Connect with us

Medietrends nyhedsbreve

Kan en kritisk journalist tage på luderture?

• Facebook vil lade medier mikrosælge events
• Coop træder ind på mediemarkedet
• Robotnyheder på vej til 409 danske byer
• Interview med New York Times CEO Mark Thompson
• Cookien er død
• TV2 Nord slår dørene op for Danmarks første cyklende redaktion
• Coronaen har taget livet af 50 amerikanske små medier
• Jysk Fynske lancerer ny boligrobot
• Hvad journalister ville ønske de havde lært noget tidligere

Udgivet

den

Be human – it’s smart business

Velkommen til Medietrends nyhedsarkiv. Hvis du ønsker at få friske nyhedsbreve kan du gratis tilmelde dig det ugentlige nyhedsbrev ved at klikke HER

Det korte svar er selvfølgelig et stort NEJ.

Ingen kan skrive troværdigt, uafhængigt og kritisk om noget som helst, hvis de samtidig selv lader sig smøre af aktører med store interesser.

Det føles næsten banalt at skrive dette i et nyhedsbrev til professionelle mediefolk. Men anledningen er selvfølgelig Politikens sommerserie Staycation, hvor flere journalister har ferieret på danske hotellers regning.

Udover et ophold på D’angleterre til 14.000 kroner (for en nat), er det mest opsigtsvækkende fejlskud, at den politiske redaktør og hans familie i 9 dage har turneret rundt i en Tesla og overnattet på diverse badehoteller – alt sammen betalt af Tesla og hotellerne.

Her blot nogle få alarmklokker, der burde kunne vække hele Rådhuspladsen:

  • Politiken mister troværdighed, når de dækker aktuelle politiske emner om hjælpepakker til turismeerhvervet eller elbil-industriens ønsker i klimaforhandlingerne, når selv samme aktører betaler den politiske redaktørs sommerferie.
  • Den politiske redaktør forhindrer – de facto – sig selv i at røre ved ovenstående emner.
  • Politiken skrev kritisk om Lars Løkkes betalte sommerhusophold af kvotekongen. Ville den politiske redaktør kunne skrive den samme historie i morgen?
  • Bliver journalister, der finder det naturligt at lade sig beværte af interessenter, blinde for politikeres og embedsmænds samme morads?
  • Hvorfor sælger Politiken sig selv så billigt? Hvis hotellerne eller Tesla skulle opnå samme eksponering i Politiken med annoncer eller sponsoreret indhold, havde Politiken tjent mindst 10 gange så meget.
  • Hvad siger Skat egentlig til konstruktionen? Måske en spændende og formentlig kompleks historie, som Politiken afskærer sig selv fra at kunne skrive.

Luderture er ikke noget nyt fænomen, men Tesla-turen er så meget spot on på problematikken, at den bør rejse en debat om integritet i branchen og allerhelst sætte en stopper for fænomenet.

Mediernes vigtigste grundstof er troværdighed og selv den bedste journalistik mister sin værdi, hvis ingen har tillid til afsenderen eller er usikker på dens interesser.

Politiken mener, at de sagtens kan håndtere interessekonflikten, men hvad er det værd, hvis læserne ikke stoler på det.

Uagtet den tynde etiske is, som Politiken bevæger sig på, kan man også spekulere over, hvad den journalistiske begrundelse for overhovedet at bringe omkostningstunge rejse- eller oplevelsesartikler egentlig er?

Hvis ikke medierne har råd til hotelovernatninger, så har læserne nok heller ikke og hvad skal de så bruge reportagerne til?

Teslaturen bør være anledningen til at konvertere hele fænomenet til sponsoreret journalistik. Så er der vandtætte skotter mellem redaktion og kommercielle interesser og det er en meget bedre forretning for medierne.

Nok om det, der er gudskelov andet end bekymringer i dette nyhedsbrev. God læselyst.

Jan


Screendump af Facebooks nye mikrosalg

1. Facebook vil lade medier mikrosælge events

Interviews, koncerter, boksekampe, yogatricks, foredrag eller måske lige frem redaktionsmøder kan nu sælges stykvist via Facebook.

