Radio Loud er blevet et hit blandt unge brasilianere og russere.
Sådan ser det ihvertfald ud, når man studerer Radio Louds Instagram profil, hvor det vrimler med følgere fra især Brasilien og Rusland. Men de mange følgere er falske profiler, som kan købes på nettet for et par hundrede kroner.
Hvem, der har købt de mindst 1500 falske følgere, er uvist. Men det står fast, at det næppe er sket af kærlighed til radiostationen, der vandt DAB-udbudet i konkurrence mod Radio24Syv.
De falske følgere er nemlig dybt skadelige for Radio Loud.
Straffes af Instagram
Den første, der opdager de falske følgere, er nemlig Instagrams algoritme og den straffer prompte profiler, der prøver at booste deres følgerskare kunstigt. I værste fald kan Instagram lukke en profil med mange falske følgere og i knap så grelle tilfælde vil de “blot” skrue ned for profilens rækkevidde.
Og det er netop, hvad der allerede er sket for Radio Loud. Data fra Crowdtangle viser, at Radio Loud pludselig steg med cirka 1500 nye følgere den 12 .og 13. maj, og i dagene efter forsvandt en stor del af dem igen, da medarbejdere hos Loud manuelt fjernede dem en for en.
Men samtidig med at de mange brasilianske og russiske følgere forurener Radio Louds profil, styrtdykker den såkaldte interaction rate fra cirka 2,7 procent til 1,5 procent. Interaction rate er udtryk for, hvor mange af ens følgere, der liker eller kommenterer på ens opslag.
De mange tavse, falske følgere liker og deler ingenting, og samtidig når Radio Louds opslag ud til færre af de rigtige følgere. Så samlet set falder interaktionerne.
At købe falske følgere til Radio Loud er altså rendyrket sabotage og næppe venlig ment.
Selvom radiostationens ansatte fjernede godt 1.300 falske følgere den 14 .og 15. maj, var der fire dage senere stadig hundredevis af falske profiler blandt Radio Louds p.t. godt 3.000 instagramfølgere. I skrivende stund sidder medarbejderne på den nye radio igen og sletter falske profiler, der bliver ved med at strømme ind fra ukendte trolde.
Shitstorm mod Loud
E motiv kan alts være at smadre Radio Louds algoritme.
Et andet motiv for at sabotere Radio Loud med falske følgere kan være, at nogen vil give Radio Loud dårlig PR.
Og det er skete allerede i sidste uge, hvor netmediet Journalista blev tippet om de mange falske følgere.
Lars Bjørknæs, der står bag Journalista, fortæller, at han fik et tip på en anonym mail et par dage før han skrev historien.
Den udgav han fredag den 15. maj ved 11-tiden, og efter han delte artiklen på Journalistas Facebookside, har historien spredt sig hurtigt på nettet. Allerede et minut senere delte et medlem af Facebookgruppen Bevar Radio24Syv! artiklen i gruppen, og fem dage senere er den blevet delt 67 gange på Facebook.
Langt de fleste kommentarer og likes er kommet fra personer i Facebookgruppen for bevarelse af Radio 24Syv.
Også tidligere programchef Mads Brügger morer sig over de udenlandske følgere på sin twitterprofil. Her i en kommentar tre dage efter Journalistas afsløring:
Direktør Ann Lykke Davidsen fra Radio Loud ønsker ikke at bidrage til nogen form for motivforskning, men hun ægrer sig over, at hun og den nye radiostations medarbejdere ikke får lov til at koncentrere sig om at lave radio.
“Det er en chikanerende adfærd,og det minder om en hetz,” siger hun.
Udover de falske følgere, der forurener Radio Loud, belastes stationen ifølge Politiken også af, at nogle ukendte personer ringer kilder op og udgiver sig for at være journalister fra Loud.
Ligeledes er Loud i konflikt med forskellige Instagramprofiler- og Facebooksider, der efter Radio Louds opfattelse misbruger Louds logo til at chikanere stationen.