4.500 nye medlemmer, momsfritagelse, prisforhøjelser og salg
af teknik er den korte forklaring på, at Zetland for første gang leverer et
regnskab med en positiv bundlinje.
Mens Zetland kom ud af 2018 med et underskud på 6,5
millioner kroner, ender 2019-regnskabet med et overskud på 432.571 kroner.
Overskuddet er først og fremmest skabt ved, at Zetland har
fået knap 4.500 nye medlemmer og at prisen for et medlemskab er steget. Ligeledes
er værdien af hvert eneste medlem steget med rundt regnet 15 procent på grund
af momsfritagelsen for digitalt mediesalg.
Endelig forbedres regnskabet også fordi Zetland har solgt
licens til deres digitale platform til et skandinavisk mediehus. Hvad prisen
var, vil Zetlandt administrerende direktør Jakob Moll ikke ud med, men han
anerkender, at det tekniske salg bidrager til det gode resultat.
Han understreger dog, at medlemsvæksten er det, der for
alvor tæller og som også fortsætter med at bidrage til økonomien, når indtægten
fra licenssalget er konsumeret.
”Vi er vildt glade og det betyder utrolig meget, at vi nu
kan arbejde for at blive endnu større i stedet for at bekymre os om at
overleve,” siger Jakob Moll med direkte henvisning til den situation, som
Zetland stod i sidste sommer.
Her lagde Zetland deres trængte regnskabstal på bordet og forklarede,
at hvis ikke der skete noget afgørende, så styrede Zetland om ikke direkte mod
afgrund, så i hvert fald mod en situation, som ville være væsentlig anderledes
end den man kendte.
Zetland igangsatte derfor en omfattende ambassadørkampagne,
hvor eksisterende medlemmer anbefalede Zetland til venner, familie og kollegaer.
Målet var i første omgang at skaffe 3.500 medlemmer, men er altså, at Zetland
scorede 4.500 flere medlemmer sammenlignet med udgangen af 2018.
Unge læsere
Jakob Moll er særlig begejstret for at Zetland står stærkt
blandt den unge generation. Tallene viser, at 1/3 af medlemmerne er under 30 år
og 1/3 er mellem 30 og 45 år. Det er de aldersgrupper, som de fleste medier har
svært ved at indfange.
”Vi er stolte af, at vi laver noget, som så mange unge
finder relevant og meningsfyldt. Og vi er vel at mærke ikke et unge-medie,”
siger Jakob Moll.
Hans forklaring på de mange unge medlemmer er, at Zetland
ikke opfatter dem som en homogen gruppe, der tænker ens. ”Tværtimod, så eksisterer
nysgerrighed på tværs af alle aldre og en 80-årig og en 20-årig kan sagtens
have mere tilfælles end to 20-årige.”
”Og så taler vi ikke ned til nogen. Vi lyder som rigtige
mennesker, vi giver en god brugeroplevelse, vi inddrager, vi involverer og vi er
transparente,” forklarer Moll.
Det gode regnskab skal nu bruges som afsæt for en yderligere
vækst og helt efter Zetland-opskriften sker det i tæt samarbejde med
medlemmerne. I denne uge har Zetland medlemsmøder fire forskellige steder i
landet for at høre, hvilke mål medlemmerne mener, at Zetland skal arbejde
efter.
Medlemsinddragelsen er netop vigtig for at fastholde
momentum, så medlemsvæksten ikke pludselig vender fordi medlemmerne ikke
oplever nok relevans fra deres nye medie.
”Vi er meget bevidste om at strømmen kan vende, hvis ikke vi
hele tiden udvikler os. Derfor lytter vi intenst til medlemmerne og deres syn
på, hvor vi skal bevæge os hen”.
Jakob Moll nævner at, Zetland fra begyndelsen har kigget
varmt på et mål, der ideelt kunne være en procent af den voksne befolkning –
svarende til cirka 40.000 personer.