Connect with us

Kurser

Kursus: Nyhedsbreve der åbnes

Mange indbakker er tæt på at drukne i nyhedsbreve, og derfor skal vi stå på tæer for at skrive mails, der bliver elsket, åbnet og læst. Dette intensive og inspirerende kursus giver dig en professionel og faglig forståelse for opgaven. Du kommer til at lære af de bedste eksperter i DK, Holland og USA

Udgivet

den

Kursus: Nyhedsbreve der åbnes

Den gode, fængende, veloplagte og relevante nyhedsmail er den bedste livslinje mellem medier/organisationer og deres publikum.

Kontakten er tæt og personlig og ingen algoritmer eller ad blockere står i vejen. Potentialet er derfor stort og langt de fleste medier og organisationer har længe haft glæde af deres nyhedsmails.

I disse år satser mange dog endnu mere end tidligere og udviklingen går stærkt. Det samme gør konkurrencen om at blive opdaget i brugernes indbakker, hvor flere og flere nyhedsmails konkurrerer om opmærksomheden.

På dette kursus knækker vi koden til det fængende nyhedsbrev. Hvordan skal det skrives? Designes? Hvornår skal det udsendes? Hvordan udnyttes emnefeltet bedst? Hvordan får vi læserne til at tilmelde sig? Hvor ofte skal vi sende, hvor friske skal vi være i tonen og kan man bruge emojis i et seriøst nyhedsbrev?

Dette kursus skaffer svar på alle spørgsmålene – og mange flere – ved at stille dem videre til mestrene i disciplinen og indsamle flest mulige inspirerende cases.

Vi forventer at lave mindre ændringer i kursets indhold i den kommende tid, men her er udgangspuktet:

Liza Jansen rådgiver medier verden over i at producere de bedste og mest engagerende nyhedsbreve. Hun flyver ind fra Amsterdam for at tale om tone-of-voice og øse ud af sine personlige erfaringer med nyhedsbreve fra førende medier i New York, London og Amsterdam.

Vi laver kreativ workshop med Kristoffer Dahy Ernst – manden bag Danmarks mest veloplagte nyhedsmail, Morgenposten, der udsendes hver fredag i samarbejde med Føljeton. Hvordan holder man den kreative damp oppe og, hvordan undgår vi at kede vores læsere, er nogle af de udfordringer, som Kristoffer vil hjælpe med at håndtere.

Fænomenet Faglige Seniorer, der gik fra 0 til 80.000 tilmeldinger på under et år, deler gavmildt ud af deres kogebog i nyhedsbrevssucces. Meget konkret og lærerigt oplæg fra Susanne Fasting og Brian Pabst.

Og fra USA får vi besøg via Skype af Dan Oshinsky, der er CEO i firmaet Inbox Collective. Han er tidligere redaktør for nyhedsbreve hos Buzzfeed og The New Yorker og er i dag selvstændig rådgiver for medier og virksomheder, der vil udvikle deres nyhedsbreve.

Kurset ledes af Jan Birkemose, der er stifter af Medietrends og som har arbejdet med nyhedsbreve siden 2002. Han udgiver desuden Medietrends nyhedsbrev, der hver uge klæder knap 2000 journalister på til deres arbejde.

Kurset vil facilitere at alle – kursister og undervisere – deler deres favorit emails. På den måde får alle mulighed for at lade sig inspirere fra de bedste. Efter kurset fortsætter holdet i en lukket Facebookgruppe, hvor vi netværker og udveksler tips, tricks, cases og udfordringer.

Målgruppe

Journalister, redaktører og kommunikatører med ansvar for nyhedsmails eller ledige, der vil styrke deres kompetencer.

Form og udbytte

Dette to-dages kursus afvikles som et mix af oplæg, diskussioner og øvelser.

Første dag starter vi klokken 10, men klokken 9 på anden dagen.

Efter kurset er du opdateret på den nyeste viden om emnet, inspireret af de bedste cases og eksperter og klædt på til at tage dit arbejde med nyhedsbreve til et nyt og bedre niveau. Kort sagt vil du have en større faglig forståelse for, hvordan nyhedsbrevets anatomi er skruet sammen og hvordan de mange komponenter udnyttes bedst.

Pris

Kurset koster 6.400 kroner + moms.

Tilmelding

Hvis din arbejdsplads er medlem af Pressens Uddannelsesfond, får du 2.700 kroner i støtte. Hvis du skal have støtte fra PU, skal du tilmelde dig via Mediernes Efteruddannelse. Deres tilmelding åbner den 11. maj.

Hvis din arbejdsplads ikke er medlem af PU, kan du tilmelde dig direkte ved at maile til Medietrends

Prisen omfatter

Prisen inkluderer kaffe, vand, frugt, slik og frokost hver dag.

Hvis du skal bo på hotel i København, skal du selv sørge for det.

