål og forslag til kolleger på tværs af organisationen.

Forventninger til ansøgeren

Den succesfulde kandidat til stillingen som digital medarbejder på ROMU kan sige ja til følgende:

  • Du skal have en relevant uddannelse inden for web og/eller salg og marketing.
  • Du skal gerne have dokumenteret erfaring med online salg og marketing.
  • Du skal færdes hjemmevant inden for CMS-systemer såsom WordPress, SEO-analyser, Mailchimp, Google Ads samt redskaber til annoncering på Facebook.
  • Du skal kunne udarbejde strategier og kampagner og samtidig eksekvere samt rapportere inden for området.
  • Du skal være i stand til selvstændigt og sikkert at kunne redigere billeder og andet relevant materiale til web, sociale medier og nyhedsbreve, og have et stærkt grafisk og visuelt overblik.
  • Du skal have øje for og opsøge kommercielle samarbejdspartnere, der udfolder sig digitalt.
  • Du skal have sikre skriftlige og mundtlige formuleringsevner.
  • Du skal have interesse for og lyst til at arbejde værdiskabende med historie og kulturarv med basis i området omkring Roskilde Fjord.

Stillingen

Stillingen er på 37 timer ugentligt og til besættelse 1. juli 2021 eller snarest derefter. Aflønning sker efter gældende overenskomst.

Deadline for ansøgning er fredag den 11. juni 2021 kl. 12.00.

Ansøgning og CV sendes til romu@romu.dk med følgende ord i emnefeltet: ’Digital medarbejder’

For yderligere oplysninger om stillingen kontakt:

Kommerciel chef Anette Gade Kristensen på mobil 60 89 46 99 eller mail anetteg@romu.dk.


ROMU beskæftiger omkring 50 årsværk fordelt på næsten 80 forskellige personer. Det er en dynamisk organisation, som bliver stadig mere digital. Arbejdet finder sted ud fra en vision om, at museumsorganisationen gerne skal lade mennesker møde fortiden i nutiden for at vi sammen kan forme en bedre fremtid. Læs mere på romu.dk.

Læs også