• Danske medier propfodrede Facebook i 2020
• dr.dk fylder 25 år
• Danske Medier vil opprioritere regionale og lokale medier
• Elberths fremsyn
• Politikernes virale hits handler om corona, mink og dem selv
• Mette Frederiksen storsejrer på Facebook
• Pernille Vermunds forrygende år på Facebook
• Er der plads til journalistik på TikTok?
Velkommen til Medietrends nyhedsarkiv. Hvis du ønsker at få friske nyhedsbreve kan du gratis tilmelde dig det ugentlige nyhedsbrev ved at klikke HER
Hej og velkommen tilbage til hjemmekontoret!
For tiden er der nok at bekymre sig om. Men der findes gudskelov lyspunkter, der er så livsbekræftende, at de varmer dybt ind i de vinterfrosne, publicistknogler.
Mediebrugere verden over anerkender nemlig værdien af god journalistik så højt, at de måned efter måned helt frivilligt støtter et eller flere medier økonomisk.
Flagskibet i frivillighedsmodellen er naturligvis britiske The Guardian, som lillejuleaften meddelte, at der nu er over 900.000 mennesker, som fuldstændigt frivilligt betaler for journalistikken.
Ikke som et klassisk abonnement, hvor du kun får journalistikken, hvis du (frivilligt) betaler, men som en donation, hvor du får journalistikken uanset om du betaler eller ej.
Hvis ingen betalte, ville ingen selvfølgelig kunne få journalistikken. Men netop det, at støtten fra de mange Guardian-læsere, er en kontant sympatitilkendegivelse til eksistensen af kvalitets journalistik, er ikke bare en god indtægt, men i den grad også et fundament under selve ideen i at udgive kvalitetsjournalistik.
I mine forudsigelser af de 10 tendenser, der vil betyde noget for medierne i år, går jeg mere i dybden med fænomenet og nævner en stribe danske medier og medieprojekter – her i blandt Medietrends – der også supplerer økonomien med frivillige medlemskaber.
Men tendenspapiret blev skrevet før The Guardian satte trumf på tendensen, så derfor måtte jeg lige runde de gode nyheder en gang til.
Af de 900.000 brugere, der støtter The Guardian, er de 268.000 kommet til i 2020 – det svarer til en ny støtter hvert andet minut!
Hvis ikke det er en hyldest til journalistikken, så ved jeg ikke…
👏👏👏
Dette nyhedsbrev indeholder i øvrigt otte historier.
Selvfølgelig kan man have et kritisk forhold til Facebook og samtidig bruge løs af mulighederne på platformen. Sådan har jeg det selv. Men det er alligevel lidt af et paradoks, når jeg år efter år, konstaterer, at de danske medier, bliver mere og mere aktive på Facebook.
I 2020 slog danske medier 12 procent flere opslag op på Facebook end året før. Det betyder, at 67 medier, som jeg måler på, i gennemsnit slår 22 opslag op i timen – hver time, alle årets timer.
Se hvilke medier, der fik mest ud af Facebook og tjek årets virale hit.
Tirsdag fyldte dr.dk 25 år og DR har derfor skrevet et underholdende portræt af platformen og dens tunge fødsel tilbage i 1996.
Blandt andet var daværende radiodirektør Hans Jørgen Skov stærk skeptisk og anførte, at det der internet nok var lidt af en døgnflue. Men da Estlands Radio også havde lanceret en hjemmeside, lod han sig overbevise.
Portrættet indeholder også et nyhedsindslag, hvor Jens Nauntofte præsenterer dr.dk med ordene; “det, der hedder hååme page”.
I øvrigt var det en fremsynet medarbejder, som af egen drift, havde sikret DR domænet dr.dk.
I løbet af foråret – jeg hører marts – bliver de udskudte medieforhandlinger skudt igang og derfor præsenterede Danske Medier i denne uge deres udspil.
Overordnet lægger udspillet op til et opgør med techgiganterne og en ret omfattende omlægning af mediestøtten i favør til de lokale og regionale medier.
Det betyder blandt andet, at DM ønsker:
Grænsen for den maksimale støtte til en titel nedsættes fra 17,5 mio til 14 mio.
Supplementsordningen, som Information og Kristeligt Dagblad, nyder godt af, reduceres med 4% årligt.
En udviklingspulje på 140 mio. kr etableres og målrettes regionale og lokale medier. Pengene kommer dels fra 100 mio. kr, der spares andre steder, og ved at halvere Innovationspuljen.
Og en pulje på 25 mio. kr. til ugeaviser.
Der er tale om en favorisering af etablerede regionale og lokale medier udenfor Hovedstadsområdet. Dels fordi Danske Medier mener, at puljen på 140 mio. kr. ikke skal kunne søges af lokale medier i Hovedstadsområdet (bladkreds 1), og dels fordi de også stiller krav om at medier, der søger, skal modtage produktionsstøtte, hvilket er ensbetydende med, at de har mindst tre redaktionelle årsværk.
Ideen om at favorisere regionale og lokale medier er god, for det er her, at udfordringerne er størst. Men det er synd, at det går ud over små og endnu ikke etablerede medier.
Man kan også anfægte, at puljen på 25 mio. kr til ugeaviser, måske burde defineres bredere, så det var til hyperlokal journalistik – uanset om det udkommer som hustandsomdelt avis eller som et digitalt alternativ.
Fik du læst MEDIETRENDS 2021?
Jeg har udvalgt 10 tendenser, som jeg vurderer kommer til at præge medierne i 2021.
Du kan downloade dem som en printvenlig pdf, eller du kan få dem tilsendt som et trykt hæfte på 28 sider, hvis du bliver medlem af Medietrends for 25 kroner om måneden.
Hvis du er medlem af Dansk Journalistforbund, kan du hente et eksemplar i receptionen på Gammel Strand. Men af hensyn til de flinke mennesker i receptionen, må du meget gerne vente til coronasituationen er bedre.
Hvis du arbejder med kommunikation, gør du klogt i at læse Benjamin Elberths vurdering af, hvad der rykker på kommunikationsfronten i 2021.
Apropos…
… tendenser og kommunikation, så holder jeg snart et webinar om, hvordan udviklingen i medieverden påvirker kommunikationen. Det er DJ Kommunikation, der er vært, så du skal være medlem for at deltage. Til gengæld er det gratis og jeg har allerede pudset webcammet og øvet mig i at kigge mest muligt i kameraet.
Blandt alle Folketingets politikere skabte Pernille Vermund næstmest liv på Facebook i 2020. I løbet af året mere end tredoblede hun antallet af følgere
TikTok er i rivende udvikling, og 2021 kan meget vel blive året, hvor flere danske medier springer på. Her er gode råd fra brugerdata-specialist Malte Jørstad
Så er året skudt igang – vi ses i næste uge
Jan
PS: Hvis du lider en smule af januar-jammer, nedluknings-nedtur, hjemmeskolings-helvede eller corona-culler, så tjek de seks gode råd nederst efter kurserne 👇
3. Eller du kan overbevise din HR-afdeling om, at de skal slå ledige mediejob op på Medietrends, fordi det er her, der vrimler med kloge mennesker som dig