Connect with us

Medietrends nyhedsbreve

Ved du hvorfor du eksisterer?

• Kæmpe gevinster til medier der genopslår på Facebook
• Krigen er brudt ud i indbakken
• En god uge for kvindelige mediechefer
• Axios hælder deres koncept på flasker
• Indisk avis pakkes ind i stofomslag

Udgivet

den

Sådan endte jeg som fascistoid poster boy

Velkommen til Medietrends nyhedsarkiv. Hvis du ønsker at få friske nyhedsbreve kan du gratis tilmelde dig det ugentlige nyhedsbrev ved at klikke HER

Godmorgen

Indtil vi alle begyndte at snakke om corona, var et af de helt store temaer purpose. Ikke bare i medieverden, men over alt. 

Et purpose er et mål eller formål, som er større end bare det at skabe et eller andet produkt – uanset om det er nyheder, mundbind eller makrelmadder. 

Når man kender sit purpose, ved man hvorfor man eksisterer og det bliver lettere at forklare omverden, hvorfor de skal forholde sig til en og hvad de kan forvente.

Selvom det lyder banalt, er der blevet brugt mange konsulenttimer på at finde frem til purpose her og der. Og ofte ender det alligevel med at være en udvandet og værdiløs sætning.

Jeg blev derfor glad, da jeg i denne uge faldt over et billede af aviskiosken på Frederiksberg Rådhusplads. Den blev desværre revet ned i 1988, men tjek lige, hvor skarpt B.T. har formuleret det, de formentlig ikke engang vidste var et purpose 👇

B.T. producerer ikke nyheder, de producerer samtaleemner. Dagens vigtigste vel at mærke.

Hvis du vil udvinde det rigtige purpose for din virksomhed, forening eller måske dig selv helt personligt, er her et par råd, jeg samlede op sidst jeg var til en fysisk konference, .. those days, nemlig Websummit i Lissabon i 2019:

  • For at finde det rigtige purpose, skal du rode i din virksomheds historie, baggrund og forstå, hvilken værdi I skaber.
  • Lyt både til kunder/brugere og hør hvad de bekymrer sig om, men brug også din intuition for at finde det rigtige mål.
  • Purpose skal være autentisk, troværdigt og matche dit brand.
  • Purpose definerer, hvad virksomheden bør og ikke bør gøre.
  • Purpose skal være tilstrækkeligt overordnet og fleksibelt, så det kan tilpasses til forskellige markeder og situationer.
  • Vær modig og vælg purposes med kant.

Apropos meningen med det hele, så er alle journalisterne på Jysk Fynske Medier travlt optagede af at formulere deres eget faglige purpose – også kaldet læserløfter. Læs min tidligere artikel om det projekt her.

Ugens nyhedsbrev indeholder fem historier – og til sidst kan du se en avis, der lod sine 204 sider sy ind i en stofsæk, som for- og bagside blev trykt på.

God læselyst – Jan


Else Hansen og hendes kiosk i 1988. Peter Hauerbach/ Frb. Stadsarkiv

1. Kæmpe gevinster til medier der genopslår på Facebook

Langt de fleste medier udgiver kun deres indhold en gang på Facebook og så haster de videre. Men for dem, der slår indholdet op flere gange er der virkelig store gevinster at hente.

Det viser et omfattende studie af 600 medier, 1,85 millioner Facebook-delinger og hele 2,8 milliarder Facebook-klik (læser fra FB):

  • I gennemsnit får udgiverne på genopslaget 67% af det antal klik, de fik ved første opslag.
  • I 13% af tilfældene får udgiverne flere klik ved genopslaget end ved det første.
  • De udgivere, der fra tid til anden genopslår indhold på Facebook, modtager typisk 14 procent af deres totale trafik fra genopslagene.
  • Alligevel genopslås kun 8% af mediernes indhold.
  • 41% af udgiverne genopslår inden for det første døgn. Knap 10% mere end 50 dage efter det oprindelige opslag.

2. Krigen er brudt ud i indbakken

Det kan virke absurd, at en af de mest lavteknologiske platforme er endt med at blive det måske vigtigste redskab for medier, virksomheder, organisationer og ja, nærmest hvem som helst, der er afhængig af kommunikation og kontakt.

Men sådan er det her i 2021, hvor emailen fylder 50 år.

Efter nyhedsbrevene igennem de seneste fem år stille og roligt har udviklet sig til centrale og effektive kanaler til brugerne, har den globale pandemi sat så meget ild til fænomenet, at indbakkerne nu er rødglødende og de allerstørste techgiganter er nu ved at møve sig ind på området.

Jeg har taget temperaturen på nyhedsbrevsuniverset (rødglødende) og du kan blandt andet læse om Jysk Fynske Mediers oprustning, der inkluderer en dedikeret nyhedsbrevsredaktør.

3. En god uge for kvindelige mediechefer

Mediebranchen har underskud af kvindelige ledere, men i denne uge blev regnskabet lidt mere balanceret:

  • På Ritzau sætter Line Jakobsen sig som direktør og nyhedschef for samtlige redaktioner. Hun overtager stillingen fra Søren Funch, der følger med Ritzau Finans over til JP/Politikens Erhvervsmedier.
  • På Mandag Morgen overtager Tanja Nyrup Madsen rollen som chefredaktør. Hun har tidligere været redaktionschef samme sted. Jakob Nielsen fortsætter som chefredaktør for Altinget og Lisbeth Knudsen bliver strategidirektør for koncernen.

4. Axios hælder deres koncept på flasker

Nyhedsbrevssuccesen Axios, som jeg måske har trættet dig med lidt for mange gange, sælger nu deres særlige koncept på licens.

Jeg aner ikke, hvad det koster, men man kan få adgang til deres platform og udgive ligesom Axios selv. Tilmed har de skruet en skabelon sammen, som hjælper med at få skrevet nyhedsbrevet efter den formidlingsform, som de har opfundet under navnet Smart Brevity.

5. Indisk avis pakkes ind i stofomslag

Hvad gør man, når man udkommer i en tekstil by og skal markere sin 15 års fødselsdag?

Jo, man pakker selvfølgelig samtlige 204 sider ind i en stofsæk og printer forside og bagside på den.

Ideen er hermed givet videre til Ikast-BrandeNyt.

En stor opfordring…

Hvis du kan lide nyhedsbrevet, må du meget gerne hjælpe.

1. Du kan udbrede kendskabet ved at dele nyhedsbrevet med venner og kolleger.

2. Du kan støtte med 25 kroner om måneden

3. Eller du kan overbevise din HR-afdeling om, at de skal slå ledige mediejob op på Medietrends, fordi det er her, der vrimler med kloge mennesker som dig

4. Eller måske 1+2+3 = ❤️️

Vi ses igen om en uge

Jan

Læs også