Connect with us

Original

Fyret DJ-direktør om forhold mellem Journalisten og forbund: Betændt og giftig cocktail

På grund af det “betændte” forhold foreslog Elisabeth Geday, at Journalisten blev løsrevet fra Dansk Journalistforbund.

Udgivet

den

Fyret DJ-direktør om forhold mellem Journalisten og forbund: Betændt og giftig cocktail

I to måneder har Dansk Journalistforbunds fyrede direktør, Elisabeth Geday, været tavs om problemerne i journalistforbundet.

Men nu offentliggør hun en 11 sider lang rapport på Kforum med sit syn på udfordringerne i Dansk Journalistforbund, der foreløbig har betydet, at både hun og fagbladet Journalistens chefredaktør, Øjvind Hesselager, er blevet fyret – ligesom daværende formand Lars Werge har trukket sig.

I rapporten zoomer hun blandt andet ind på forholdet mellem forbundet og Journalisten. På den ene side anerkender hun nødvendigheden af, at Journalisten er fri og uafhængig, men på den anden side mere end antyder hun, at Journalisten har tolket sit frihedsbrev med lige lovlig stor mængde nidkærhed.

“Set udefra kan det forekomme, at historier, der i andre frie medier var passeret med en kort note eller et ”pyt”, bliver beskrevet i stor dybde og længde i den giftige cocktail, som DJ og Journalisten har blandet sig med lige dele gensidig afhængighed og frihedsbrev,” skriver hun blandt andet.

Den gensidige afhængighed er ifølge Geday, at Journalisten – til trods for journalistisk uafhængighed – er forpligtet til at dele værdier med journalistforbundet og at redaktøren løbende skal holde møder med forbundsledelsen og kommunikationsafdelingen.

Dertil kommer det årlige bidrag på 8,5 millioner kroner fra forbundet til Journalisten.

Før sommerferien haltede forholdet så meget, at det kulminerede med en fyreseddel til daværende chefredaktør Øjvind Hesselager. I den medfølgende pressemeddelelse skrev daværende formand Lars Werge, at det blandt andet skete på grund af Hesselagers “journalistiske kompromisløse linje”.

Men ifølge Geday var der i det hele taget kold luft mellem Hesselager og forbundsledelsen.

“I begyndelsen af juni 2019 var relationen mellem forbundsledelsen og Journalistens redaktør mildest talt betændt, og dialogen var så godt som fraværende. Folk talte om hinanden – ikke med hinanden. Det dårlige klima smittede af på de ansatte på Journalisten og på de ansatte i forbundet,” skriver Geday.

Hun foreslog derfor, at Journalisten blev løsrevet fra forbundet på samme måde som for eksempel Folkeskolen og Ingeniøren er blevet fra deres forbund.

“Det forekom oplagt, at parterne ville trives bedre hver for sig. Sammen trivedes de i hvert tilfælde ikke.”

I mellemtiden er hun selv blevet fyret og det er uvist om ideerne med at løsrive Journalisten fra Dansk Journalistforbund lever videre som en ide i DJ.

P.t. søger Journalisten en ny chefredaktør.

Læs hele Elisabeth Gedays rapport her.

Læs også