Connect with us

Medietrends nyhedsbreve

Corona var DRs tophistorie 42 dage i træk

• Coronakrisen tog toppen i TV Avisen i 42 dage i streg + og andre vilde tal fra en ny analyse af dækningen
• Vestager kan måske hjælpe medierne mod Apple
• Fem pointer fra Reuters 2020 Digital News Report
• Her er den store guide om SEO for journalister og mediechefer
• TjekDet.dk flytter hjemmefra
• Zetlands medlemmer kommer via mund-til-mund
• Afsnit 2 i historien om de afroamerikanskejede medier
• Her er vinderne af Digitale Priser 2019
• Her er vinderne af Årets Avisside 2019
• Odense bliver til Media City Odense
• Kan du løse ugens mediekryds?

Udgivet

den

Jeg vil vide (næsten) alt om dig 🤓

Velkommen til Medietrends nyhedsarkiv. Hvis du ønsker at få friske nyhedsbreve kan du gratis tilmelde dig det ugentlige nyhedsbrev ved at klikke HER

Selvfølgelig skal corona-krisen være i top det meste af dette forår, for det er ubestridt den største historie i vores levetid. Men, at pandemien ligefrem var tophistorie 42 dage i træk hos DR, er alligevel et vildt vidnesbyrd om omfanget.

DRs newsroom må have følt sig helt frække og vovede de dage, hvor coronaen sneg sig ned på en andenplads.

Læs den grundige artikel om coronadækningen af Jakob Bjerregaard. Der er også en opfølgning på vej.

God læselyst

Jan


1. Coronakrisen tog toppen i TV Avisen i 42 dage i streg + og andre vilde tal fra en ny analyse af dækningen

I marts, april og maj handlede flere end fire ud af fem tophistorier i TV Avisen 18.30 om coronakrisen. En mediebegivenhed på højde med 9/11 siger nyhedschef Thomas Falbe

2. Vestager kan måske hjælpe medierne mod Apple

Hvis et medie vil sælge abonnementer igennem deres app (ios), snupper Apple 30 procent. Det samme gælder alle mulige andre, der forsøger at bygge deres forretning på Apples monopollignende platform.

Derfor går EU Kommissionen, med Margrethe Vestager i spidsen, nu i kødet på Apple. Sagen rejses på vegne af Spotify, men man må gå ud fra, at det endelige resultat er principielt og danner præcedens 🤞

3. Fem pointer fra Reuters 2020 Digital News Report

Den årlige Digital News Report fra Reuters Institute for the study of Journalism blev publiceret i mandags.

Data lider desværre under, at de generelt er indhentet før coronakrisen og dermed bliver læsningen en smule mere uinteressant i denne omgang end ellers.

Dermed ikke sagt, at corona har vendt op og ned på alle medievaner, men lidt påvirkning har den globale lockdown jo nok haft.

Her er den hurtige version:

1. Brug af online og sociale medier er steget markant i hovedparten af de 40 undersøgte lande.

2. Der er udbredt høj tillid til mediernes dækning af corona.

3. Ellers er tilliden til medierne faldende. I januar sagde kun 38%, at de stolede på medierne “det meste af tiden”. I Danmark er tallet faldet med 11 procentpoint til 46%. Under halvdelen (alle lande) stoler på de medier, de selv bruger. Man kan så undre sig over, at så mange alligevel bruger dem.

4. Selvom mange medier har oplevet stigende salg af abonnementer under coronakrisen, er det stadig mere normalt ikke at betale for nyheder end at gøre det.

5. Instagram er på vej til at overhale Twitter som nyhedskanal. Andelen der får deres nyheder via Instagram er fordoblet siden 2018 og udviklingen er ikke overraskende største blandt de unge. I Danmark er det dog kun 7 %, der bruger Instagram som nyhedskanal.

Rapporten er massiv, men værd at gå på opdagelse i. Der er også en pixiudgave med enkelte danske highligts på dette link.

