Connect with us

Original

Q&A: “Det system, som journalisterne er en del af, har brug for at blive gentænkt, og jeg er begejstret for, at så mange af dem er klar på den udfordring…”

Medier verden over bruger Hearkens værktøjer til at lytte til brugerne. Her er hvorfor Jennifer Brandels stiftede Hearken.

Udgivet

den

Interview med Jennifer Brandel fra Hearken
Foto: Diego Figone/Flickr

Dette interview er skrevet af Kasper Jacek og har været bragt først hos Prauda i forbindelse med Prauda Festival.

Hearken er kort fortalt et værktøj til at stille spørgsmål til brugerne.

Hvordan fik du idéen til Hearken? 

“Jeg fik aldrig en formel journalistisk uddannelse. Jeg studerede kunsthistorie og filosofi, og da jeg var i mine tyvere, havde jeg en række forskellige jobs, der åbnede mit blik på verden. Udover mit arbejde som freelance-journalist for WBEZ – den lokale radiostation i Chicago – arbejdede jeg for Bahá’í-trossamfundet i midten af 2000erne. Jeg er ikke medlem af trossamfundet, men i et par år arbejdede jeg for dem, hvor jeg rejste rundt i USA og lærte, hvordan de opbyggede deres samfund.”

”En af de mest bemærkelsesværdige ting, jeg lærte er, at Bahá’í bygger deres samfund med stor ydmyghed. De antager ikke, at de ved, hvad der er bedst for deres menighed. I stedet er tankegangen: “Du kender dine problemer bedst. Jeg har tid og energi, så hvordan kan jeg hjælpe?” 

”Denne service-tilgang forstod jeg som modsætning til den måde, som journalistikken har positioneret sig. I redaktionslokalerne er tilgangen nærmere: “Vi ved, hvad I har brug for at vide.” Derfor er alle beslutninger om nyhedsdækningen truffet af meget få mennesker.”

”Jeg begyndte at tænke på, hvordan man kunne få journalistikken til at skifte til denne service-tilgang. Hvad skal der til for at få et redaktionslokale til at stole på, at offentligheden selv kan udtrykke hvilken information de mangler, og fortælle redaktionslokalerne, hvilke historier, de finder mest brugbare?”

”Jeg udviklede en meget simpel proces: Spørg dem! Vi begyndte at lede efter folks spørgsmål og brugte det som vores afsæt: “Hvad undrer du dig over ved Chicago, dens beboere og regionen, som du gerne vil have WBEZ til at undersøge?”

”Det simple spørgsmål har givet os tusindvis af fantastiske spørgsmål fra offentligheden, der har ført til alle mulige historier. Spørgsmålene har været breaking news, vundet priser, udvidet vores publikum og haft en afgørende betydning for redaktionslokalets selvforståelse som nogen, der tjener offentligheden.”

 Hvorfor var det nødvendigt at starte Hearken?

 “Med WBEZ-projektets succes (Curious City), begyndte andre redaktionslokaler at spørge mig, hvordan de kunne kopiere det, vi gjorde. Jeg gjorde mit bedste over frokoster, aftener og i weekenderne for at oversætte vores proces, vores teknologi og formulere “do’s and don’ts” i arbejdet med offentligheden.”

”Men til sidst kunne jeg ikke styre min nysgerrighed. Jeg begyndte at overveje, hvordan man kunne skalere denne idé. Det vil sige, om den kunne implementeres hvor som helst, og hvad ville det kræve at virke hvor som helst?”

”Det er det spørgsmål, jeg har forsøgt at besvare de seneste fire år med Hearken. Det kunne jeg ikke gøre i mit tidligere arbejde. Deres mission er at tjene beboerne i Chicago. Min mission blev at dele et nyt paradigme i det journalistiske økosystem.”

Hvordan er Hearken noget, som vi aldrig har set før?

 “Der er hundredvis af årsager til, at dette ikke er set før: inerti, en forestilling om, at tingene fungerer, når de nu har fungeret så længe, en indgroet foragt for “publikummet” i visse redaktionskulturer, og ligeledes: patriarkatet. Stort set alle institutioner er startet top-down, med magten samlet i toppen og beslutninger, der strømmer ned derfra. Og så var det mænd, der sad på lederstillinger i mange århundreder, mens vores institutioner udviklede sig. Samtidig: i de fleste kulturer bliver maskulinitet forbundet med at være selvsikker, bestemt og aldrig at spørge om hjælp.”

”Men den samfundsdrevne (”public-powered”) journalistiske model bygger på samarbejde og kræver, at man er stærk nok til at være sårbår, noget som de fleste institutioner ikke er trænet i.”

