Artiklen er skrevet Kasper Skov Jensen, der er ekspert i redaktionelle onlineværktøjer og står bag sitet viguider.dk.
Der er rigtig mange informationer på nettet, du skal holde øje med. Du skal selvfølgelig løbende have et overblik over hvad danske og internationale medier skriver. Måske sker der noget vigtigt på Twitter? Lander der en brugbar pressemeddelelse i din indbakke?
Når du har taget turen mellem alle fanerne i din browser, kan du starte forfra. Det koster en masse tid, som kan bruges smartere.
Når du har læst den her guide er det slut mellem at fare fra et medie til et andet i forsøget på at holde overblikket. Her lærer du nemlig at samle det hele ét sted takket være tjenesten Feedly, du både kan bruge i din browser og som app
Det er ikke gratis, men det koster kun lidt over 600 kr. det første år – det efterfølgende år stiger prisen til det dobbelte, men jeg lover, at det er alle pengene værd.
Det hele begynder med RSS-feeds
Gratisversionen af Feedly er en RSS-læser. Som du måske ved er RSS en simpel måde at samle nyheder på. Næsten alle medier har et RSS-feed, og hver gang der bliver publiceret noget nyt opdateres feedet automatisk.
Ved at bruge RSS-feeds slipper du for at gå ind på hvert enkelt nyhedssite, hver gang du vil tjekke nyheder. Feedet indeholder oftest rubrik og underrubrik, og når du så klikker på linket åbner artiklen i sin helhed hos kilden.
I mit RSS-feed herunder kan du se, at jeg har et overblik over nyheder fra flere danske kilder:
RSS er en gammel og simpel teknologi, men selvom den er gammel, er den genial til at få overblik over nyheder fra flere kilder. I Feedly kan du f.eks. lave en gruppe med nyheder om dansk politik og en anden gruppe med sportsnyheder. Til de to grupper kan du så tilføje relevante RSS-feeds fra medier som for eksempel Altinget og Tipsbladet.
Twitter-lister
Feedly er en glimrende RSS-læser, men det ekstremt smarte gemmer sig i den version, der hedder Feedly Pro+ Det koster $8,25 pr. måned det første år og $12 om måneden efterfølgende hvis du vælger et årsabonnement. Og det er alle pengene værd. Pro+ kan nemlig spare dig dyrebar tid hver eneste arbejdsdag, når først det er sat op.
Udover stadig at kunne bruges til RSS-feeds, får du med Pro+ nogle helt nye muligheder. Du kan bl.a. tilføje Twitter-brugere og Twitter-lister til dine feeds.
Jeg anbefaler at organisere de Twitter-brugere, du vil holde øje med i Twitter-lister og så importere listen til et Feedly-feed bagefter. På den måde kan du altid tilføje og fjerne brugere fra dine lister, og det vil automatisk blive afspejlet i Feedly. Du vælger selvfølgelig selv om du vil oprette en offentlig eller privat Twitter-liste. Du kan også bruge de lister, der allerede findes.
Jeg har lavet en privat Twitter-liste kaldet “Int techbosser” på listen for tweets fra nogle af topcheferne for teknologigiganter som Alphabet og OnePlus.
I mit feed om dansk politik har jeg blandt andet tilføjet tweets med #dkpol og Twitter-listen “Politiske dk-journalister” fra DR Nyheder.
Mindre rod i indbakken
Der er en funktion, der kan hjælpe dig med at holde styr på indbakken. Du kan nemlig få vist mails i Feedly også. Når du opretter en ny kilde i Feedly kan du generere en specifik mailadresse, hvorefter alle de mails der bliver sendt til den, vises i det feed.
I det her eksempel har jeg oprettet et feed med mails om dansk og efterfølgende lagt det i min gruppe “DK politik”
Nu har jeg så flere muligheder for at samle politiske nyhedsbreve i mit nye feed. Jeg kan enten tilmelde mig direkte til nyhedsbreve ved at bruge den specifikke mailadresse genereret til lige præcis det her Feedly-feed, eller jeg kan opsætte filtre i mit eget mailprogram, der automatisk videresender de relevante mails til den. Jeg synes filtre giver det bedste overblik. På den måde kan jeg altid gå tilbage i mailprogrammet og se, hvilke filtre, jeg bruger.
I eksemplet her bruger jeg Gmail, men grundlæggende fungerer filtre på samme måde uanset mailprogram.
Opsætning af mailfiltre
Først skal jeg indstille Gmail til at kunne videresende mails til den mailadresse, jeg lige har oprettet i Feedly. Det gøres i “Indstillinger” → “Videresendelse og POP/IMAP” → “Tilføj en adresse til videresendelse.”
Jeg skriver mailadressen fra Feedly og trykker “Fortsæt”. Nu sendes der en mail med en bekræftelseskode. Mailen dukker op i Feedly-feedet. Jeg sætter bekæftelseskoden ind i Gmail-indstillingerne og bekræfter.
Så langt så godt. Nu kan jeg videresende mails til mailadressen.
Som det næste skal jeg oprette et eller flere filtre i Gmail. Det gør jeg under “Filtre og blokerede adresser” i indstillingerne.
Når jeg trykker “Opret et filter” kan jeg vælge hvilke parametre, der skal udløse handlingen. Her kan jeg eksempelvis skrive en bestemt afsenderadresse eller bestemte ord, der skal indgå i mailen. Trykker jeg “Søg” tester jeg det i min indbakke; det vil sige at jeg kan se om afgrænsningen fanger de mails, der skal fanges. I eksemplet her opretter jeg et filter, der indeholder ordene “Altinget nyhedsbrev”
Nu skal jeg så vælge, hvad der skal ske, når filteret aktiveres. Her kan jeg blandt andet vælge, at mails skal sendes videre til Feedly-adressen.
Det kan kræve et par justeringer at ramme helt plet med opsætningen af filtre. Men når det først kører, skal du aldrig tænke på det igen.
Og husk, at du kan videresende alle de mails, du vil. Jeg har blandt andet flere filtre, der sørger for at videresende mails til mit pressemeddelelses-feed i Feedly; mails fra Ritzau, Mynewsdesk og andre ryger automatisk derover.