4. Her er den store guide om SEO for journalister og mediechefer

Søgemaskineoptimering, SEO, er altafgørende for om Google opdager den gode journalistik. Derfor har Kasper Skov Jensen skrevet denne letforståelige guide til alle, der ønsker flere klik fra Google.

Han er ubestridt den jeg kender, der har størst indblik i SEO og affiliate links.

Hvis du har det ligesom mig og tidligere ikke har orket SEO, så er det nu, at du har chancen for at få styr på skidtet. Det er ikke så svært og potentialet er stort.

5. TjekDet.dk flytter hjemmefra

Efter godt tre år under Mandag Morgens ejerskab bliver Danmarks eneste i faktatjeksite, TjekDet.dk, nu omdannet til en forening og aktiviteterne udvidet. Den nyoprettede forening modtager 4,3 millioner kroner fra Finansloven, men vil også søge støtte fra fonde m.v.

6. Zetlands medlemmer kommer via mund-til-mund

Der gemmer sig to interessante tal i Zetlands nye medlemsundersøgelse.

1. Næsten fire ud af ti medlemmer oplyser, at de stiftede bekendskab med Zetland første gang, fordi de hørte en ven omtale Zetland. Yderligere 17 % hørte Zetland omtalt i et andet medie og 35% “faldt over” Zetland på de sociale medier. Om det skyldes betalte opslag eller organisk spredning vides ikke. Men det er oplagt, at markedsføringen af Zetland (som inkluderer tv-reklamer) står massivt i skyggen af medlemmernes egne anbefalinger.

2. Jo mere venstreorienterede Zetlands medlemmer er, jo mere venstreorienteret oplever de Zetland. Borgerlige medlemmer oplever ikke Zetland venstreorienteret og generelt opfatter de fleste Zetland som et politisk neutralt medie.

Se Medietrends kursusside

7. Afsnit 2 i historien om de afroamerikanskejede medier

I sidste uge skrev jeg en dansk version af historien om de mange medier, der er ejede af sorte amerikanere og som henvender sig til sorte. Det skete på baggrund af arbejde fra The Atlantic.

Nu har selvsamme medie udgivet afsnit to og jeg har desværre ikke tid til versionere i denne uge, så you’re on your own now…

Afsnit to handler om, hvordan de sorte medier trådte ind i den digitale tidsalder. Nemlig i høj grad via hvide medier, der ville købe sig ind i de sorte målgrupper.

8. Her er vinderne af Digitale Priser 2019

15 digitale projekter fordelt på 11 medier blev mandag tildelt hæder, sølv og guld i Danske Mediers digitale priser 2019. Jeg var formand for juryen og kan derfor stå inde for kvaliteten af vindernes arbejde.

Her er alle vinderne med begrundelser for priserne og links til projekterne

9. Her er vinderne af Årets Avisside 2019

Mandag blev priserne i Årets Avisside også uddelt. De indbefattede blandt andet en pris til Kommunen.dk, der havde broderet, ja, sgu, en forside.

Ialt blev 14 projekter fordelt på 6 medier tildelt hæder, sølv og guld i Danske Mediers Årets Avisside 2019. Du kan se alle avissiderne her og læse begrundelserne.

10. Odense bliver til Media City Odense

De største medievirksomheder på Fyn og Syddansk Universitet går sammen om at skabe en national førerposition inden for medier og medieteknologi.

En lille opfordring…

Hvis du kan lide nyhedsbrevet, er du meget velkommen til at hjælpe det lidt på vej.

1. Du kan enten udbrede kendskabet ved at dele nyhedsbrevet med venner og kolleger.

2. Du kan støtte med 25 kroner om måneden

3. Eller du kan overbevise din HR-afdeling om, at de skal slå ledige mediejob op på Medietrends, fordi det er her, der vrimler med kloge mennesker som dig

4. Eller måske 1+2+3 = ❤️️


Kan du løse ugens mediekryds?

Danmarks eneste kryds og tværs om medieverdenen. Hver uge på Medietrends. Uret tikker og det gælder om at løse den hurtigt.

Fortsat god uge

Jan

Læs også