Hvilke udfordringer forsøger i at adressere med jeres “public-powered” journalistiske metode?

 “Helt grundlæggende, forsøger vi at skabe en stærkere dynamik mellem offentligheden og de institutioner, som skal tjene dem. I den proces forsøger vi at skabe kanaler og processer, hvor geniale idéer og indsigter kan strømme ind udefra og føde nye muligheder.”

”Alle der har arbejdet i et veletableret firma ved, at det er svært at innovere, når alle processer og praksisser er mejslet i sten – eller når ledelsen ikke har nogen grund til at lytte. Ved at skabe en proces, som kan operationalisere lytning, har vi opdaget, at innovation og indsigt strømmer ind, og i den proces sker der ændringer hurtigere og mere succesfuldt.”

”Modellen gør det urisikabelt at innovere, fordi den gør det muligt for institutioner at teste idéer før de lukker dem ind. Og når de så bestemmer sig for at bruge deres ressourcer på noget nyt, så ved de, at det kommer til at virke.”

”Det, vi har opdaget – hvilket er ret simpelt – er, at jo mere folk føler sig hørt og jo mere de ser en institution som en, der tjener dem, desto mere stoler de på og er villige til at støtte den institution. Det kunne være økonomisk eller på andre måder.”

”Nyhedsindustrien gennemgår store økonomiske omvæltninger lige nu med en ødelagt annonce-model. Ved at lytte og tjene offentligheden direkte, kan man være med til at sikre sig relevans og bæredygtighed.”

 Du har tidligere arbejdet for NPR, CBC, WBEZ, The New York Times og Vice. Hvilke erfaringer fra din tid i journalistik har du brugt til at skabe Hearken?

 “Jeg var aldrig tilpas med den magt, jeg havde til at bestemme, hvilke narrativer læserne og lytterne fik. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg havde lov til at pitche historier, mens mine kloge venner eller nysgerrige naboer blev udelukket fra den proces (…)”

”Jeg har stor respekt for journalister og synes, at de har et af de mest vigtige job i verden – specielt lige nu. Det system, som de er en del af, har dog brug for at blive gentænkt, og jeg er begejstret for, at så mange af dem er klar på den udfordring, der ligger i at gentænke, hvordan industrien skal se ud i den digitale æra.”


Hearkens spørgesoftware anvendes hos flere hundrede medier verden over. Her hjemme kører Jydsk Fynske Medier test på værktøjet. Læs hvordan de foreløbige resultater her – Læserne vil have indflydelse på avisen.

Original

DMJX åbner iværksætter-uddannelse

Nu bliver det lettere at tage de første usikre skridt ud i det iværksætterliv, som mange mediefolk opsøger

Udgivet

den

DMJX åbner iværksætter-uddannelse
Rektor for DMJX Trine Nielsen. Foto: Anders Hviid

Det er hævet over enhver tvivl at flere og flere mediemennesker i fremtiden kommer til at skabe deres egne arbejdspladser og virksomheder. Derfor slår DMJX snart dørene op til en ny medieiværksætteruddannelse, der skal gøre det lettere for nye startuppere at komme igang.

Den nye uddannelse får adresse i DMJXs afdeling i Emdrup og får navnet “Fra ide til virksomhed – Business Makers”.

Teknisk set er uddannelsen et efteruddannelsesforløb, men reelt er der tale et forretningsudviklingsforløb, hvor DMJX støtter iværksætterne med alle de relevante værktøjer og kompetencer, som skal i sving, når man starter op for sig selv.

Derfor er der både undervisning i regnskab, økonomi, strategi, salg, markedsføring, branding, produktudvikling og finansiering.

Samtidig byder det halve år på intensiv networking med de andre på holdet (op mod 40) og det skal der gerne komme værdifulde samarbejder ud af.

Rektor på DMJX Trine Nielsen fortæller, at initiativet kommer til verden som en reaktion på, at flere end hver femte dimittend fra Emdup og knap hver tiende fra DMJX i Aarhus springer ud som selvstændige.

“Med vores nye initiativ ønsker vi at gøre dem i stand til at skabe deres egen virksomhed – alene eller sammen med andre, og ikke kun fokusere på at overleve, men også skabe vækst. De kreative erhverv er i vækst, men mangler færdigheder og kompetencer i forhold til at udvikle forretning og det håber vi at kunne gøre her,” siger Trine Nielsen.

Uddannelsen har kickoff den 19. november og der er ansøgningsfrist den 10. november.

Læs mere her

Læs resten af artiklen

Andre læser lige nu