Connect with us

Original

Dit ansigt afslører dit politiske standpunkt

Kunstig intelligens kan kompromittere journalisters faglige neutralitet eller (mis)bruges til at analysere politiske holdninger blandt kendte eller ukendte personer

Udgivet

den

Dit ansigt afslører dit politiske standpunkt

Prøv bare at spil neutral og upolitisk, dit ansigt vil alligevel afsløre dine politiske holdninger.

Et nyt studie fra Stanford University i Californien påviser ved hjælp af kunstig intelligens, at teknologien kan afsløre folks politiske standpunkter med en nøjagtighed på mellem 70 procent og 73 procent alene ved at undersøge et billede af personerne.

Forskeren bag projektet Michal Kosinski oplyser, at projektets mål er at sætte fokus på de etiske udfordringer i ansigtsgenkendelsesteknologi. Han har tidligere lavet et tilsvarende kontroversielt projekt, der hævdede at kunne påvise folks seksuelle orientering ud fra deres portrætter.

I det aktuelle projekt har Kosinski oploadet portrætter fra 1.085.795 personer i USA, Canada og Storbrittanien. Billederne stammer fra profiler på Facebook og datingssider, hvor personerne selv har oplyst om de sympatiserer med venstre eller højre side af de politiske spektrum – liberals vs conservative.

Kosinskys algoritme har kortlagt 2.048 digitale udtryk for ansigtstræk og -udtryk, som programmet anvender til at vurdere personernes politiske tilhørsforhold. Den statiske sikkerhed var næsten ens i alle tre lande og på tværs af køn, alder og etnicitet.

Blandt opdagelserne er, at venstreorienterede har større tendens til at vende sig direkte mod kameraet, udtrykke overraskelse og mindre afsky på billederne end højreorienterede.

Briller og frisure gav overraskende nok ikke det store udslag i undersøgelsen.

Forskningspapiret nævner, at skriftlige personlighedstest, hvor de undersøgte personer svarer på værdispørgsmål (f.eks. ”Jeg behandler alle mennesker lige” eller “Jeg mener, at for mange skattepenge går til at forsørge kunstnere”), kun påviser folks politiske standpunkt med 66 procents nøjagtighed.

Sagt med andre ord, kan et enkelt billede altså udpege følsomme oplysninger om menneskers politiske holdninger med større sikkerhed end et omfattende skriftlig spørgeskema, som de selv har deltaget i.

Kosinsky påpeger, at sikkerheden med hans metode (70-73%) helt sikkert kan øges, hvis man analyserede det enkelte menneske på baggrund af mere end et billede. Ligeledes vil de teknologiske landvindinger, der konstant foregår, helt sikkert også forbedrer resultaterne.

Teknologien åbner muligheder for en skræmmende strøm af misbrug og det er den diskussion, som Kosinsky håber, at hans resultater kan sætte ild til.

Han påpeger selv, at myndigheder og nævenyttige embedsmænd kan misbruge teknologien.

Men i dette medieforum er det oplagt at fokusere på, at teknologien dels kan bruges til at kompromittere journalisters faglige neutralitet ligesom medierne på sigt måske også vil kunne bruge redskabet analytisk til for eksempel at analysere personer i demonstrationer eller udvalgte forsamlinger.

Forskningsartiklen er publiceret i de videnskabelige tidsskrift Nature Research Journals:  Scientific Reports

Læs også