Hvor og hvornår?

Kurset varer to dage og foregår i Soho i Kødbyen i København.

Kursusdage: 20-21. oktober 2020

I tilfælde af afbud

Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.

Læs mere om regler for framelding

Kurser

Kursus: Mød magten

Dette kursus er for dig, der vil møde og forstå den moderne magt. I løbet af fire dage kommer du godt rundt på Christiansborgs gange og besøger også topministre, tænketanke, organisationer og partier. Troels Mylenberg (TV2) og Jan Birkemose (Medietrends) er dine guider i magtens indercirkler.

Udgivet

den

Kursus: Mød magten
Foto: Wikimedia

Overalt i ministerier, partier, organisationer og virksomheder oprustes der i disse år på kommunikationsfronten. Public affairs, interessevaretagelse, spin. Den nye magtudøvelse har mange navne. Noget er nyt, andet har altid været der.

På dette kursus møder du magten og bliver klogere på den sammen med TV2s politiske redaktør Troels Mylenberg og Medietrends stifter Jan Birkemose, der begge har mange års erfaringer i magtens cirkler.

Du kommer godt rundt på Christiansborgs gange og besøger også topministre, tænketanke, organisationer og partier. Vi kommer bag om magten og får indsigt i, hvordan magten tænker og arbejder.

Dette kursus er for dig, der vil se, opleve og forstå moderne magt. Du er nysgerrig på magten og dens energi og du har lyst til at stille relevante spørgsmål til de mennesker, der udøver magten.

Vi giver dig en unik mulighed for at komme helt tæt på magten. Både på Christiansborg, på Slotsholmen og hos alle dem, der lever af at være tæt på magthaverne.

Kurset giver dig værdifuld indsigt, som du får glæde af, hvad enten du fra tid til anden har brug for politiske kommentarer til din journalistik eller skal finde baggrund og forståelse for sager, der har betydning for dit arbejde.

Sådan gør vi

Kurset er en blanding af møder med magtens hovedpersoner og refleksioner internt på holdet.

Kurset varer fire hele dage plus et aftenarrangement med en hemmelig gæst.

Christiansborg og Slotsholmen har ikke landets mest stabile kalendere og derfor bliver det endelige program først fastlagt kort før kurset. Men du kan forvente at møde:

Ministre

Partiledere

Udvalgsformænd

EU-politikere

Politiske rådgivere

Folketingets administration

Politiske kommentatorer

Lobbyister fra store organisationer

Samt besøg hos tænketanke og en eller flere af mediernes redaktioner på Christiansborg.

Du er

Kurset henvender sig især til journalister og kommunikatører, som vil skærpe bevidstheden om det politiske spil og lære nye veje til historier og baggrund.

Vigtigt!

For at kunne deltage i kurset skal du have et gyldigt pressekort

Pris

Kurset koster 13.750 kroner + moms.

Hvis din arbejdsplads er medlem af Pressens Uddannelsesfond, får du 3.600 kroner i støtte. Hvis du skal have støtte fra PU, skal du tilmelde dig via Mediernes Efteruddannelse. Deres tilmelding åbner den 11. maj.

Hvis din arbejdsplads ikke er medlem af PU, kan du tilmelde dig direkte ved at maile til Medietrends

Prisen omfatter

Prisen inkluderer forplejning.

Eventuelle udgifter til overnatning i København er ikke dækket.

Hvor og hvornår?

Kurset varer fire dage og afholdes på forskellige lokationer i København. Transport mellem besøg er dækket.

Kurset afholdes den 17-20. november 2020

Forvent at de fleste kursusdage er fra 9 til 16. Den første dag mødes vi dog først kl 10.

Troels Mylenberg

Troels Mylenberg er politisk redaktør på TV2, underviser på SDU og en af landets mest anerkendte politiske kommentatorer. Troels har en fortid som chefredaktør og direktør i Jysk Fynske Medier, studievært på TV2 News, journalist på Weekendavisen, Berlingske og Fyens Stiftstidende. Samt forstander for Vallekilde Højskole og leder af journalistuddannelsen på SDU.

Jan Birkemose

Jan Birkemose er stifter og chefredaktør på Medietrends.dk, medieanalytiker og frem til 2014 chefredaktør og direktør for Ugebrevet A4; dengang Danmarks mest citerede samfundsjournalistiske medie. Før da undersøgende reporter på Ekstra Bladet, oftest med tråde til den politiske verden. Jan er desuden en erfaren underviser og foredragsholder.

I tilfælde af afbud

Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.

Læs mere om regler for framelding

Troels Mylenberg og Jan Birkemose har begge over tyve års erfaring med journalistik og politik. Tilsammen har de et unikt netværk, der gør det lettere at åbne dørene for dig til magtens rum.

Læs resten af artiklen

Andre læser lige nu