Connect with us

Kurser

Kursus 2021: Besøg London – mediernes hovedstad for kunstig intelligens

AI indtager medieverden og giver os spændende muligheder for redaktionelle produkter, som for bare kort tid siden var ren science fiction. På dette kursus møder du mediernes globale frontløbere i kunstig intelligens. Fire intense dage i London med deep fakes, ansigtsgenkendelse og automatisering.

Udgivet

den

Besøg London - mediernes hovedstad for kunstig intelligens

AI – kunstig intelligens – har piblet og sydet længe, men nu er teknologien så langt fremme, at ikke bare de største mediehuse er begyndt at anvende den redaktionelt. Nu er det også muligt for de mindste.

Et internationalt centrum i det udviklingsarbejde er London og vi vil på dette kursus opsøge frontløberne for at studere deres erfaringer og resultater.

Kurset har et særligt skarpt fokus på de områder, hvor den kunstige intelligens direkte omsættes til nye redaktionelle og journalistiske produkter. Men også distribution og big data, der bidrager til personaliserede medieoplevelser indgår.

Kurset foregår fire dage (3 overnatninger) i London med besøg hos verdens absolut førende aktører indenfor redaktionelt brug af kunstig intelligens. Kurset ledes af Magnus Bjerg fra TV 2, der har arbejdet med kunstig intelligens som fellow på MIT (Massachusetts Insitute of Technology) og Jan Birkemose fra Medietrends.

Mellem besøgene afsætter vi tid til at reflektere over indtrykkene og vi prioriterer højt, at alle har en ide om, hvordan de kan (eller lade være med at) anvende kunstig intelligens i deres arbejde efter kurset.

Lige nu er ”deepfakes” måske det mest opsigtvækkende og fascinerende eksempel på AI i medieverden. Det er en teknologi, som gør det muligt at få personer på video til at sige ting, de aldrig har sagt. Deepfake er mest kendt for de negative manipulatoriske muligheder, men teknologien giver også medier muligheder for konstruktivt at masseproducere og personalisere video.

En af de absolutte globale frontløbere i deepfakes er det danskledede Synthesia, som er placeret i London. Vi besøger dem, prøver selv at lave vores egne deepfakes og får et indblik i, hvor hurtigt udviklingen går lige nu og et bud fra deres CEO på, hvor den er på vej hen.

Vi besøger BBC og Reuters, som begge er langt fremme med redaktionelt brug af deepfakes. BBC eksperimenterer med speakede video af vejrudsigten for enhver flække i Storbritannien, mens Reuters producerer hele sportsreportager uberørt af menneskehænder.

Ligeledes hos BBC møder vi det prisvindende News Labs team og oplever, hvordan de kreativt udnytter nye værktøjer og teknologi til at fortælle vigtige historier. De bruger AI til at transskribere deres enorme videoarkiv og robotjournalistik til at gøre store, landsdækkende historier ultralokale og nære.

Vi besøger London School of Economics and Political Science, der sammen med Google News Initiative sidder på den største videnskabelige vidensbank om, hvordan nyhedsmedier over hele verden allerede bruger AI og automatisering. De giver deres bedste bud på, hvordan man kommer i gang samt hvilke faldgruber, man bør undgå.

Trint er pt en af markedslederne for automatisk transskribering ved hjælp af AI. De har kunder som Associated Press, Sky News og New York Times. Markedets bedste brugergrænseflade kombineret med, at de for nylig har introduceret en dansk sprogmodel, der hele tiden bliver klogere, gør dem til et af de mest interessante, konkrete værktøjer at se nærmere på og prøve af.

Hos The Times og Sunday Times får vi indblik i, hvordan kunstig intelligens anvendes til at sammensætte de mest personaliserede nyhedsbreve og hvordan teknologien har hjulpet mediehuset med at præsentere mere personligt relevant indhold. (dette besøg mangler endeligt tilsagn)

Vi besøger også magasingiganten Condé Naste og får deres bud på fremtidens redaktionelle platform, der skal drive GQ, Vogue og Wired ind i fremtiden.

Vi opsøger også IBM Watson og GrayMeta for at blive klogere på ansigtsgenkendelses og machine vision platforme. Teknologi, som GrayMeta blandt andet hjælper Sky News med at bruge til at genkende gæster ved royale bryllupper og lignende events, hvor mange ansigter skal genkendes på kort tid.

Lige nu arbejder vi også på at møde folk, der arbejder med OpenAI’s GPT-3-system, der skriver tekster som en drøm, og som det meste af tiden også er sande.

Kurset indledes desuden med et indflyvningsoplæg over temaet af kursets arrangører Magnus Bjerg og Jan Birkemose.

Magnus Bjerg: Digital projektleder og eventredaktør for TV 2, hvor han er ansvarlig for blandt andet den digitale dækning af kommunal- og folketingsvalg, nye fortælleformer og digital eksekvering af de største historier fra eksempelvis Operation X. Han er Knight Science Journalism Fellow fra Massachussets Institute of Technology, hvor han også var med til at udvikle ”In Event of Moon Disaster”, et prisvindende deepfake-projekt der blev udvalgt til Tribeca Film Festival i New York og International Documentary Filmfestival Amsterdam.

Jan Birkemose: Stifter af Medietrends, der ugentlig bringer overblik over udvikling og innovation i mediernes verden. Jan er tidligere journalist på Ekstra Bladet, chefredaktør på Ugebrevet A4 og fellow på SDU. Medietrends har de senere år gennemført en lang række velbesøgte kurser, men dette er det første udlandskursus.

Udbytte

Du får et unikt indblik i en udvikling, der går rasende stærkt lige nu. Du prøver at lave din egen deep fake, du lærer at spotte andres og sammen reflekterer vi over, hvordan vi helt konkret kan bruge kunstig intelligens allerede nu og i den nære fremtid.

Hvem er du?

Kurset er målrettet dig som er brændende interesseret i mediernes fremtid. Måske skriver du om teknologi, måske er du journalist eller leder, der vil klædes maksimalt på for at navigere bedst muligt i den rivende udvikling.

Pris

Kurset koster 19.000 kroner. (Prisen opkræves uden moms)

Hvis din arbejdsplads er medlem af Pressens Uddannelsesfond, får du 5.200 kroner i støtte. Det kræver dog at du tilmelder dig via Mediernes Efteruddannelse. Deres tilmelding åbner først den 2. november. Link kommer her.

Hvis din arbejdsplads ikke er medlem af Pressens Uddannelsesfond, kan du tilmelde dig direkte ved at maile til Medietrends allerede nu

Prisen omfatter

Prisen inkluderer frokost hver dag og hotel i London.

NB! Der er mange billige veje til London og vi har derfor valgt, at kursisterne selv booker og betaler fly. Det gør ud- og hjemrejse mere fleksibel for alle. Prisen afspejler, at den ikke inkluderer flybillet t/r til London.

Hvor og hvornår?

Kurset varer fire dage – den 23-26. marts 2021.

I tilfælde af afbud

Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.

Læs mere om regler for framelding

Læs også