Connect with us

Kurser

Kursus 2021: CrowdTangle – bliv fortrolig med et af de stærkeste journalistiske værktøjer

På en effektiv og inspirerende dag får du styr på CrowdTangle, der er et kraftfuldt, gratis multiværktøj, som bruges verden over til at løfte journalisters arbejde og mediers redaktionelle flows og strategier. Du bliver bedre til at finde solohistorier, cases og tendenser på de sociale medier

Udgivet

den

Kursus: CrowdTangle - bliv fortrolig med et af de stærkeste journalistiske værktøjer

CrowdTangle er et kraftfuldt, gratis multiværktøj, som bruges verden over til at løfte journalisters arbejde og mediers redaktionelle flows og strategier.

Værktøjet er let at arbejde med og kan både bruges til at finde solohistorier, baggrundshistorier, unikt billedmateriale, tendenser og data til analyser. CrowdTangle kan hente informationer fra alle de år Facebook, Instagram og Reddit har eksisteret. Og så kan det i real time vise, hvilke historier der trender og enten er virale eller på vej til at blive det. CrowdTangle kan desuden bruges til analyse af Twitter-opslag – dog ikke med lige så mange muligheder som når det er Facebook, Instagram og Reddit.

CrowdTangle er både velegnet til at forberede journalistisk dækning af større begivenheder som for eksempel folketingsvalg og sportsbegivenheder eller til daglig dækning af fagområder og lokaljournalistik.

Udbytte

På dette 1-dages kursus lærer du:

  • At finde nyheder og historier ved hjælp af CrowdTangle.
  • At forberede din dækning af livebegivenheder – alt fra folketingsvalg til sports- og kulturbegivenheder.
  • At researche og analysere historisk i opslag fra alle de år Facebook, Instagram og Reddit har eksisteret.
  • At benchmarke dit eget medie med andres.
  • At opsætte alarmer, der notificerer dig, når der sker noget på dit stofområde.
  • At skabe data til solide metatrends, der kan bruges til redaktionel strategi og analyse eller spændende journalistik.

Som deltager på dette kursus får du efterfølgende eksklusiv adgang til videooptagelser med gæster, der tidligere har optrådt på kurset. Det er:

  • Craig Silverman, media editor på Buzzfeed,har de seneste to år brugt CrowdTangle systematisk til blandt andet at afsløre en lang række af de største fake news afsløringer i amerikansk politik.
  • SVTs digitale redaktør Malin Dahlberg fortæller, hvordan SVT Opinion under den svenske valgkamp udnyttede CrowdTangle til blandt andet at levere daglige beretninger om vælgernes reaktioner på den politiske debat.
  • Hannah Monderkamp, some-redaktør, på tyske Rheinische Post om at bruge CrowdTangle til lokale nyheder og dækning af valg.
  • Dan Edström, udviklingsredaktør for sociale medier på Expressen,fortæller, hvordan Expressen systematisk udnytter CrowdTangle til alt fra politiske valg, til OL og kongehus. I gennemsnit finder Expressen 10-15 historier om dagen via CrowdTangle.

Du vil desuden stifte bekendtskab med inspirerende cases fra ind- og udland, hvor medier kreativt udnytter CrowdTangle til at styrke deres journalistik, workflow og strategi.

Vigtigt

CrowdTangle blev etableret som startup i 2011, men blev i 2016 overtaget af Facebook, der siden har stillet værktøjet gratis til rådighed for medier verden over. I perioder er der dog lange ventetider på at få udstedt licens til CrowdTangle, men Facebook har garanteret at deltagere på dette kursus får licens til CrowdTangle, som kan bruges af hele mediet – altså ikke kun deltagerne på dette kursus.

OBS: Hvis ikke dit medie allerede har licens til CrowdTangle er det en god ide at tilmelde sig i god tid, så vi er sikre på at CrowdTangle er klar til dig på kursusdagen. Vær opmærksom på, at der findes en Chromeudvidelse, som du selv kan installere, men til kurset skal du bruge en rigtig licens.

Hvem er du?

CrowdTangle er et nyttigt værktøj for alle journalister og medieledere. Kurset henvender sig til dig, der aldrig har prøvet CrowdTangle før eller som har snuset lidt til det og nu vil have systematikken på plads.

Sådan foregår kurset

Kursusdagen er et mix af oplæg, workshop og inspiration.

Underviser på kurset er Jan Birkemose, der er chefredaktør på Medietrends.dk og ekspert i digital udvikling af journalistik og medier. Jan Birkemose har som tidligere chefredaktør for Ugebrevet A4 stået i spidsen for en strøm af analytisk journalistik baseret på tal og data. På Medietrends anvender Jan dagligt CrowdTangle og skriver ofte tendensanalyser på baggrund af værktøjet.

Du skal selv medbringe en bærbar computer.

Pris

Kurset koster 3.700 kroner + moms.

Hvis din arbejdsplads er medlem af Pressens Uddannelsesfond, får du 900 kroner i støtte. Det kræver dog at du tilmelder dig via Mediernes Efteruddannelse. Deres tilmelding åbner først den 2. november. Link kommer her.

Hvis din arbejdsplads ikke er medlem af Pressens Uddannelsesfond, kan du tilmelde dig direkte ved at maile til Medietrends

Prisen omfatter

Prisen inkluderer forplejning.

Hvor og hvornår?

Kurset varer en dag og holdes i Soho i Kødbyen i København den 15. marts 2021

I tilfælde af afbud

Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.

Læs mere om regler for framelding

Læs også