Funktionen er interessant fordi den kommercielt adresserer det mikroforbrug, som alle forlængst har vænnet sig til. Bliver det en succes på Facebook at sælge oplevelser for mellem 0,99 $ og 99,99$, er det realistisk at mikrosalg også rykker en tand nærmere i medieverden.

Til at begynde med udrulles den nye funktion i 20 lande, heriblandt Norge og Sverige. Det er uvist om og hvornår Danmark kommer på listen.

2. Coop træder ind på mediemarkedet

Coop Prime – det lyder som Amazon Prime – er navnet på Coops app, der nu også giver fordele for mediebrugere. For hver 1.000 kroner brugerne indbetaler om måneden til brug ved køb af varer hos Coop får de adgang til en mediepakke.

Det kan for eksempel være TV2 Play, Mofibo, Pling (Aller) eller Flipp fra Egmont.

3. Robotnyheder på vej til 409 danske byer

Vores Hellerup, Vores Assens, Vores Slagelse osv. Vores Mediehus er netop gået luften med et interessant koncept for hyperlokale robotnyheder. Foreløbig kan du se, hvad mediehuset kan på Vores-Hellerup.dk, men snart vil de brede sig til ialt 409 byer i Danmark.

Fagbladet Journalisten har skrevet om projektet, der er igangsat af Søren Martin Mørch, der har en fortid på Nordjyske og Kenneth Andersen, der tidligere har været i spidsen for Bilbasen.

4. Interview med New York Times CEO Mark Thompson

Bedre sent end aldrig. Dette interview med Mark Thomson, der nu går på pension efter at have omstruktureret New York Times fra printavis til verdens førende digitale mediehus, burde jeg have delt i sidste uge.

Men nu får du det, og kan blandt andet læse, at New York Times omstrukturede organisationen hele tre gange, før de fandt den rette struktur til et moderne, digitalt mediehus.

5. Cookien er død

De danske marketingfolk skal gentænke den ”gamle” måde at drive digital marketing på. Sådan lyder det fra Thomas Lue Lytzen, som er Head of Product Development & Insights hos JP/Politikens Hus

6. TV2 Nord slår dørene op for Danmarks første cyklende redaktion

Trafikken er hård i Aalborg og derfor etablerer TV2 Nord nu landets første cyklende redaktion.

7. Coronaen har taget livet af 50 amerikanske små medier

Poynters kortlægger løbende konsekvenserne af covid 19 for det amerikanske mediemarked. Foreløbig er 50 mindre medier kollapset.

8. Jysk Fynske lancerer ny boligrobot

JFM Bolig er navnet på en søgerobot, der fra næste uge bliver tilgængelig for alle læsere af e-aviser fra Jysk Fynske Mediers udgivelser. Søgerobotten skaber overblik over alle hushandler og giver adgang til Ritzaus robotartikler om hver eneste hushandel.

Artiklerne indeholder blandt andet navne på købere og sælgere, salgspriser og diverse oplysninger fra BBR-registret.

Jysk Fynske Medier har testet funktionen på to af deres e-aviser i to uger og lysten til at søge har med 80.000 søgninger fordelt på 20.000 brugere været stor.

Fra næste uge ligger tjenesten bag betalingsvæg, men onsdag aften var der åbent for dette link, hvis du er nysgerrig og ikke allerede har abonnement.

9. Hvad journalister ville ønske de havde lært noget tidligere

Anita Zielina fra City University of New York spurgte ud på Twitter, hvad hendes journalistnetværk ville ønske, de havde lært noget tidligere.

Det strømmede ind med svar og Mark Schiefelbein fra Revue, der blandt andet hoster dette nyhedsbrev, satte sig ned og kategoriserede de mange svar.

Se hans kortlægning efter Zielinas tweet 👇

Mark Schiefelbeins optælling

En stor opfordring…

Hvis du kan lide nyhedsbrevet, må du meget gerne hjælpe.

1. Du kan udbrede kendskabet ved at dele nyhedsbrevet med venner og kolleger.

2. Du kan støtte med 25 kroner om måneden

3. Eller du kan overbevise din HR-afdeling om, at de skal slå ledige mediejob op på Medietrends, fordi det er her, der vrimler med kloge mennesker som dig

4. Eller måske 1+2+3 = ❤️️

Fortsat god uge

Jan

Se Medietrends kursusside

Læs også